For tre år siden afleverede Mie sin søn til pasning for sidste gang

BRØNDERSLEV:Mie Storms søn plejede ikke at græde, men det gjorde han denne morgen, da hun afleverede ham i pasning. Det samme gjorde hun selv – i bilen på vej til arbejde og da hun stemplede ind på jobbet. Faktisk det meste af dagen.

Gennem Thors første tid i pasning var Mie Storms undskyldning over for sig selv, at ”han jo ikke var ked af det”, når hun tog af sted. Måske fordi hun afledte ham – eller narrede ham, som hun udtrykker det i dag. Og når han så var ude af syne, gik hun. Også for at skåne sig selv for sin søns reaktion.

Skolesystem abon

Har tre børn hjemme: Vi vil selv have deres bedste timer

---

På det tidspunkt – i begyndelsen af 2017 – var Thor cirka ét år gammel, og i starten forstod han ikke, hvad der foregik. Men jo flere gange Mie Storm forlod ham, jo hurtigere voksede både hans bevidsthed og hans mors knude i maven.

BLÅ BOG: MIE STORM

Født 1988. Hjemmegående forælder til to børn. Arbejder som selvstændig fra hjemmet i Tylstrup.

Stifter af Kulturkritisk Forum, www.kulturkritiskforum.dk og på Instagram og Facebook under @kulturkritiskforum.

Uddannet cand.mag. i anvendt filosofi med speciale i psykiatri. Har blandt andet arbejdet som udviklingskonsulent og koordinator inden for psykiatri- og asylområdet.

Formidler gennem foredrag, podcasts, kurser, sociale medier og samarbejder med fagfolk og forskere. Skriver derudover klummer i Dagbladet Politiken og deltog for nylig i programmet Debatten på DR2.

VIS MERE

Denne morgen kunne følelsen ikke bare fejes væk. Tårerne blev ved med at vælte ud – først af Thor og så af Mie – og den ubehagelige fornemmelse i kroppen spurgte hende, hvorfor i alverden hun hver eneste morgen – igen og igen og igen – tog en beslutning, der stred så radikalt imod hendes vilje.

Med Mie Storms egne ord befandt hun sig i en rendyrket kultur-natur-konflikt: På den ene side adlød hun samfundsnormen – den, der fortæller, at børn til arbejdende forældre skal i institution uden diskussion. På den anden side handlede hun i dyb strid med alle de signaler, kroppen sendte.

Da hun mødte på arbejde, blev hun konfronteret af hurtige kommentarer, der gemte sig bag normen. Nogle forsøgte at trøste hende, mens andre kaldte hende en hønemor. Men ingen forholdt sig konkret til de tanker og følelser, der havde overmandet Mie Storm.

- Sådan er det bare

Især én kommentar kogte det hele ned.

- Der var en, der kom hen til mig og sagde: Sådan er det bare.

- Der tænkte jeg: Det hjælper mig overhovedet ikke. Hvad betyder de ord? Hvorfor sige det i stedet for at anerkende, at når det føles forkert, så er det forkert, det jeg gør mod mig selv og min søn? Jeg følte jo, jeg var illoyal over for ham. At jeg på en måde løj for ham, fortæller Mie Storm og fortsætter:

- Hvis det føltes så forkert, kunne det jo ikke være rigtigt. Det virkede fuldkommen meningsløst.

- Fra det øjeblik kunne jeg mærke, at jeg skulle noget andet.

Senere på dagen ringede hun til sin mand og sagde, at hun havde afleveret sin søn i pasning for sidste gang.

Og fra dét punkt lagde familien Storm deres liv om.

- Siden jeg tog ham hjem, har jeg ikke været ét sekund i tvivl om, at vi gjorde det rigtige, fortæller Mie Storm cirka tre år senere fra stuen i familiens firlængede gård, der ligger helt i bunden af en bulet grusvej lidt uden for Brønderslev.

Hun har fundet plads i kalenderen – ind mellem foredrag og familieliv – og nu sidder vi over for hinanden i stuen, hvor en lille fransk bulldog trisser rundt på gulvet. Mie Storm passer i dag Buffas for sine børns bedsteforældre, der passer Mie Storms børn, mens hun bliver interviewet.

Det gør de i øvrigt ofte.

Ikke for børn

Siden Mie Storm og hendes mand tog deres søn ud af pasning, er Mie blevet 32 år, Thor er blevet fire, og han går ikke i børnehave. Han har også fået en lillesøster, Isolde, der ikke ved, hvad en institution er, selvom hun snart fylder tre.

