Flere indbrud opklaret? To mænd kørte rundt i stjålet bil med tyvekoster

To anholdte er blandt andet sigtet for større indbrud i cykelcenter i Aars

Vesthimmerlands Cykelcenter har været udsat for indbrud, hvor der blev stjålet cykler for op mod 100.000. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Vesthimmerlands Cykelcenter har været udsat for indbrud, hvor der blev stjålet cykler for op mod 100.000. Foto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:To mænd på henholdsvis 27 og 29 år blev søndag varetægtsfængslet ved Retten i Hjørring, efter at de lørdag blev anholdt i en stjålet bil.

Netop dén anholdelse gør, at Nordjyllands Politi sigter dem for flere indbrud og tyverier. Grundlovsforhøret søndag blev holdt bag lukkede døre, men anklager Thomas Klingenberg kan over for Nordjyske oplyse, at de to mænd blandt andet er sigtet for et indbrud i Vesthimmerlands Cykelcenter i Aars, hvor der blev stjålet cykler for et større beløb.

- De blev anholdt lørdag i en Mercedes, som var meldt stjålet fra et lager i Aalestrup. Og i bilen var der koster fra andre indbrud, fortæller Thomas Klingenberg.

Ud over indbruddet i cykelcentret er de to mænd sigtet for et indbrud, der gik ud over Nørager Kro, samt tyverier fra flere biler i Aalestrup.

De to mænd nægtede sig skyldige men blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger. Det er sket af hensyn til, at de ikke kan påvirke efterforskningen. Og så var den 29-årige netop blevet løsladt i en anden tyverisag.

- Så han er også fængslet med henblik på, at han ikke begår ny kriminalitet, oplyser anklageren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.