Festglade unge bliver stadig drugged i Aalborgs natteliv - politiet kommer med klar opfordring
Stofferne florerer stadig i det aalborgensiske natteliv, hvor unge ufrivilligt får stoffer i deres drinks. Politiet har en opfordring til alle, der går i byen

Der er stadig problemer med narkoforgiftning i Aalborgs natteliv Foto: Martin Damgård
AALBORG:Narkoforgiftning i Aalborgs natteliv er, desværre, efterhånden en gammel traver. Så sent som i fredags oplevede Henriette Sørensen, at hendes datter blev drugged under en bytur i Aalborg.
I dag er hun stadig påvirket af episoden, som er meldt til politiet. På Facebook har Henriette Sørensen skrevet et opslag om episoden, som er delt næsten 3500 gange, hvor hun blandt andet beskriver, at hendes datters krop reagerede kraftigt, og at der var læger inde over.
Derudover nævner hun tre tidsrum, hvor man som vidne eller offer kan gå til politiet med sine oplevelser om narkoforgiftning.
Hos Nordjyllands Politi bekræfter de, at de har modtaget anmeldelsen og fortæller, at de ofte modtager anmeldelser om "drugging" i nattelivet. Men selvom de ofte modtager henvendelser, er der stadig for mange, der ikke anmelder sådanne episoder, men som i stedet går hjem og sover rusen ud.
Og der har politiet en klar opfordring:
- Anmeld det. Vi sidder altid klar til at tage imod anmeldelser - året rundt. Døgnet rundt.
Bliv undersøgt og anmeld det
Hos Nordjyllands Politi er de altid interesseret i at få oplysninger om kriminelle forhold og modtage anmeldelser.
- Politiet sidder altid klar – året rundt, døgnet rundt – til at tage anmeldelser fra borgerne, så man er velkommen når som helst. Henvendelser er ikke begrænset til ”kun” det tidsrum, som borgeren (Henriette Sørensen, red.) på Facebook angiver. Da vi tager denne slags anmeldelser meget alvorligt, opfordrer vi generelt alle til, at man straks, og gerne hurtigst muligt, anmelder det til os, hvis man får mistanke om, at der er blevet placeret stoffer i ens drink. Det skal nemlig gå hurtigt, da stoffer kun kan spores i kroppen i et kortere tidsrum - typisk i seks timer efter. Anmeld det til os hurtigst muligt, så vi kan få det undersøgt. Og hvis man har været sammen med nogle venner eller andre, der har observeret noget, så tag dem med, når I anmelder det.
Har man mistanke om narkoforgiftning, skal man altså sørge for at blive undersøgt hurtigst muligt, så det kan fastslås, hvorvidt der er stoffer i kroppen.
Politiets indsatser i nattelivet - og i kampen mod stofferne - er ikke tilfældige, lyder det i mailen.
- Vi tilrettelægger vores indsatser og patruljer i nattelivet ud fra konkrete, individuelle vurderinger, som besluttes af den operative ledelse – og det er klart, at ovenstående oplysninger indgår i politiets samlede overvejelser, når vi planlægger vores konkrete indsatser. Og vi vil gerne, igen, gentage vores klare opfordring: Anmeld det straks til os, hvis man har oplevet noget.
I stedet minder de om, at man selv bruger sin sunde fornuft og er opmærksom i Aalborgs natteliv:
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.