- Siden jeg tog ham (hendes søn, red.) hjem, har jeg ikke været ét sekund i tvivl om, at vi gjorde det rigtige, fortæller Mie Storm. Foto: Torben Hansen

Deres far arbejder fuld tid som elementmontør, og familien har fundet deres egen balance mellem arbejds- og familieliv, hvor faren arbejder ude, og Mie arbejder hjemme.

En balance, der gør op med den samfundsnorm, som Mie Storm bliver ved med at vende tilbage til, når hun fortæller om sit nuværende arbejde. Og som, mener hun, medfører en adskillelseskultur, der gavner de færreste familier.

I hvert fald ikke børnene.

- Jeg kan sige med hånden på hjertet, at jeg er lykkelig for, at småbørnsinstitutionerne ikke er en del af vores liv, siger hun og fortsætter:

- Jeg har haft øjeblikke af svaghed, hvor jeg har kigget på nogle af mine bekendte og tænkt: Det kunne have været dig, hvis du ikke var stået af. Men når jeg spørger mig selv, om det er det liv, jeg ønsker, er svaret nej. For så havde jeg jo valgt det.

- Nu har jeg en karriere, der giver mening for mig. Og en hverdag, hvor der ikke er nogen splittelse mellem work og life.

Mies forvandling

Før Mie Storm blev mor, var hun karrieremenneske. Hun stormede gennem studier og stillinger, identificerede sig længe med sit arbejde – og forestillede sig ikke, at hun nogensinde skulle have børn.

Lige indtil hun fik det.

Da Thor blev taget ud af pasning, blev Mie og hendes mand mødt af en ”summen” fra omverdenen, der var skeptisk over forældrenes beslutning.

Omgangskredsen havde altid – med god grund – betragtet Mie som typen, der for af sted og jagtede karrieren. Men nu var det en anden Mie, de oplevede.

- Nu var jeg ambitiøs i forhold til moderskabet i stedet, og nu var det det, jeg fokuserede på. Det var der mange, der havde svært ved at forstå. Jeg havde en følelse af, at det livsvalg ikke blev taget seriøst. At der ikke var plads til min udgave af moderskabet, forklarer hun.

- Det, jeg fik tilbage, mindede nærmest om anklager: Jeg var usolidarisk, jeg bidrog ikke, jeg var forræderisk over for feminismen, jeg var med til at udskamme andre mødre og så videre. Så der var en dyb kløft mellem det, jeg følte, og de reaktioner, jeg mødte.

Stifter Kulturkritisk Forum

En nat i efteråret 2018 lå Mie Storm i sengen med sine to små børn og kunne ikke falde i søvn. Manden var på arbejde i København, og i soveværelset i Tylstrup fløj tankerne rundt. Mie Storm kunne ikke forstå, hvorfor hun mødte så stor modstand – og hvor den kom fra.

- På det tidspunkt var mit liv bare børn, børn, børn. Og jeg kan huske, at jeg lå der og tænkte: Er jeg virkelig det eneste menneske i verden, der synes, at det, jeg gør, er meningsfuldt?

Men ensomheden vendte sig hurtigt til handling. For i virkeligheden var det den nat, at grundstenene til Kulturkritisk Forum blev lagt. Da hun lå dér i mørket, tog hun nemlig en beslutning.

- Jeg tænkte: Det kan ikke passe, at jeg ikke kan fortælle om mit ståsted i livet, uden at jeg får en masse kastet tilbage i ansigtet. Der var en fandenivoldskhed i mig, der sagde: Hvis jeg ikke kan tale om mit liv og mine valg in real life, må jeg jo gøre det på de sociale medier.

Derfra begyndte hun at dele sine tanker om sit nye liv på Facebook og Instagram. Og i dag har hun gjort det til sin levevej: Kulturkritisk Forums opbakning vokser og vokser, og Mie Storm bruger nu også platformen til at nå bredere ud. Hun arrangerer blandt andet foredrag og workshops, deler debatindlæg og forskningsartikler og skriver klummer i Dagbladet Politiken.

Med andre ord: Hun arbejder professionelt med ”formidling om det, vi ikke vil tale om”, som Kulturkritisk Forums slogan lyder.

Det, vi ikke taler om

I forummet sætter Mie Storm – med udgangspunkt i sin egen historie – fokus på en bred vifte af temaer som for eksempel køn, ligestilling, arbejdsmarked og institutionalisering. Men fælles for emnerne er én ting: At de handler om indgroede normer og strukturer, som vi ifølge Mie Storm er stoppet med at forholde os kritisk til.

