Fiskeriminister mangler bevis for påstand

Hvem siger hvad og hvordan?

Det har vi kun deres egne ord for og referater, der kommer langt senere, end mødet blev afholdt, og er skrevet i korte – nærmest anonymiserede sætninger.

Derfor ved vi faktisk ikke, om det er rigtigt, når fødevareminister Rasmus Prehn siger, at ”Tyskland og Sverige er på vej og Spanien har det flere steder”.

Når han argumenterer for, at det, ifølge ham, er i orden at tvinge alle fiskere i Kattegat til kameraovervågning i deres skibe.

EU’s ministre skal naturligvis kunne mødes og tale sammen på måder, som fremmer samarbejdet omkring de udfordringer, der skal løftes i fællesskab, og hvor præmissen er, at de, der skal gøre den konkrete forskel ude i virkeligheden, oplever, at det giver mening, det der skal gøres, og at samme regler gælder for alle.

Det første er sund fornuft, og det sidste er en af de grundlæggende værdier i EU’s indre marked. Men det er ikke i orden at referere til, hvad nogen måske har sagt i et lukket møde, at de måske regner med at gøre. Det er noget roderi i et demokrati.

I skrivende stund har jeg altså ikke kunne få bekræftet, at Rasmus Prehn har ret. Jo, Sverige har en frivillig ordning. Som ikke fungerer. Og at der måske findes nogle steder i Spanien, kan vi jo ikke bruge til noget, når dette ikke kan bekræftes, og vilkårene ikke er kendte.

Spørgsmålet er derfor, om de spanske, tyske og svenske (ubekræftede) kameraovervågninger er sammenlignelige med tvangsovervågningen af de danske hummerfiskere i Kattegat, der nu rammes?

Det tyder dog på, at den danske socialdemokratiske regering med sin tvungne kameraovervågning af fiskeriet i Kattegat går langt, langt længere end noget andet land i EU. Også længere end Europa-Parlamentet heldigvis blev enige om sidste sommer. Det burde ikke være muligt, hvis princippet om lige konkurrencevilkår skal gælde, og hvis grundlæggende retsbevidsthed skal respekteres. Og det skal det!

Det skal naturligvis også gælde, at når man påfører virksomheder krav om at indføre eller acceptere nye teknologier i deres branche, skal argumenterne give mening.

Men også her er Rasmus Prehn på tynd is i Kattegat. For der findes ingen – absolut ingen – beviser for, at kameraovervågning bringer torsken tilbage til områder i havet, hvorfra de har flyttet sig, fordi temperatur, sæler, skarv, orm og andre miljøpåvirkninger ikke længere er optimale for dem. Det er nemlig også årsager til torskens adfærd, trivsel og udvikling. Forstå mig ret – jeg siger ikke, at der ingen problemer er.

Jeg siger bare, at årsagerne er mange, intet er statisk og at løsningerne til at passe bedre på den europæiske torskebestand skal være mangfoldige. Kameraovervågning er at skyde i blinde med det, man tror, er en "silver bullet".

Kameraovervågningen opleves på mange niveauer både meningsløs og som et decideret overgreb. Især fordi overvågningen skal kontrollere, at fiskerne gør noget, der simpelthen ikke giver mening: I stedet for at sende unge, små og ofte levedygtige torsk tilbage i havet, hvor de kan vokse sig store og formere sig, så skal de med på land. Jeg véd godt, at Rasmus Prehn så vil sige, at det er EU’s krav om landingsforpligtelse, og at den ikke er til at diskutere med. Men jeg forstår også, at flere fiskere, der mødte ministeren søndag aften på Aarhus Havn, hørte ham sige, at han gerne vil se nærmere på, om det alligevel kan gøres. Se, det er nye toner - som jeg byder velkommen og bider mig fast i.

Men det giver gode point overfor egne vælgere, som er flere end de få fiskere, der snart er tilbage i Danmark. At mistænkeliggøre danske fiskere har længe været en yndet sportsgren, når byboernes stemmer skal høstes. Skyd med kamera på de få, og dit trawl med likes på de sociale medier bliver fyldt på ingen tid.

Fra min stol i Europa-Parlamentet fortsætter jeg kampen for sund fornuft og respekt for danske fiskere, og hvis fødevareministeren nu også er slået ind på den kurs, byder jeg det meget velkomment.