Flytter produktion af sild fra Nordjylland til Fyn
Tenax Sild flytter produktion for at rette op på underskud
Opdateret kl. 10:09
Virksomheden Tenax Sild, der har produktion i både Ålbæk og Nyborg, har besluttet at flytte produktionen af sild fra Ålbæk til Nyborg, og det kan komme til at koste nordjyske arbejdspladser.
Ifølge TV2 Nord er det et dårligt regnskab for 2022, der får virksomheden til at lukke ned for en del af produktionen i de tidligere Launis-bygninger i den nordlige del af Ålbæk. Og det er især produktionen af sild, der ikke viser tilfredsstillende resultater.
Der produceres i dag sild både i Ålbæk og Nyborg, hvor virksomheden har hovedsæde.
- Vi flytter hele produktionen af sild til Nyborg, mens vi beholder produktion af stegte sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté i Aalbæk, siger direktør Michael Møller Jensen, Tenax Sild, til TV2 Nord.
Tenax Sild kom ud af 2022 med et underskud på 36 millioner kroner, som blandt andet skyldes, at virksomheden er ramt af store prisstigninger på råvarer.
Ifølge direktør Michael Møller Jensen er der cirka 10 af de 65 ansatte i Ålbæk, der beskæftiger sig direkte med sildeproduktionen. Håbet er, at ændringerne kan klares med naturlig afgang og mindre brug af vikartimer. Men direktøren kan heller ikke afvise, at der kan komme fyringer på fabrikken i Ålbæk.
Tenax Sild A/S producerer sild som "Lykkeberg 1899", "Fiskemandens" og "Skagen", ligesom der forarbejdes andre fiskespecialiteter som fiskefrikadeller, fiskepatéer, kaviar af stenbiderrogn og ørredrogn.
Tenax Sild har 65 ansatte i Ålbæk og 60 i Nyborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.