Og det er dén stillingtagen, hun efterlyser.

Hvad er formålet med Kulturkritisk Forum?

- Kulturkritisk Forum handler om, at vi skal tage stilling: Hvorfor gør vi, som vi gør? Det er ikke med den intention, at det skal føre til et bestemt resultat. Jeg gør ikke det her, fordi jeg vil have, at alle skal gå hjemme med deres børn – og det er i øvrigt ikke en dans på roser, jeg prøver ikke at sælge en eller anden idyllisk illusion – men jeg ville ønske, at jeg havde fået mere at vide om det liv, jeg ville få ved at vælge adskillelsen, da jeg blev mor. Og om det alternativ, der er. For så ville jeg føle, at jeg havde haft et valg fra begyndelsen.

- Som det er nu, oplever jeg, at der er en kæmpestor del af den kultur, der eksisterer i forhold til arbejde, ligestilling og forældreskab i Danmark, som vi ikke må tale om.

Hvem siger det?

- Jeg tror, det er en kultur, vi alle – mere eller mindre bevidst – reproducerer, fordi vi har internaliseret den. Det gjorde jeg jo også selv: Jeg prøvede at få mig selv til at holde kæft og acceptere, at sådan var det bare. Men hvis vi ikke er bevidste om vores normer – og den retorik, der omgiver dem – kan det ende med, at vi hver dag gør noget, som vi ikke har lyst til, og som ikke føles rigtigt. Det bliver vi nødt til at snakke om, siger Mie Storm.

- Vi kan ikke bare sige, at sådan er det bare, for så lukker vi ned for en hel masse tanker og følelser. Og så kommer vi til at leve i splittelse, som jeg gjorde.

Det store bedrag

Mie Storm taler bestemt og hurtigt, argumenterer grundigt for hver en påstand, dykker ned i historien og refererer løbende til forskning om småbørns forældretilknytning og kognitive evner.

For den filosofi-uddannede mor til to er det her ikke bare et arbejde. Det er et projekt.

I hendes talestrøm er der især én vending, der går igen: det store bedrag. Og det handler om den måde, vi har indrettet vores børnepasning.

- I 60’erne og 70’erne søsatte staten det her kolossale sociale eksperiment, der hedder børnepasning. Nu skulle begge forældre arbejde med det samme, så nu skulle der laves en børnepasningsordning, der skulle bredes ud over hele landet og fungere i alle dagtimerne.

- Det er et interessant eksperiment, men problemet er bare, at vi har glemt at gøre status. Vi har glemt at spørge: Hvad var udgangspunktet, og hvor er vi nu? I begyndelsen var fortællingen og begrundelsen, at kvinder og mænd skulle kunne arbejde på lige fod. Men i dag har den ændret sig til, at vi også gør det for at sikre børn en god barndom, siger Mie Storm, der har hævet stemmen en anelse.

For nu er hun fremme ved det store bedrag.

- Og det er det twist i fortællingen, som jeg kalder det store bedrag. Der er så mange punkter i hele den historie, som vi er gledet let og elegant henover. For eksempel det, der handler om børnene. Hvor er de henne i alt det her?

Omsorg som hyldevare

Med det mener Mie Storm, at vi i mange år har bildt os ind, at institutioner er til for børnenes skyld. Og at institutionaliseringen – eller adskillelsen, som Mie Storm konsekvent bruger som synonym – gør børnene mere robuste og selvstændige.

- Men det er forkert, siger hun og fortsætter:

- Hvis vi skal lytte til videnskaben, er fundamentet for robusthed og selvtillid noget andet: tryghed.

Og dermed bygger det store børnepasningseksperiment på en falsk præmis, argumenterer hun.

- Det hele foregår på arbejdsmarkedets præmisser. Vi ender med at oversætte børnenes behov, så de passer til de vilkår, der er på arbejdsmarkedet. Og det er her, vi er gået galt i byen i mange, mange år.

- Vi har udliciteret vores børneomsorg til staten, som om det er en vare, man kan købe og sælge som leverpostej, siger Mie Storm.

Hvad er problemet i det?

- Den service er jo fin fra et voksenperspektiv, fordi den frikøber en masse tid til forældrene, så de kan være et andet sted end hos deres børn. Men børnene går glip af meget, når de ikke er sammen med deres forældre: tilknytning, relationsdannelse, kærlighed. Alt det, som kun forældrene kan give dem, siger hun og uddyber:

- Man kan ikke mekanisere omsorg, uden at der er en masse, der går tabt. Som forælder kan man ikke koge tilknytning ned, hælde det på dåse og sige til en anden: Vær lige sød at hælde det her ud over mit barn i otte timer om dagen, mens jeg er væk. Sådan fungerer det ikke.

