Fire gode råd: Sådan får du en stressfri jul
December skal være hyggelig, og det bliver den med lidt planlægning
Hvis december skal være hyggelig og stressfri, er det en god idé at tænke over, hvor meget julehygge man reelt har tid og overskud til. Og så skal der lidt planlægning til allerede nu, lyder det fra journalist Sarah Skarum, der har skrevet bogen "Sarah Skarums jul". Her er fire gode råd til en stressfri jul:
1. Skær fra med god samvittighed
Mange har en idé om, at de skal nå alt for meget i december, og det er ikke holdbart, mener Sarah Skarum.
- Man ender med at gå rundt og have dårlig samvittighed over alt det, man ikke nåede. Derfor er det bedre, at man sætter sig ned og er lidt kynisk og skærer nogle ting fra. Måske skal man ikke køre ud og fælde sit eget juletræ, men bare købe træet rundt om hjørnet. Så vil man have meget mere overskud til hyggen, siger hun.
Lav en liste over de ting, du gerne vil nå i løbet af måneden. Se realistisk på, om du kan nå det hele og skær unødvendige ting fra.
2. Småkagedej og rødkål i november
Hvis man godt kan lide at bage sine egne småkager i juletiden, kan det være en fordel at lave dejen i forvejen og pakke den ned i en plastikpose. Dejen holder sig nemlig glimrende både på frost og i køleskabet i en måneds tid, fortæller Sarah Skarum.
- Det giver meget mere overskud, og så er det nemt at få bagt småkagerne, som ellers godt kan føles som et stort projekt, siger hun.
Småkagerne er ikke det eneste, man med stor fordel kan lave i forvejen. Også rødkålen kan holde sig rigtig godt på frost, hvis man laver den fra bunden.
3. Køb julegaver i god tid
Når det kommer til julegaverne, har Sarah Skarum et mantra om, at alle gaverne helst skal være købt før den første december.
Men hvis det er urealistisk, skal man i hvert fald gå efter at have indkøbt en stor del af gaverne inden december, mener hun.
Derfor mener hun også, at man bør overveje, om gaverne skal indkøbes på den store udsalgsdag kendt som Black Friday, som ligger den sidste fredag i november.
- Hvis man ved, hvad man skal købe, ville det være for dumt, hvis man ikke benyttede sig af de mange tilbud på Black Friday. Så det er virkelig smart at købe gaverne den dag, siger hun.
At julegaverne er købt i god tid, vil nedbringe stressmængden for mange, da det ofte er noget af det, som fylder meget, mener selvstændig konsulent og indehaver af Mnemosyne Kurser Kirsten Andersen, som både underviser i og har skrevet bøger om planlægning.
- Man kan få skuldrene ned ved at vide, hvad man skal med gaverne. Og når gaverne er købt, så er der en ting mindre, man skal tænke over, siger hun.
4. Hyg dig og slap af
Kirsten Andersen anbefaler, at man i november tænker over, om der er noget anderledes, man kunne tænke sig at lave i år.
- Det er kun, hvis man planlægger i god tid, at man har overskuddet til at se på, hvad man godt kunne tænke sig at få ud af december måned, siger hun.
Det er Sarah Skarum enig i. Hun understreger, at rådet om, at man bør planlægge julen tidligt, handler om at have friheden til at slappe af og hygge i december.
- At holde jul er et stort projekt, og det skal jo ikke være en arbejdslejr, hvor man glemmer at være taknemmelig og at hygge sig, siger hun.
Et andet råd er at afsætte tid til afslapning, der ikke handler om jul.
****
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.