Ja, der er uro i mange klasser. 

Ja, lærere bruger for meget tid på konflikter og for lidt på undervisning. 

Men uroen opstår ikke mandag morgen kl. 8. Den starter langt tidligere – i de år, hvor børn skulle have opbygget de erfaringer, der gør dem i stand til at trives i et fællesskab. Det handler ikke kun om normeringer eller økonomi. Det handler om, at mange børn i dag vokser op i en hverdag, hvor rammen er blevet forhandlingsbar, og hvor de sjældnere møder tydelige voksne, faste rutiner og behovsudsættelse. 

De første erfaringer med fællesskab, grænser og robusthed bliver for spinkle. Når børn møder skolen uden disse erfaringer, er det ikke lærernes eller ledernes skyld. Det er et tegn på, at opdragelsen og de tidlige fællesskaber ikke længere giver børn det fundament, de har brug for.

Opdragelse

Derfor er det afgørende, at vi tør opdrage vores børn, så de får glæde af at være en del af fællesskabet. Robusthed, tålmodighed og evnen til at indgå i noget, der ikke altid tilpasses én selv, er ikke medfødte egenskaber. Det er noget, vi voksne skal hjælpe børn med at udvikle – i hjemmet, i dagtilbuddene og i skolen. Det moderne børneliv er præget af valgfrihed, fleksibilitet og forhandling. Intentionen er god, men resultatet er, at mange børn i dag møder skolen uden at have øvet sig i at vente, tabe, kede sig eller indgå i en ramme, der ikke er til forhandling. Det er ikke et spørgsmål om “dårlige børn”. Det er et spørgsmål om en barndom, der har ændret sig hurtigere, end de voksne omkring den har formået at følge med til.

Derfor er det også for snævert at gøre skoleledelserne til hovedansvarlige for den uro og mistrivsel, vi ser. De står midt i en virkelighed, hvor sociale myndigheder trækker sig tilbage, hvor lærere forventes at løse opgaver, der hører hjemme i psykiatrien, hvor forældre står alene med en opdragelsesopgave, der er blevet mere kompleks, og hvor politiske reformer og skiftende krav har udhulet både tid, faglighed og retning. At forvente, at skoleledelserne alene kan rette op på dette, er at gøre problemet mindre, end det er.

Skribenten efterlyser “tydelige voksne” og mere konsekvens. Det er rigtigt, at børn har brug for rammer. Men konsekvens uden sammenhæng løser intet. Børn bliver ikke robuste af at blive sendt hjem. De bliver robuste af at møde voksne, der arbejder sammen – på tværs af hjem, dagtilbud, skole og myndigheder. Det er netop den sammenhæng, der er brudt. Når lærere står alene med børn i massiv mistrivsel, er det ikke fordi ledelsen er bange. Det er fordi psykologer, socialrådgivere og PPR ikke kan følge med, fordi specialområdet er presset til bristepunktet, og fordi skolen er blevet sidste stop i en kæde, hvor andre instanser burde have grebet ind. Det er ikke et ledelsesproblem. Det er et samfundsproblem. 

For vi er fælles om at skabe børn, der kan trives i fællesskabet.