Syv biler stødte sammen på motorvej
Efter uheldet opstod der en længere kø syd for Svenstrup
Opdateret kl. 09:53
Opdateret 09.44 med oplysninger fra politiet
SVENSTRUP: Syv biler var mandag morgen involveret i et harmonikasammenstød på E45 Nordjyske Motorvej mellem Svenstrup og rasteplads Limfjorden.
- Det er simpelthen på grund af for tæt kørsel, at de kører op bag i hinanden, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard.
Omkring klokken 8 holdt de syv biler stille i midterrabatten i nordgående retning.
- Bilerne holder alle inde i midterrabatten, da vi kommer frem, så der er heldigvis ét spor ledigt hele tiden. Så det kan afvikles stille og roligt, fortæller vagtchefen.
Ifølge politiet er ingen personer kommet til skade ved uheldet.
- Det er udelukkende materiel skade, siger Poul Fastergaard.
Efter uheldet opstod der en længere kø syd for Svenstrup. Oprydningen er nu overstået, og køen er afviklet.