Anne skiftede spor, men starten var svær: - Jeg tænkte, at det blev min død. Jeg fortrød simpelthen

AALBORG: - Hvad med den der?

Annes mand, Ole, peger over på en tom bygning på den anden side af vejen. Det er en vinterdag i 2013, og på det tidspunkt er Boulevarden i Aalborg egentlig ikke noget særligt.

De krydser gaden og kigger ind ad de støvede vinduer til Louis Nielsens gamle lokaler, som har stået tomme i et par år. Anne ser projektet for sig: Det der skal bare lige rives ned, dér skal disken stå, og dér skal hænge to billeder og en lampe.

Tre måneder senere - i marts 2014 - skriver hun under på lejekontrakten, og i august samme år åbner hun Cafe Peace på Boulevarden 4. Uden en eneste dags erfaring som selvstændig.

- Jeg anede jo ingenting. Jeg gik bare ind i det helt Pippi-agtigt med en tro på, at alt kunne lade sig gøre. Og gudskelov for det. Hvis jeg havde vidst, hvor meget det kræver, tror jeg, at jeg havde mistet pusten, fortæller Anne Kønig og fortsætter:

- Jeg tror, man er nødt til at acceptere den usikkerhed, der følger med, hvis man vil ændre på noget. Hvis man overtænker det, bliver man handlingslammet. Og så sker der ingenting.

Sådan gik det ikke for Anne Kønig, der i dag er 50 år.

I en relativt sen alder skiftede hun nemlig spor. Efter en lang årrække som folkeskolelærer sadlede hun om og blev selvstændig. Siden 2014 har hun ejet og drevet Cafe Peace, som for længst har udviklet sig til en millionforretning og en etableret del af Aalborgs restaurationsliv. Og i maj åbnede hun og hendes mand endnu en Cafe Peace i Blokhus, hvor familien også har sommerhus.

Men det var egentlig ikke det, der var planen til at begynde med. Og det er kommet med en pris.

Tid til forandring

Anne Kønig er født og opvokset i et arbejderhjem i Skive, hvor hun brugte store dele af sin fritid alene på byens bibliotek. Hun voksede op uden den store hjælp til lektier og forventninger udefra, og på mange måder var opdragelsen overladt til hende selv.

Hun blev udlært i en herretøjsforretning, før hun tog til Aalborg for at studere. Det skulle være en boglig uddannelse, og hun overvejede at læse dansk på universitetet, men hun “var jo fra Skive”.

I 1998 dimitterede hun fra lærerseminariet i Aalborg. På det tidspunkt var hun allerede mor til tre - og stadig i 20’erne.

Hun blev i Aalborg og arbejdede i mange år som lærer på Gug Skole. Men i 2012 tog hun orlov. Der skulle ske noget nyt.

Ikke fordi der var noget galt med hendes job. Udover bureaukratiet og møder for mødernes skyld.

- Til sidst begyndte jeg at regne ud, hvad alle de ligegyldige møder kostede i arbejdstimer. De handlede jo om zero, siger Anne Kønig og slår ud med armene.

- Men det var ikke derfor, jeg stoppede. Jeg var faktisk glad for mit arbejde, men jeg var nået til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at det var tid til forandring. I 20’erne og 30’erne træffer man en masse valg. Man får job, man stifter familie. Jeg blev også skilt. De valg, jeg traf, handlede først og fremmest om mine børn, og på mit arbejde var jeg også omgivet af børn.

- Men på det tidspunkt begyndte jeg - for første gang i mit voksenliv - at tænke, at alt ikke handlede om børn, siger hun og tilføjer:

- Det var ikke, fordi jeg fjernede mig fra noget, jeg ikke brød mig om. Jeg havde bare lyst til at prøve noget nyt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, var det også tilfældigheder, der gjorde udslaget. Jeg kunne lige så godt være havnet et helt andet sted.

Ideen bliver til virkelighed

Ideen om at åbne en café begynder dog at rumstere i Annes tanker allerede et par år op til åbningen. Hun lufter med jævne mellemrum ideen over for sin mand, men den forbliver en ide.

Senere på året - en tidlig morgen til vinterbadning - falder de tilfældigt i snak med en ejendomsmægler fra badeklubben, og Ole kommer i tanke om Annes cafe-tanker, som på det tidspunkt stadig er lidt diffuse.

Hun har bare en forestilling om, at det skal være “et lille, hyggeligt sted med kaffe, friskpresset juice og god mad”.

Mægleren sætter en aftale op, men da hun ser ejendommen, er mavefornemmelsen ikke rigtig. Det er den til gengæld, da hun kigger over på den anden side af gaden.

Og derfra går der som sagt kun få måneder, før hun kan kalde sig cafe-ejer.

