Farve, køn, seksualitet og overbevisning: Ikke nogen kvalifikation i sig selv

Det er som om krænkelseskulturens vildfarelser ingen ende vil tage. I bedste fald er der bare tale om godtroende tåbelighed, men i værste fald er udviklingen uhensigtsmæssig, ja, endog decideret ødelæggende i forhold til at fjerne nogle af de reelle problemer, debatterne på mange fronter tager op.

De fleste har allerede hørt om demonstrationerne mod racisme og politivold i forlængelse af drabet på George Floyd. Her måtte hvide mennesker ikke gå i forreste linje, som var overladt til sorte og farvede. Og debatten om at fjerne alle tegn i det offentlige rum og i kunsten generelt på tidligere tiders undertrykkelse har også raset - senest har det været diskussionen, om en is kaldet ”kæmpe eskimo” er et tegn på en undertrykkende indstilling til mennesker fra Grønland og de øvrige arktiske egne.

Nu har skruen fået et nøk mere: Filminstruktøren Kenneth Sorento kan ikke få sin meget roste dokumentarfilm ”Kampen om Grønland”, som sætter fokus på unge grønlænderes drøm og forestilling for deres lands fremtid, vist på en række førende filmfestivaler. Begrundelse: Han er ikke en del af det oprindelige folk.

Logikken for den afvisning er helt ude i hegnet: Det vil svare til, at vi på NORDJYSKE ikke kan skrive om AaB, da ingen af vores journalister har spillet i superligaen. At vi ikke kan lade en mandlig journalist rapportere fra et krisecenter for kvinder eller lade vores praktikanter sætte fokus på LGBT-miljøet uden at spørge til deres egen seksualitet. At vi ikke kan bede en journalist med rødder i Thy skrive en erhvervshistorie fra Hirtshals.

Konsekvensen af denne korrektheds- og lighedsfanatisme er ikke blot dum, men også indskrænkende for vores samfundsdebat. Ved at sætte race, køn, seksualitet, religion mm. før professionalitet, indsigt og evner lægges der en potentiel bremse på udviklingen og ændringen af de problemer, vi står med: Vil det eksempelvis gavne grønlændernes sag, hvis der ikke er en indfødt grønlænder, der kan og vil beskrive befolkningens kamp for eller imod selvstændighed i en dokumentarfilm?

Racisme, sexisme, chauvinisme, fanatisme bekæmpes ikke ved at føre disse uskikke og undertrykkende tilgange til andre mennesker videre i en form forklædt som godhed ledsaget af det evindelige råb: ”Jeg/vi/de må ikke krænkes”. Det er samme surdej.

Vejen er i stedet belagt med ytringsfrihed, respekt for det gode argument, vilje og det at kunne og ville bidrage samt anerkendelse af andre menneskers frihed til at være sig selv, til at sige ja og nej, og deres ret til at vælge livsbane. Uanset farve, køn, seksualitet og overbevisning for det er ikke nogen kvalifikation i sig selv.