Fortaler for minimumsnormeringer

Hvornår er institutionerne gode nok til at tage sig af vores børn? Er det ikke bedre at kæmpe for ordentlige vilkår i vores vuggestuer, børnehaver og så videre?

- Det gør jeg også. Jeg er stor fortaler for minimumsnormeringer, for selvfølgelig skal børnene have ordentlige vilkår. Det er fuldkommen hul i hovedet, at vi ikke for længst har indført minimumsnormeringer.

- At jeg så stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt den model kan fungere – om man kan udlicitere omsorg og tilknytning – det er den fundamentale kritik, og den fastholder jeg. Men imens vi har den snak, skal vi selvfølgelig behandle vores børn ordentligt, for de er jo derude hver dag, siger hun og fortsætter:

- Jeg siger ikke, at vi skal lukke alle institutioner fra i morgen, for jeg er jo også realist. Der vil altid være enlige forældre og familier, der ikke har noget socialt netværk, som kan hjælpe, så selvfølgelig skal der være gode børnepasningstilbud.

Efterlyser mere viden

En af Mie Storms hovedpointer er, at der mangler forskning på området. Der mangler simpelthen viden om, hvilke konsekvenser institutionaliseringen har for børnene, mener hun.

- Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad det er, vi har gang i. Vi bliver nødt til at lave studier, der handler om, hvordan børn bliver påvirket følelsesmæssigt af at være væk fra deres forældre i så mange timer om dagen i så mange år. Det har man lavet i udlandet, men i Danmark – som er et af de lande, der institutionaliserer mest massivt – har vi ikke gjort det.

Er der nogen fordele ved at sende sit barn i institution?

- Det er rigtigt, at der opstår et socialt behov i børn, når de er omkring tre år, men der opstår ikke nødvendigvis et behov for institutionalisering. Deres sociale behov kan dækkes på andre måder, hvis rammerne ellers er der.

- Jeg fordømmer ikke folk, der sender deres børn i institution. Men jeg vil gerne nedbryde den her fortælling om institutionernes nødvendighed i barnets liv, for den er simpelthen ikke rigtig. Der er findes ikke et barn, der har brug for at gå institution. Der findes familier, der har brug for aflastning. Og det er helt forståeligt.

Den ultimative stopklods

Jeg spørger Mie Storm, om børn tager skade af institutionslivet, men når at fortryde, da jeg kigger op og ser hendes nærmest opgivende reaktion.

Dét spørgsmål har hun fået før, og hun må tage en dyb indånding, før hun svarer.

- Det der er den ultimative stopklods – og et virkelig fattigt succeskriterie. Tænk, hvis det var succeskriteriet i andre relationer i vores liv. Mit succeskriterie til min mand er jo heller ikke, at han ikke skal tage skade af den måde, jeg behandler ham på.

- Det argument er jo helt galt, og det viser noget om vores børnesyn. Vil du behandle din bror, din søster, din far eller mor efter samme mantra? Vi ser det flere steder i samfundet, for eksempel på plejehjem: At vi behandler mennesker, der ikke er i den arbejdsdygtige alder, på en måde, de ikke tager skade af. Dét er kriteriet, og det er jo et etisk forfald, tordner Mie Storm.

På børnenes side

I skrivende stund har Kulturkritisk Forum over 7.000 følgere på Instagram, som er Mie Storms primære medie. Her poster hun jævnligt glimt fra sin hverdag og supplerer dem med små statements, citater og forskningsresultater, hvoraf mange kredser om institutionaliseringen.

Følgerne består overvejende af mødre i alderen 25-45 år, der står i samme dilemma, Mie Storm befandt sig i, da hun lige var blevet mor. Men der er også kvinder, der har valgt Mies vej. Mange af dem med tårnhøje faglige ambitioner og papirer på fine uddannelser, forklarer hun og nævner psykologer og pædagoger som eksempler.

De fleste er passive brugere, men der er også mange, der blander sig i debatten. Og så er der dem, der skriver privat til Mie Storm.

Hvad svarer du den enlige SOSU-assistent og forælder til tre, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og som ikke bare kan gøre, som du har gjort?

