Politiet advarer: Så farligt er det at køre bil, hvis du er træt
Her er tegnene på, at du er for træt til at sidde bag rattet
Opdateret kl. 15:33
Har du siddet bag rattet og mærket grus i øjnene, eller har du pludselig glemt, hvordan de sidste kilometer er forløbet, mens du kørte på motorvejen?
Så har du formentlig overtrådt færdselsloven. Det er nemlig ulovligt at køre bil, hvis du er for træt til at køre forsvarligt.
Rådet for Sikker Trafik skriver på deres hjemmeside, at tegn på træthed blandt andet kan være.
- Du gaber
- Dine øjenlåg bliver tunge
- Du har ”grus” i øjnene
- Du kan ikke huske, hvordan de sidste par minutter er forløbet eller har ”huller” i hukommelsen
- Du har svært ved at læse vejskilte og afmærkninger og misser måske en afkørsel
Øget risiko for uheld
Træthed og bilkørsel er en dårlig kombination og Nordjyllands Politi advarede tirsdag morgen på Twitter mod at køre bil, hvis du føler dig træt.
Og det er der en god grund til.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der forøget risiko for træthedsulykker, hvis du har sovet mindre end seks timer eller været vågen i mere end 16.
Og kører du om natten mellem klokken 3 og 5 øges risikoen også, fordi din krops døgnrytme fortæller dig, at det er nat og at du burde sove.
Risikoen stiger også, hvis du kører mange timer i træk. Efter otte timer er ulykkesrisikoen fordoblet. Vær især opmærksom på det, hvis du planlægger at køre på ferie i vinterferien.
Næsten umuligt at måle
Hvor alkohol og narkotika kan måles, er træthed en noget mere diffus størrelse at fastslå og derfor standser politiet sjældent personer med mistanke om, at de er for trætte til at køre bil.
- Det meget svært at måle, og det er altid et skøn, der skal foretages af den enkelte betjent, når vi standser en bilist, siger leder af operativ færdsel ved Nordjyllands Politi, Jan Stagsted til NORDJYSKE.
Ifølge Jan Stagsted er betjentene selv en af årsagerne til, at det er svært at vurdere om folk er trætte.
- Når folk bliver standset af politiet, så virker de ofte helt vildt friske, fordi politiet pludselig står der, siger han.
- Og så er det altså svært at vurdere, om en person i virkeligheden er for træt til at fortsætte.
Derfor mindes han heller ikke, at der er udskrevet bøder i forbindelse med træthed.
Det kan du selv gøre
Når træthed er svært at vurdere for ordensmagten, men livsfarligt i trafikken, er det vigtigt, at du sørger for at være frisk, når du sætter dig bag rattet.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik har vi nemlig en tendens til at undervurdere, hvor trætte vi er. På deres hjemmeside skriver de, at hvis du oplever træthedstegn, så hjælper det ikke at rulle vinduet ned eller skrue op for musikken.
Det eneste der virker, er at holde ind til siden og tage en powernap på 20 minutter. De anbefaler også, at du eventuelt drikker en kop kaffe eller en energidrink inden.
Det samme råd giver Nordjyllands Politi.
Men vær opmærksom på, at effekten af en powernap kun er kortvarig.