Fartdjævle skal vogte sig: Politi tager nyt udstyr i brug
En særlig gruppe af trafikanter er i fokus

Dansk politi vil fremover råde over 107 ATK-biler, oplyser Rigspolitiet. Arkivfoto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:Billederne bliver bedre, det bliver lettere at fange motorcyklister, der kører for stærkt, og personalet i de biler, som udfører automatisk trafikkontrol for politiet, får mere komfort i bilerne.
Og der bliver flere af dem.
Sådan fordeles de 25 nye køretøjer
- Nordjylland: 2
- Østjylland: 3
- Midt- og Vestjylland: 3
- Sydøstjylland: 3
- Syd- og Sønderjylland: 2
- Fyn: 2
- Sydsjælland og Lolland-Falster: 3
- Midt- og Vestsjælland: 1
- Nordsjælland: 2
- Københavns Vestegn: 2
- København: 2
Kilde: Rigspolitiet
Det er hovedtrækkene i den nyhed, Rigspolitiet torsdag morgen har sendt på gaden.
For nu intensiverer ordensmagten jagten på fartsyndere på de danske veje.
Politiet udvider sit samlede antal ATK-køretøjer fra 82 til i alt 107 og får dermed bedre muligheder for at sætte ind over for de bilister, der ikke overholder fartgrænserne. Det sker som led i den seneste politiske flerårsaftale for politiet.
Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
- Vi ved, at for høj hastighed er en faktor i fire ud af 10 dødsulykker. Hvis vi skal nå vores mål om færre dræbte i trafikken, så er det helt afgørende, at vi alle sammen tager toppen af farten, siger lederen af færdselspolitiet hos Midt- og Vestsjællands Politi, vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaard.
To af de 25 nye ATK-biler kommer til at køre i Nordjylland, og Thomas Tapgaard glæder sig over de nye biler, som allerede er sat i drift, for de rummer en række forbedringer i forhold til den tidligere model.
- Vi får dels bedre muligheder for at kunne fotografere de motorcyklister, der kører for stærkt, og samtidigt har kameraet også fået en højere opløsning, så vi får bedre billeder at arbejde med. Og så er komforten for vores personale, der skal arbejde i bilerne, også blevet bedre, siger Thomas Tarpgaard.
Ifølge tal fra Vejdirektoratet mistede 130 personer livet i trafikken i 2021. 54 af dem var bilister i personbil.
Antallet af fartbøder fra automatisk fartkontrol faldt i perioden fra 2016 til 2020. I 2017 blev der udstedt 591.072 fartbøder. I 2021 var der tale om 435.061 fartbøder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.