- Jeg starter med at anerkende ham eller hende for at henvende sig. Og så fortæller jeg vedkommende, hvor dybt uretfærdigt jeg synes, det er, at det kun er de få, der kan holde deres børn hjemme. Det er i øvrigt også en del af kampen for mig: At tydeliggøre hvor forkert det er, at vi har skabt et samfund, hvor nogle er tvunget ud i adskillelse.

- De er trængt op i en krog, og så kan jeg levende sætte mig ind i, at de ikke kan holde ud at høre på mig. Men det kan jo aldrig blive et argument for, at jeg ikke må tale om de ting, jeg synes er vigtige. På den måde er jeg mest aktivist for børnene. Det bliver jeg nødt til at stå fast ved, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har en dybfølt sympati med de mennesker, der ikke har andre muligheder. Det er jo helt grotesk, at det her store eksperiment har udviklet sig til en selvfølgelighed, der efterlader en masse mennesker uden noget valg.

- Mit budskab er ikke, at alle kvinder skal gå hjem

Er der en risiko for, at man kaster ligestillingen over bord, hvis alle gør, som du har gjort?

- Vi kommer ikke nogen vegne med den ligestillingsforståelse, vi har forsøgt at få styr på siden 70’erne, fordi den er ensrettende, og fordi folk er forskellige. Kvinder er forskellige, og mænd er forskellige, men alligevel forsøger vi febrilsk at få kvinder til at opføre sig som mænd. Det er der nogle kvinder, der har det godt med, og så er der andre, der ikke trives i det.

- Mit budskab er ikke, at alle kvinder skal gå hjem. Mit budskab er, at børnefamilierne skal have mere magt, så de kan få tid og ro til at finde ud af, hvad der giver mening i deres liv. Vi bliver nødt til at indse, at ligestilling handler om mere end arbejde. Det handler også om familieliv. Så længe vi kun tager debatten i en arbejdsmarkedskontekst, bliver vi ved med at beskæftige os med en reduceret forståelse af, hvad ligestilling er – og skal kunne, siger Mie Storm og fortsætter:

- Jeg ved godt, at mange ser det som et skridt tilbage, men jeg ser det som det naturlige næste skridt. Vi skal ud af den her enten-eller-ramme, hvor kvinder kun kan bidrage til samfundet ved at arbejde. Og min fornemmelse er, at der er noget i gære. Jeg kan sige ting i dag, som jeg ikke kunne sige for to år siden.

Revolutionen starter i Tylstrup

Mie Storm gentager bestemte udtryk i sine lange argumentationsrækker.

Et af dem er begrebet omsorgsrevolution.

Hendes projekt handler om køn, om ligestilling, om forholdene på arbejdsmarkedet og i institutionerne – emner, der alle er mere eller mindre forbundne – men hvis man skal skalere Mies mission ned til ét ord, må det være det: omsorgsrevolution.

Et ord, der endda indgår direkte i titlen på hendes foredrag ”Vi har brug for en omsorgsrevolution”, hvor hun problematiserer den adskillelseskultur, som bygger på ideen om, at ”institutioner er gode for børn, og erhvervsarbejde er meningen med livet”, som hovedpersonen selv formulerer det på sin hjemmeside.

32-årige Mie Storm er uddannet cand.mag. i anvendt filosofi med speciale i psykiatri. Foto: Torben Hansen

For Mie Storm handler revolutionen grundlæggende om, at vi skal lære at forholde os omsorgsfuldt til vores eksistens – og træffe vores valg ud fra behov for omsorg og intuition som supplement til vækst og forbrug.

- Vi skal oprette balancen mellem det, der kan måles og vejes – og så det mere intuitive, det omsorgsfulde, det sansende. Det, der gør, at vi lever som hele mennesker, siger hun.

Det store spørgsmål er bare:

Hvor skal revolutionen komme fra?

- I hvert fald ikke fra Christiansborg, selvom den burde komme derfra. Men det har jeg ikke tiltro til, medmindre der sker bevægelser i bevidstheden og handlingerne hos borgerne, der gør, at politikerne begynder at lytte.

- I første omgang tror jeg, at det her er noget, vi skal rykke på i vores individuelle liv. Der skal være flere, der står frem og siger: Jeg vil ikke være en del af den her fastlåste ramme.

Er det realistisk?

- Sikkert ikke i min levetid. Jeg har ikke nogen forestilling om, at det her sker overnight, eller at jeg kan gøre det alene. Men vi skal jo starte et sted, og vi kan for eksempel starte med at snakke om det, vi ikke må snakke om.

Så lad os gøre det. Skal dine børn i skole?

- Det har vi ikke taget endelig stilling til. Men min mavefornemmelse siger nej.