- Jeg er typen, der får mange gode ideer. Synes jeg selv. Det her var en af dem, siger Anne Kønig og fortsætter:

- Det, jeg gjorde, kræver selvfølgelig noget økonomi, men man behøver ikke at at have den færdige plan klar, inden man tager skridtet. Det havde jeg i hvert fald ikke. Men det var først, da vi åbnede døren for første gang, at det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde kastet mig ud i.

- Jeg tænkte virkelig: Det her bliver min død

Cafe Peace i Aalborg åbner torsdag 7. august 2014. En dag, som Anne Kønig husker sådan her:

- Det var ren kaos. Ovnen virkede ikke. Kasseapparatet virkede ikke. Der var ikke engang moms på vores kvitteringer. Vi måtte skrive alle boner i hånden, og når gæsterne kom op til kassen, måtte vi spørge dem, hvad de havde fået. Jeg var nødt til at ringe til mine børn og sige, at de skulle komme omgående. Alene opvasken, fortæller hun med et nærmest opgivende udtryk i øjnene.

Mandagen efter må Anne lukke cafeen for at samle de løse ender op. Nyt kassesystem, ny ovn, nyt køleudstyr.

- Helt ærligt: Det sejlede. Fuldstændig. Og det gjorde det faktisk de første uger. Men på en eller anden måde charmede vi os igennem.

På åbningsdagen arbejder Anne Kønig 20 timer uden pauser. Og sådan fortsætter det i de følgende uger: Hun møder klokken 6 og kommer hjem klokken 2. Taber sig 12 kilo på fem uger.

- Jeg tænkte virkelig: Det her bliver min død. Jeg fortrød simpelthen. Ikke at jeg havde kvittet mit tidligere job, men at jeg havde gjort det her i stedet. Det var ren overlevelse.

Fra den ene dag til den anden har Annes liv ændret sig markant. Pludselig er hendes arbejde hendes liv. Det går blandt andet ud over hendes venner, som også påpeger en forandring hos Anne.

BLÅ BOG: ANNE KØNIG

50 år.

Født og opvokset i Skive.

Uddannet i en herretøjsforretning, inden hun tog læreruddannelsen på seminariet i Aalborg, hvor hun blev færdig i 1998.

Fik derefter ansættelse på Sofiendalskolen, men skiftede hurtigt til Gug Skole. Her var hun ansat frem til 2012, hvor hun gik på orlov.

Gift med Ole Bach Jensen, der er tidligere professionel fodboldspiller.

Har fire børn: Rasmus på 28, Mads på 24, Anne Sofie på 23 og Jonas på 21.

Indehaver af Cafe Peace, som har cirka 75 ansatte.

I maj åbnede Cafe Peace i Blokhus, hvilket fordoblede antallet af medarbejdere. Dermed er der en afdeling både i Aalborg og Blokhus.

Også hendes familieliv bliver vendt på hovedet.

- Jeg tror faktisk, at det tog hårdest på mit ægteskab. Ole og jeg plejede at være sammen om alt, og pludselig var jeg aldrig hjemme. Men jeg følte ikke, at jeg svigtede, for jeg syntes ikke, at jeg havde noget valg. Jeg var nødt til at tro på det - og gøre det færdigt. Og vi havde jo spyttet mange penge i projektet, havde ansat 30 folk og skrevet under på en lejekontrakt.

Var det et nederlag for dig?

- Ja, på en måde, men det var jo også en succes. Vi havde jo vildt travlt fra dag ét.

Benhård forretning

Der går mellem et halvt og et helt år, før der kommer bare nogenlunde ro på. Anne får efterhånden styr på praktikken og rutinerne.

Men projektet udvikler sig hurtigt til mere end en lille cafe med juice og lidt spiseligt på menukortet. Pludselig kender de fleste aalborgensere Cafe Peace som et populært spisested i hjertet af byen.

- Jeg kunne godt have valgt at skære ned - og det kan jeg stadig - men når jeg kan se et potentiale, forfølger jeg det. Så vil jeg ikke lade mig begrænse, selvom det ikke harmonerer med den oprindelige plan.

- Det nytter for eksempel ikke noget, at jeg vil have coq au vin på menukortet, hvis der ikke er nogen, der gider at købe coq au vin. Det er der nogen, der bruger to år på at finde ud af. Jeg bruger to dage. Og det gør ikke noget ved min stolthed, at forretningen vokser - og heller ikke i den retning. Tværtimod er jeg faktisk glad for, at det her er noget, jeg har bygget op.

- Men, siger hun:

- Jeg har da dage, hvor jeg bare gerne vil trisse rundt i gummistøvler i min køkkenhave og være selvforsynende og måske drive en lille kaffebar. Men når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, er det en forretning for mig. Det vil jeg ikke løbe fra.

Ny cafe i Blokhus

Ud fra den filosofi har Anne og hendes mand netop åbnet en mere Cafe Peace, der ligger ved torvet i Blokhus.

Hun havde ganske vist været opmærksom på den gamle kancelligård, der stod tom i den populære badeby. Men igen var det - også - tilfældighedernes spil, der blev afgørende.

I februar i år sender en veninde et billede af et til salg-skilt, som nogle er i gang med at klistre op på døren til Kancelligården. Dagen efter tager Anne til Blokhus for at se på sagerne.

- Det så slidt ud, men mulighederne var fantastiske. Et kæmpe køkken, otte toiletter, et kæmpe restaurationslokale med plads til 250 gæster. Det hele. Den lå lige til højrebenet.

Fire dage senere indgår hun og Ole en forpagtningsaftale med ejeren - inklusive købsret. I månederne efter fordobler hun antallet af medarbejdere, der nu ligger på cirka 75.

Var det det, du ville, da du begyndte i 2014?

- Nej, men det har jeg ikke noget imod. Det vigtige for mig er, at jeg bliver ved med at holde fast i fundamentet for Cafe Peace.

Og hvad er det?

- Først og fremmest handler det om mad. God mad. Det bliver aldrig gourmet, men jeg har 15 uddannede kokke ansat, og de har alle gode job på cv’et. Det er der altså ikke mange cafeer, der har, siger Anne Kønig og fortsætter:

- Derudover er det gode, solide råvarer, vi arbejder med. Hele vejen rundt. Og så har jeg et virkelig godt personale, der altid har fokus på den gode service.

Firmaet og familien

Gennem årene har Anne - mere eller mindre bevidst - formået at forbinde sit familie- og arbejdsliv. Både hendes mand og børn har nemlig været en meget stor del af projektet.

I dag er børnenes tid i cafeen dog ved at ebbe ud. I hvert fald for tre af dem. For Anne Sofie, der er 23 år, arbejder stadig på fuld tid på Boulevarden 4, hvor hun har ansvaret for blandt andet vagtplaner og kontrakter. Og hun udelukker ikke, at hun vil tage over efter sin mor.

Det gør Anne stolt. Men også lidt bekymret.

- Jeg kan godt komme i tvivl om, om det er det rigtige for hende. Det er bare en hård branche, hvor man hele tiden skal være klar til at slukke brande. Men måske er det også et spørgsmål om temperament, for jeg ved, at hun sagtens kan klare det, siger hun.

- Og det er jo heller ikke sådan, at jeg ser Cafe Peace som mit store, flotte livsværk, så på den måde har jeg absolut ingen forventninger. Jeg kan sagtens tage mig selv i at stå i cafeen og tænke: Hold nu kæft, det er jo bare en caffe latte.

Slip på kontrollen

Siden åbningen i 2014 har Anne Kønig ikke holdt mere end én uges ferie i streg. I år vil hun prøve noget nyt: Hun vil holde to uger i træk.

Når hun fortæller om sit arbejdsskema, kan det også virke tiltrængt. Vækkeuret ringer klokken 6:30 hver morgen - 365 dage om året - og så er dagen i gang. Flere gange om ugen pendler hun mellem Aalborg og Blokhus, for på den måde føler hun, at hun har bedst greb om tingene.

Dagene går med opsamling, papirarbejde, opkald, møder, afregning og møder igen. I de travle perioder - primært torsdag, fredag og lørdag - går hun selv “på gulvet”. Og det er sådan set der, hun befinder sig bedst.

- Jeg har den tætteste kontakt med kunderne, når jeg selv svinger tallerkenerne. Og det er nok også der, jeg føler, jeg er mest i kontrol, siger hun.

Men den kontrol arbejder hun med at lægge fra sig. I hvert fald delvist. For hun kan ikke være to steder på én gang. Selvom hun har svært ved at acceptere det.

- Det er driften, der driver mig. Hvis jeg kunne, ville jeg involvere mig i hver eneste beslutning, men det holder jo ikke i længden, og det er jeg ved at lære, siger hun.

Hvor og hvornår åbner den næste Cafe Peace?

- Vi kunne godt åbne i for eksempel Skive, Viborg, Randers, Hjørring eller for den sags skyld Aarhus. Men så bliver det for stort. Hvordan skal jeg klare det? Og hvad med den der aioli, som jeg også gerne vil have styr på? Jeg er nok for meget i drift, til at det kan lade sig gøre.

Hvornår skifter du spor igen?

- Haha, det ved jeg ikke. Jeg vil ikke udelukke, at det sker, men lige nu har jeg ingen planer om det.