Fem tips til at spare på energien
Høje energipriser har givet travlhed hos Energistyrelsen. Her deres fem bedste råd til at spare på energien i hjemmet
NORDJYLLAND: For en dansk gennemsnitsfamilie, der opvarmer sin bolig med gasfyr, risikerer varmeregningen at blive næsten dobbelt så dyr i 2022 som i 2020. Og nu har Ruslands invasion af Ukraine fået især prisen på gas til at flyve endnu højere i vejret, men også prisen på olie og el er påvirket af situationen, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Og mens priserne på gas, olie og el er røget i vejret, har Energistyrelsens rådgivning fået markant flere henvendelser fra forbrugere, der gerne vil have hjælp til at spare på energien.
Sammenlignet med februar 2021 har Energistyrelsen fået 12 procent flere henvendelser i februar i år.
- Lige nu oplever vi store stigninger i energipriserne, og det har vakt danskernes interesse for at spare på energien. Derfor oplever vi en markant stigning i trafik på både telefoner og digitale platforme, siger Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig for Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.
Det har fået Energistyrelsen til at samle deres fem bedste råd til at spare på energien i hjemmet:
1: Sænk temperaturen
Hvis du sænker temperaturen med én grad i hele huset, sparer du cirka fem procent på varmeregningen. Temperaturen skal dog helst være mindst 18 grader af hensyn til fugt.
2: Spar på vandet - især det varme
Prisen for én kubikmeter koldt vand er cirka 75 kr. Prisen for varmt vand er en del højere, da det koster 40-85 kroner at varme vandet op.
3: Indstil termostaterne ens
Har du flere radiatorer med termostat i samme rum – eller i rum med åbne døre imellem – er det bedst at indstille termostaterne ens. Så er dine radiatorer mest effektive.
4: Træk gardiner for - og fra igen
Træk gardiner og persienner for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Træk dem fra igen om dagen for at få lys og varme ind.
5: Hold 55 grader i din varmtvandsbeholder
Temperaturen i din varmtvandsbeholder bør være 55 grader, så sparer man energi og undgår farlige bakterier. Højere temperatur er spild af energi, og beholderen kalker hurtigt til.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.