Trafiksikkerhed

Farlige situationer i trafikken: Bilister glemmer at tænde baglygterne

Mange nordjyder oplever, at andre bilister ikke har tændt baglygterne i mørke eller dårligt vejr - kampagne skal gøre opmærksom på problemet

Husk at tænde baglygterne, når det bliver mørkt, men også i dårligt vejr. Arkivfoto: Michael Koch

Husk at tænde baglygterne, når det bliver mørkt, men også i dårligt vejr. Arkivfoto: Michael Koch

NORDJYLLAND:To ud af tre nordjyske trafikanter har inden for en periode på tre måneder oplevet, at bilister havde glemt at tænde baglygterne i mørke eller dårligt vejr.

Og selvom de fleste svarer nej til spørgsmål om, hvorvidt der var tale om en kritisk situation, kan slukkede baglygter stadig skabe farlige situationer.

Det er budskabet fra Rådet for Sikker Trafik, transportminister Benny Engelbrecht og Færdselsstyrelsen i en ny kampagne.

- Det er afgørende, at vi kan færdes sikkert i trafikken. Derfor ser jeg også med stor alvor på, at så mange bilister ikke har lys i baglygterne. Det er til fare for bilisten og ikke mindst for de mange trafikanter, som bliver mødt med det i trafikken. Det er derfor meget positivt, at Rådet for Sikker Trafik nu gør en ekstra indsats for at sætte fokus på problemet, og jeg håber, at alle bilister vil tjekke deres lys, inden vintermørket for alvor rammer os, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Ikke alle biler tænder baglygterne automatisk, og så hænder det, at bilisterne glemmer selv at gøre det, når det bliver mørkt eller i vejr med lav sigtbarhed såsom tåge eller kraftig regn.

I en kampagnevideo bliver bilisterne mindet om, hvornår de skal tænde lyset, og hvordan de kan være sikre på, at der er korrekt lys foran og bagpå bilen.

- Det er vigtigt, at man sætter sig ind i, om baglygterne tænder automatisk på bilen, eller om man selv skal tænde dem manuelt. Hvis du vil være helt sikker på, at der er lys i baglygterne, så tænd for nærlyset, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Et andet råd er at være sit værksted, om bilen kan indstilles til selv at tænde baglygterne, så snart motoren startes.

- Korrekt lys på bilerne spiller naturligvis en særdeles vigtig rolle for færdselssikkerheden - både når det bliver mørkt og især også, når det er dårligt vejr med regn, sne eller tåge. Det kan være livsfarligt både for én selv og ens medtrafikanter, og derfor råder vi til, at man tjekker sit lys inden man starter køreturen, siger Stefan Søsted, direktør i Færdselsstyrelsen.

Hvornår skal der være lys i baglygterne?

Der skal være lys foran på bilen hele døgnet. Baglygterne skal være tændt fra solnedgang til solopgang samt om dagen, når der er nedsat sigtbarhed, f.eks. når det regner, sner eller er tåget.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt baglygterne tænder automatisk, kan du starte bilen og derefter gå ud og kigge på baglygterne. Er de ikke tændt, og er det lygtetændingstid, skal du manuelt tænde nærlyset på bilen. Så er der lys både foran og bag på bilen.

Se mere på www.sikkertrafik.dk/baglygter

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst