Foråret er kommet, et folketingsvalg venter om et par dage, hvor befolkningen i demokratiets navn får lov at komme til orde, og når det er overstået, kan vi se ind i en af den helt centrale kristne højtider, nemlig påsken. Så langt så godt. 

Forskellen på de to begivenheder er, at mens folketingsvalget får vindere og tabere, så betyder påskens budskab, at vi alle er vindere.

Lad os tage folketingsvalget først. Valgkampen har budt på et overflødighedshorn af den ene skive fede valgflæsk efter den anden grænsende til kvalmeniveauet. Ingen partier kan sige sig fri, men Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten her dog udmærket sig markant stærkere end de fleste andre i den disciplin. 

Der loves at være en gaveregn på vej i form af blandt flere penge til pensionisterne og i det hele taget mere af alting, når det gælder velfærdsydelser. Folkeskolens yngste klasser skal have en øvre grænse på 14 elever per klasse, og fødevarechecken til såvel fattig som rig stiller lækre madpakker i udsigt til de kære skoleelever. 

Valgflæsk

Da det meget omtalte råderum imidlertid ifølge finansministeren allerede er opbrugt, må pengene til alle herlighederne findes andetsteds. Og den øvelse er velkendt. 

Staten skal endnu dybere ned i borgernes og erhvervslivets lommer i form af stigende boligskatter, formueskat og givetvis en fantasifuld buket af afgifter på dit og dat. I landet med et af verdens i forvejen højeste skattetryk koster det skyhøje beløb at administrere denne trafik, hvor borgerne fodres med deres egen hale. 

Hvornår gennemskuer et flertal af vælgerne dette fordækte gavespil, hvor taberen er den personlige frihed og pligten til at tage ansvaret for sit eget liv? I stedet for at være en tryg ramme om borgernes liv bliver staten borgernes formynder. 

Nu skal det her ikke handle om partipolitik, men jeg vil dog ikke undlade at erkende, at mit kryds lander i den borgerligt liberale lejr i håbet om at få en ny statsminister, der ikke som den nuværende stort set er ligeglad med alt bortset fra det altafgørende for hende, nemlig fortsat at sidde ved magten. 

Om nogle dage bliver vi meget klogere på, hvem der er vindere og taber denne gang. Afgørende er dog, at vi har en fælles værdi, nemlig respekten for demokratiet og vælgernes afgørelse.

Påsken

I modsætning til folketingsvalget, så ved vi, at dette forårs store begivenhed i kristen og kirkeligt regi er påsken, og den ved vi med sikkerhed, at vi kan fejre hvert eneste forår. 

Det betyder i åndelig forstand, at her får vi alle et holdbart løfte om lysere tider. Påsken får for alvor vintermørket til at vige og give os det lys, der fortrænger døden, mørket og håbløsheden. 

Påskens tilbagevendende lys er i modsætning til mange andre lys et lys, der aldrig slukkes. Påsken er fortællingen og budskabet om, at genopstandelsen og dermed livet får det endelige ord. 

Det viser hele dramaet, der begynder palmesøndag, fortsætter med den sidste nadver skærtorsdag, Jesu korsfæstelse langfredag og så den fantastiske påskedag, hvor opstandelsen og livets sejr over døden bliver en kendsgerning. 

Der er tale om et stykke åndelig virkelighed, som fremdeles lever sit liv i masser af mennesker, og som giver mennesker et fast holdepunkt i en ellers på mange måder kold og problemfyldt tilværelse. 

Er der noget, der kan forene også moderne mennesker, så er det de kristne højtider, ikke mindst påskehøjtiden. Tro i stedet for troløshed, håb i stedet for håbløshed og kærlighed og tilgivelse i stedet for selvoptagethed og fordømmelse.

Et eksistentielt fællesskab

Vi har alle sammen et eksistentielt skæbnefællesskab. At give sig hen til påskebudskabet er ikke et udtryk for virkelighedsflugt. Tværtimod. Det er en mulighed for med et åbent og taknemmeligt sind at tage imod den virkelighed, der er givet os som mennesker. 

Vi er alle små og tilsyneladende ubetydelige støvkorn i det store skaberværk, men vi er samtidig hver eneste af os en unik størrelse, som er kærlighed værd. At Danmark er et kristent land betyder, at vi bekender os til den troens, håbets og kærlighedens gave, der udgør et indre lys, som aldrig slukkes. 

Det gode budskab i kristendommen er i modsætning til det verdslige politiske univers, at vi ikke bliver vejet og fundet for lette, selv om vi i mange sammenhænge kommer til kort. Derfor står der heller ikke fordømmelse på dagsordenen, fordi vi ikke er fuldkomne, men tilgivelse.

Vi kan ikke alle blive vindere ved tirsdagens valg. Sådan er det. Det helt afgørende og opløftende er imidlertid, at der findes en sand og en dyb livsglæde, som rækker ud over de politiske forskelle. En glæde, der ikke blot lyser op i nogle få uger, men til alle tider. Lad os ønske hinanden til lykke med det.