Forbindelsen bliver markant dyrere, men regeringen vil have 3. Limfjordsforbindelse
Egholm-linjen skal først til afstemning i 2024

Sådan kommer forbindelsen til at se ud. Arkivfoto
AALBORG/NØRRESUNDBY:Den 3. Limfjordsforbindelse kommer til at koste markant mere end de 7,3 milliarder, den stod til at koste, da projektet blev aftalt.
Hvad den endelige pris ender ud med, er der selvsagt ingen, der ved - den regning kendes først, når byggeriet står færdigt, og det vil tidligst være i næste årti.
I starten af 2021 blev der senest lavet en prisfastsættelse.
Det skete i VVM-rapporten, og her lød prisen på 7,3 milliarder kroner.
Det var også det tal, der blev brugt i den infrastrukturaftale, der blev indgået sommeren samme år.
Men i de halvandet år, der er gået siden aftalen, faldt på plads, er alt steget.
Ifølge Danmarks Statistiks indeks for bygge og anlæg så er prisen på anlæg af veje steget med 13 procent mellem 2. kvartal 2021 og 2. kvartal 2022.
En egentlig ny udregning af den forventede pris kommer der dog ikke.
- På nuværende tidspunkt vurderes det ikke relevant at omregne anlægsbudgettet fra 2021-priser til 2023-priser. Det vil først ske i forbindelse med fremsættelsen af anlægsloven, oplyser Vejdirektoratet.
Men når anlægsloven bliver fremsat, vil prisstigningen helt sikkert blive brugt som et argument mod forbindelsen. Radikale Venstre har allerede brugt prisstigningen som en del af forklaringen på, hvorfor de nu mener, at projektet bør revurderes.
Den holdning står de dog alene med blandt de partier, der var med i forliget.
SVM-regeringen har ikke tænkt sig at droppe forbindelsen.
- Regeringen har ingen planer om at genåbne infrastrukturaftalen. Når vi laver infrastruktur, har det stor indflydelse på danskernes dagligdag. Derfor er det også rigtig godt, at det er et meget bredt flertal i Folketinget, der står bag Infrastrukturaftale 2035, så der er god sikkerhed for, at de projekter, der er aftalt, også bliver gennemført. De enkelte projekter, puljer og andre beslutninger i forbindelse med udmøntningen bliver taget op i forligskredsen, og jeg ser frem til de kommende drøftelser med forligskredsens partier, skriver transportminister, Thomas Danielsen (V) til Nordjyske.
Efter planen skal byggeriet gå i gang engang i 2025.
Først skal anlægsloven vedtages, og den bliver først sat til afstemning i Folketingsamlingen 2024. Egentlig skulle den allerede have været fremsat, men partierne bag forliget blev sidste år enige om at lave lidt om på den normale fremgangsmåde.
En række undersøgelser, der normalt først foretages, når anlægsloven er vedtaget, er nemlig blev rykket frem for at sikre et bedre grundlag at behandle anlægsloven på.
- De fremrykkede undersøgelser er blandt andet en opdateret kortlægning af miljøskadelige stoffer i havbunden af Limfjorden. Det er undersøgelser, som Vejdirektoratet under alle omstændigheder skal lave af den nye forbindelse, men som normalt foretages efter anlægslovens vedtagelse. Om de supplerende undersøgelser og miljøvurderinger giver anledning til ændringer i projektet og den afledte anlægsøkonomi er uafklaret, oplyser Vejdirektoratet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.