Hun sidder nu ved sit køkkenbord, nedtrykt og med en følelse af at være dum, utilstrækkelig og umyndiggjort. Til systemet vil vi sige, at vi godt forstår, at det er indrettet, som det er, og sikkert af gode grunde, der giver mening for nogen. 

Men når man hører denne historie fra det virkelige liv, håber vi, at der kan ske en genovervejelse af, hvordan samarbejdet mellem system og menneske fungerer i praksis.

Vores olde på 88 år er af uvisse årsager kommet til at slukke sin iPhone helt. Et barnebarn og hendes mand forsøger ihærdigt at løse problemet, da telefonen er et vigtigt redskab i hendes hverdag. 

Det er her, hun følger med i familiens Messenger-gruppe, læser beskeder, ser gamle billeder, holder øje med sin økonomi via netbank og bruger MobilePay til overførsler.

Vil blot have adgang

Telefonen bliver tændt igen, og de apps, hun plejer at bruge, bliver hentet. Men da de forsøger at downloade en app, som kræver MitID, mislykkes det. Selvom olde indtaster bruger-id og adgangskode, får hun besked om, at der er sket en fejl, og at det derfor ikke er muligt at gennemføre.

Olde, hendes datter og barnebarn henvender sig herefter til Borgerservice. Medarbejderen spørger, om Olde selv kan finde ud af at bruge MitID. Der bliver svaret ærligt, at det kan hun ikke længere. Herefter får de at vide, at der ikke kan ydes yderligere hjælp.

Det betyder i praksis, at apps som MobilePay og mobilbank ikke længere er tilgængelige for hende. Det eneste, der tilbydes, er en fuldmagt til læse og skriveadgang til digital post for datter og barnebarn, men det er ikke det, Olde ønsker. Hun ønsker adgang til sine egne apps og sin egen økonomi.

Næste dag henvender olde og datteren sig til banken, men her kan man heller ikke hjælpe uden adgang til MitID. De tager derfor endnu en gang til Borgerservice. 

Denne gang møder de en anden medarbejder, som forsøger at hjælpe. Olde bliver bedt om at indtaste bruger-id og adgangskode på telefonen. Det går nogenlunde med hjælp fra datteren, selvom det normalt fungerer bedre hjemme i rolige omgivelser uden stress.

Overvåget og presset

Herefter bliver olde bedt om at sætte sig ved en computer, som hun aldrig har brugt før, og gentage processen. Det går desværre slet ikke. Hun føler sig stresset, overvåget og presset, og hun går i panik. På den baggrund får hun at vide, at der ikke kan ydes mere hjælp. Det betyder, at det MitID, hun allerede har, men ikke kan åbne, heller ikke kan fås hjælp til at aktivere igen.

Det er her, vi som familie håber, at det digitale system bliver i stand til at rumme flere virkelige livssituationer og møde mennesker forskelligt alt efter deres forudsætninger.

Olde har gennem sin telefon haft mulighed for at bevare overblik og en følelse af selvstændighed i forhold til sin økonomi. Nu står hun pludselig i en situation, hvor denne mulighed bliver taget fra hende. Hun kan ikke længere bruge MobilePay og kan ikke se sin konto i banken. Det efterlader hende med en oplevelse af at være umyndiggjort.

Samtidig oplevede hun, at der i mødet med systemet blev lagt stor vægt på det, hun ikke længere kan, og på hvad systemet forventer, at hun burde kunne. Det skete på en måde, der ikke var anerkendende, men tværtimod gav hende en følelse af at være dum. Det er ikke i orden.

I det øjeblik blev olde reduceret til et nummer i et digitalt system, hvor man enten består eller dumper. Der var ingen mellemvej. Men vores olde er meget mere end det. Hun er et menneske. Et menneske med følelser, erfaring og mange evner, også selvom hun ikke mestrer det digitale på den måde, systemet kræver.

Hun kan så meget andet. Det digitale system burde kunne gøre det bedre, af respekt for vores ældre og for mennesket i sin helhed.

Venlig hilsen en familie, der råber op på oldes vegne og på de ældres vegne.