Politiarbejde

Festen fortsætter: Politiet har fået så mange nye anmeldelser om støjende musik

Nordjyllands Politi har natten til tirsdag registreret yderligere en række anmeldelser om musik til gene for naboer

Når folk samles på pladser, vil der være støj. Det har Aalborg Kommune taget konsekvensen af med skiltning flere steder. Arkivfoto
Når folk samles på pladser, vil der være støj. Det har Aalborg Kommune taget konsekvensen af med skiltning flere steder. Arkivfoto

Opdateret kl. 07:58

NORDJYLLAND: Glade studenter er de seneste dage over hele Nordjylland blevet færdige med tre års slid med bøgerne. Og det skal naturligvis fejres på behørig vis. Behørig vis indebærer musik - høj musik, og det giver en del arbejde til Nordjyllands Politi.

- Vi har i løbet af aftenen og natten til tirsdag registret 13 anmeldelser om musik til gene for naboerne, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Syv af de 13 anmeldelser er kommet i forbindelse med fester på privat grund, mens de resterende seks henvendelser handler om støjende musik fra offentlige områder.

Vagtchefen oplyser, at de offentlige steder, hvor det går løs med høj musik, for eksempel er Anlægget i Aars og Rhododendronparken i Brønderslev, hvor unge samles og fester.

- Så det har vi selvfølgelig lidt fokus på, lyder det fra Karsten Højrup Kristensen.

De eneste regler, der er for høj musik i private hjem, er, at der skal spilles for lukkede døre og vinduer.

- Men med de temperaturer, vi har lige nu, så åbner folk jo både vinduer og døre, og hvis festen foregår i et telt, så hjælper lukkede teltdøre jo intet, forklarer vagtchefen.

- Vi forsøger at håndtere det pragmatisk: Nogle gange ringer vi til folk og beder dem skrue lidt ned, andre gange møder vi op og tager en snak med festdeltagerne, siger han og minder i den forbindelse om, at klagerne også har været unge engang.

- Det har de måske glemt lidt i irritationen over larmen, mener han og glæder sig over, at uenighederne om larm sjældent udarter til håndgribeligheder.

I Aalborg har kommunen efter mange klager indført forbud mod høj musik efter klokken 22 og sat skilte op om forbuddet i blandt andet Østre Anlæg og Kildeparken, og der kan politiet noget nemmere håndhæve bestemmelserne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden