For seks år siden blev Line voldtaget – først flere år senere lagde hun skyldfølelsen fra sig

Line Petersens krop frøs og forsvarede hende ikke, da hun blev voldtaget i 2015 - af en mand, som hun selv tog med hjem. Ergo var hun selv ude om det, lød hendes tanker om sig selv i mange år. I dag ser hun anderledes på det

Hvis Line Petersen var blevet voldtaget efter MeToo, ville hun have taklet mange ting anderledes. For eksempel ville hun ikke i samme grad have bebrejdet sig selv det, der skete den vinteraften i 2015, hvor en flirt endte i et overgreb, vurderer hun i dette interview, hvor hun gør status over betydningen af MeToo. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Hvis Line Petersen var blevet voldtaget efter MeToo, ville hun have taklet mange ting anderledes. For eksempel ville hun ikke i samme grad have bebrejdet sig selv det, der skete den vinteraften i 2015, hvor en flirt endte i et overgreb, vurderer hun i dette interview, hvor hun gør status over betydningen af MeToo. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

AALBORG:Det er februar i 2015 - et halvt år efter en vild rusperiode på den engelsksprogede bacheloruddannelse Economics and Business Administration på Aalborg Universitet. Line på 24 år har studeret før, men hun har aldrig tidligere oplevet et sammenhold som her.

Størstedelen af hendes medstuderende er fra udlandet – uden et netværk i landsdelen – så de gør en indsats for at knytte bånd, og de går ud sammen flere gange om ugen, også på hverdage. De starter ofte hjemme hos hinanden med fællesmiddag og drukspil, hvor de opfinder væddemål og udfordringer til hinanden.

Når de går ud, er det foretrukne sted Fabrikken, der er det nærmeste, man kommer på brun bodegastemning i Gaden. Der er ikke overfyldt, så de kan være der, når de kommer 10 til 15 på én gang. De gør alt for at forlænge introdagenes lethed og tumler rundt som teenagere igen, nysgerrige på at lære hinanden at kende og læne sig ind i fællesskabet.

Line føler sig åben som aldrig før - og tryg ved det. Verden har på en eller anden måde åbnet sig op og foldet sig ud, og da hun en vinteraften i byen med sine bofæller falder i snak med en fremmed, jævnaldrende fyr i baren – har hun det på samme måde: følelsen af, at verden er god og fuld af kærlighed. De drikker shots og morer sig, og da hun forlader baren med ham, er der ingen, der undrer sig. Hun har tydeligvis hygget sig, de har kysset, og de holder hinanden i hånden, da de går.

Da de kommer op i hans lejlighed ikke langt derfra, er rusen bøjet lidt af, og der er fortsat lyst og enighed i luften, da de kysser og begynder at klæde hinanden af. De ender i hans seng, og det er her, at det, der skulle have været et frækt one night stand, bliver til noget helt andet. For fyren ændrer sig. For et kort øjeblik siden var han kærlig, men pludselig er der en voldsomhed over ham.

- Det er, som om der er noget, der slår klik i ham. Hans blik ændrer sig, husker Line Petersen, der ikke kan få øjenkontakt med ham, selv om hun kigger ham lige i øjnene og siger nej.

Men han stopper ikke. Tværtimod vender han hende hårdt rundt og holder hendes arm i et greb, så hun ikke kan vende sig, og presser hendes hoved ned i madrassen, så hun er pacificeret og ikke kan se ham. Det er der, hendes krop fryser. Han er større og stærkere end hende, og hun er bange for, hvor det ender, da han tager hårdt kvælertag på hende. Det gør ondt i hendes krop, hun er ikke længere en person, men en ting.

Lines sind lukker ned undervejs, så hun bagefter kun kan genkalde sig det, der foregår, i glimt. Da fyren er færdig og går ud på toilettet, trækker hun hurtigt sit tøj på og flygter ud ad døren. Da hun løber ned ad trappen og hen ad gaden, græder og hikster hun så meget, at hun er nødt til at stoppe op for at få vejret.

Hun ved der, at hun er blevet voldtaget - at det, der er sket, er dybt forkert, og hendes hjerne går i handlingsmode – skal hun kontakte politiet? Men på de bare 15 minutter, det tager hende at løbe hjem, går hun væk fra tanken. For hun gik selv med ham hjem, hun var fuld, hundrede mennesker så dem kysse i baren. Ingen vil tro på hende, rationaliserer hun, og tanken melder sig så - kan hun overhovedet stole på sin egen oplevelse?

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

'Jeg var åbenbart ikke en, der kæmpede imod'

For Line Petersen er der et før og et efter den februar aften. En aften der siden da har tynget hende med skyld og skam over, at hun reagerede, som hun gjorde - både undervejs og efterfølgende. I dag er hun 29 år og arbejder i HK Kommunal som ungdomskonsulent.

Her holder hun introoplæg for nye studerende og elever indenfor HKs område, og uddannelsesinstitutionerne og hendes kollegaer kender hende som en energibombe – der skal lyst og overskud til konstant at møde nye mennesker og tale til klasser.

Hun har de seneste år været en aktiv del af MeToo-bølgen i Danmark. Hun har tidligere stået frem sammen med andre og fortalt om seksuel chikane fra kunder i sine ansættelser som tjener og i butikker, og det er en sag, der ligger hende på sinde: Det skal være trygt at gå på arbejde.

Men trods sin involvering i kampagner imod sexchikane og overgreb, har hun først for nylig erkendt over for sig selv, at det, der skete den aften i 2015, var en voldtægt. Havde hun gjort det tidligere, havde årene efter givetvis været meget anderledes, vurderer hun.

For oplevelsen lod sig ikke sådan fortrænge, selvom hun allerede samme nat traf et valg om aldrig at tale om den igen eller selv forholde sig til den. I stedet forsøgte hun at parkere det som et dårligt engangsknald.

Da hun kom grædende hjem om natten, karakteriserede hun det ellers som en voldtægt over for sine to bofæller, der blev rasende og oprørte - klar til at gå til politiet eller opsøge fyren, men hun afviste begge dele.

- Jeg havde læst flere artikler om kvinder, der anmeldte voldtægter, men hvor politiet ikke tog dem seriøst, men spurgte ind til alkohol, deres tøj, og om de gik frivilligt med, og den oplevelse kunne jeg slet ikke overskue. Den ydmygelse, der lå i, at jeg havde bragt mig selv i den situation. At jeg drak mig så beruset, at min dømmekraft svigtede. Visheden om, hvordan jeg ville blive taget imod, farvede mit syn på mig selv, og netop det med alkoholen og det, at jeg gik med ham hjem for at have sex, er noget, jeg har bebrejdet mig selv siden. Jeg fik hurtigt en følelse af, at det var min egen skyld, fortæller hun.

Så i stedet for at gå til politiet for at få sikret tekniske beviser og fotograferet de blå mærker på hendes hals og arme, tog hun et langt bad og forsøgte at vaske oplevelsen af sig. Når hendes bofæller, der var de eneste, der kendte til det, efterfølgende lagde an til at spørge ind, greb hun det an med humor.

- Det lyder i dag helt sort, at jeg allerede dagen efter kunne joke med det, men jeg kunne simpelthen ikke tale om de følelser, der rasede rundt indeni, fortæller Line Petersen, der heller ikke delte dem med sin bedste veninde, som ellers arbejdede på Center for Voldtægtsofre i Aarhus og læste til psykolog.

Line Petersen skærer en grimasse her – en, der udtrykker omsorg og ærgrelse over for sit eget 24-årige jeg. For sagen er, at havde det været en anden, det var sket for, så havde hun opfordret hende til at tage sig selv alvorlig.

- Min egen reaktion stak imod alt det, jeg troede, at jeg var. Indtil da betragtede jeg mig selv som en stærk person, men nu måtte jeg erkende, at jeg åbenbart var en, der ikke kæmpede imod. En, der ikke engang anmeldte det, og det krævede en komplet revurdering af mig selv. Og så opfattede jeg pludselig min egen tilgang til sex på en ny måde. Jeg har aldrig set one night stands som noget dårligt eller haft noget problem med at tage en fyr med hjem, hvis jeg havde lyst – intet. Jeg har heller aldrig købt den der med, at mænd er players, og kvinder er slidte og sluts, hvis de har haft mange partnere. For mig var et aktivt sexliv en del af det at være ung og ekstrovert. Men nu kom straffen for det. Jeg var jo sådan en, man bare kunne voldtage - ikke mere værd, tænkte jeg, og den følelse efterlod mig fuldstændig spaltet, fortæller Line Petersen, der i tiden efter oplevede flashbacks til aftenen.

Det må ikke fylde

Noget af det, der hjalp med at holde de svære billeder af sig selv presset ned i en seng med hænder om halsen fra døren, var alkohol. Så hun begyndte at drikke mere – meget mere. Også når hun var alene.

- Jeg tog et par glas om aftenen for at kunne styre tankerne. Og fedtede mig med på alle de byture og til alle de fester, jeg kunne, hvor jeg så drak hjernen ud, fortæller Line Petersen.

I takt med de mange fester og de stigende mængder alkohol fik hun sværere og sværere ved at passe sit studie. Noget, hendes læsegruppe mærkede - hun fik ikke læst eller lavet det, de aftalte, og halvanden uge før det store semesterprojekt bad de andre hende om at forlade gruppen.

- De opfattede mig som useriøs, fortæller Line, der i samme periode havde skruet op for sit frivillige arbejde som næstformand for HK Ungdom i Nordjylland og sit arbejde i HK Ungdoms landsudvalg – alt, der kunne holde hende beskæftiget. Men hun var ikke længere den samme, og hendes sociale relationer begyndte at ebbe ud.

- Selvom jeg gik langt mere ud, blev jeg mindre åben over for andre efter den aften, særligt nye mennesker, og jeg lukkede i en lang periode helt ned for seksuelle forhold. Men alligevel delte jeg ikke min oplevelse med nogen. Jeg havde virkelig brug for bare at komme videre, jeg ville ikke lade det fylde, siger Line Petersen, der dog ikke kunne stoppe oplevelsen af ikke at slå til eller at være den, hun troede, at hun var.

Kort efter gik hun ned med stress og angstanfald. Hun kunne ud af det blå begynde at græde utrøsteligt og hyperventilere, så det føltes, som om hendes lunger voksede til tre gange størrelsen og gjorde alt for at hoppe ud af hendes bryst for at få luft nok ind. Hver gang var gråden et tveægget sværd. Den var forløsende, men der var også et nederlag forbundet med den.

- Der var hele tiden en stemme i mig, der sagde: ”Græder du nu igen? Skulle du ikke forestille at være stærk? Du kan ikke sidde her og være knækket midtover”, fortæller hun.

Da hun vendte tilbage til studiet efter sommerferien, begyndte hun stille og roligt at genopbygge de broer, hun havde brændt til medstuderende og venner. Nogle lykkedes, andre forblev brandtomter.

Når Line Petersen ser tilbage, tror hun ikke, at hun kunne have undgået voldtægten den aften. Men var den foregået efter MeToo ville hun have haft styrke til at anmelde den til politiet og søgt hjælp til at håndtere følelserne efterfølgende, fortæller hun. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Når Line Petersen ser tilbage, tror hun ikke, at hun kunne have undgået voldtægten den aften. Men var den foregået efter MeToo ville hun have haft styrke til at anmelde den til politiet og søgt hjælp til at håndtere følelserne efterfølgende, fortæller hun. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

MeToo gav mig et sprog

Der skulle gå år, før Line Petersen trak en linje mellem voldtægten og den pludselige nedtur. Vendepunktet kom uventet fra medierne i form af den bølge af fortællinger, der i 2017 strømmede ud verden over fra et utal af kvinder, der under hashtagget #MeToo fortalte om overgreb i deres arbejdsliv. Det var et tema, der fangede Line Petersen, som var aktiv i fagbevægelsen. Hun var dybt fascineret af den styrke, kvinderne lagde for dagen, når de stod frem, og hun involverede sig i debatten, først gennem sit arbejde hos HK Ungdom og senere SF Ungdom, hvor hun blev introduceret for feministisk teori, tanker og kampe.

Da MeToo-debatten spredte sig yderligere - fx via Everyday Sexism Project, der dokumenterer eksempler på sexisme verden over, og diskussionerne om samtykke opstod - spidsede hun igen ører.

- For mig var det interessant at høre folk diskutere, hvordan samtykke altid kan trækkes tilbage, hvis en situation ændrer sig. Og at det kan trækkes tilbage på mange måder - ikke kun med ord, men også med lyde og mangel på gengældelse. Der er ikke kun et verbalt nej. Det burde jo være indlysende og selvfølgeligt, men alligevel var det en af de største fortvivlelser, jeg havde - jeg tænkte, at jeg havde givet et ja, der ikke kunne trækkes tilbage, da jeg gik med ham hjem, fortæller hun.

Noget andet, der kom fokus på, var folks reaktionsmønstre under overgreb. Nærmere bestemt hvordan man i retsvæsenet indtil da havde opfattet fraværet af nej og manglende kamp som et passivt samtykke. I dag anerkendes det at fryse som en naturlig og udbredt reaktion på linje med flugt og kamp.

- Med MeToo-debatten har jeg fået et sprog for det, der skete. Hele diskussionen om samtykke har været en åbenbaring for mig, fortæller Line Petersen, der i 2018 valgte at skrive til den danske afdeling af Everyday Sexism Project, da de efterlyste anonyme beretninger om voldtægter fra kvinder i Danmark.

- Det var første gang, jeg reelt anerkendte det som det, det var - voldtægt. Jeg skulle tage mange dybe indåndinger, men det var også befriende at sige det højt, fortæller hun.

Det er let at være bagklog, og Line Petersen er seks år mere erfaren i dag. Men det er for hende svært at overdrive, hvad MeToo har betydet for hende. Var hun blevet voldtaget i dag - efter den debat, der har kørt de senere år, havde hun reageret helt anderledes - også hvis hun i dag havde været 25 år, vurderer hun.

- Når jeg ser tilbage, tror jeg ikke, at jeg kunne have undgået voldtægten den aften. Du kan ikke vide, at et andet menneske kan finde på sådan noget, og jeg tror fortsat, at jeg ville have frosset i situationen. Men jeg ville have haft en anden styrke til at håndtere det bagefter. Jeg ville have strøget direkte på politistationen. Og jeg ville have set anderledes på mig selv og lyttet til mine egne følelser og reaktioner, fortæller Line, der dog ikke ser for sig, at hun havde lagt al følelse af skyld fra sig.

- De samtaler, vi har haft de seneste år – om dynamikken og problematikkerne imellem kønnene – har rykket ved rigtig meget, siger Line Petersen, der henviser til politireformen i efteråret, hvor der blev indført særlige teams til at efterforske voldtægt og partnervold samt sat ind med uddannelse af politifolk i at forstå, hvordan en voldsudsat kvinde reagerer og bør afhøres, som et eksempel.

Men der er også andre kampe at tage, hvis færre kvinder skal udsættes for voldtægt – og flere kvinder skal anmelde det, når det sker. Vi er nødt til at begynde snakken med både drenge og piger meget tidligere om, hvad ja og nej betyder – hvornår det er leg og kamp for sjov, og hvornår det er alvor, mener hun. Og så skal der tages et opgør med skam og skyld, mange kvinder opfostres med.

icon

Der skal en seksuel frigørelse til, for at kvinder i højere grad stoler på sig selv, når de siger fra - og anmelder en voldtægt, når det sker. Skammen over at gå med en fyr hjem for at have sex skal væk.

Line Petersen

Den hammer jeg slår mig selv i hovedet med

Da Line Petersen fortalte sin historie til Everyday Sexism Project, fortalte hun den efterfølgende til sin bedste veninde, og efterhånden ændrede hendes opfattelse af hændelsen sig - tilbage til sådan, som hun først oplevede den, da hun løb fra mandens lejlighed - som et overgreb. Udover skammen over, at det skete, har der også været en anden skam at håndtere, fortæller hun.

- Jeg har faktisk følt mig skamfuld over ikke at kunne slippe mit eget dårlige syn på mig selv, og jeg har gået længe i terapi for at slippe den hammer, jeg slår mig selv i hovedet med. I dag har jeg sat mig selv fri, forstået på den måde, at jeg fx har accepteret, at jeg ikke kæmpede imod. Jeg har indset, at vi altid reagerer ud fra den situation, vi står i. Jeg har tilgivet mig selv ved at lære noget om mig selv og ved at finde rollemodeller. Det er derfor, at jeg har valgt at fortælle min historie nu, så andre måske kan bruge mig som rollemodel.

Hvorfra stammer den grundlæggende skyld, du ikke kan slippe?

- Det handler vel om de kvindebilleder, jeg er vokset op med, og som tilsyneladende har ligget dybt forankret i mig, selvom jeg troede, at jeg havde brudt med dem. I den forbindelse vil jeg give en kæmpe ros til den generation af kvinder, der er ti år yngre end mig. Mange af dem, jeg kender, er totalt ligeglade med, hvad folk tænker om deres antal af sexpartnere. De undskylder ikke for sig selv, de har lagt den skam fra sig, som mange af os i de lidt ældre generationer, selv min, har fået ind fra barnsben. Jeg tror, at der skal en seksuel frigørelse til, for at kvinder i højere grad stoler på sig selv, når de siger fra - og anmelder en voldtægt, når det sker. Skammen over at gå med en fyr hjem for at have sex skal væk.

Voldtægter i Danmark i tal

Gennemsnitligt er 11.400 kvinder årligt blevet udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i perioden 2017-2019. Politiet anslår dog, at der finder mange flere voldtægter sted, da mange aldrig anmeldes.

49 procent af overgrebene er fuldbyrdet tvangssamleje. Langt størstedelen af ofrene vurderer, at overgrebet var meget eller ret alvorligt.

67 procent af voldtægterne eller forsøg på det er sket i et privat hjem

I 2019 faldt der 314 domme for voldtægt. Heraf var de 108 domme vedr. børn under 12 år

Seks procent af den danske befolkning har på et tidspunkt i deres liv været udsat for tvungen sex

I et livstidsperspektiv er cirka 16 procent af ofrene mænd og 84 procent af ofrene kvinder.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden