Debat

Forhenværende lærer: Discountfolkeskolen fastholdes i finanslovsaftalen

- Finanslovsaftalens lappeløsning om skolefravær udstiller sig selv, lyder det blandt andet fra skribenten.
- Finanslovsaftalens lappeløsning om skolefravær udstiller sig selv, lyder det blandt andet fra skribenten. Foto: Martin Damgård

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Folkeskolen er sammen med ældre- og børnepolitikken de tre vigtigste emner i mange kommuner i forbindelse med kommunalvalget 18. november. Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne (SVM-regeringen) samt Det Konservative Folkeparti har netop indgået en finanslovsaftale om næste års finanslov.

Den nye finanslovsaftale er for folkeskolens vedkommende desværre igen ren symbolpolitik og en utilstrækkelig og kortsigtet skolepolitisk lappeløsning. Discountfolkeskolen fastholdes.

Det er da fint, at regeringen og Det Konservative Folkeparti ser nogle af folkeskolens problemer og klare udfordringer som ufrivilligt skolefravær og – mildt sagt – uklare regler for fysisk indgriben. Men 10 millioner kroner til planer for at give lærerne beføjelser til fysisk indgriben i voldelige situationer rækker desværre ikke langt, når der er over 1000 folkeskoler med store og komplekse udfordringer.

Folkeskolen er i mange kommuner en syg arbejdsplads, hvor virkeligheden er langt fra de fallerede skolereformpolitikeres og de abstrakte kommunale og reformpolitiske skønmalerier. Folkeskolevirkeligheden distraherer. 11 år med den topstyrede SRSF-reformskole og 13 år med såkaldt inklusion samt 10.000 færre lærere har skabt mistrivsel ude af kontrol og en markant faglig nedtur.

Selvom kravet for at undervise i folkeskolen ifølge folkeskoleloven er en læreruddannelse, er 20 procent af ”underviserne” i folkeskolen vikarer, ofte uden relevante kvalifikationer. Vikar- og inklusionskaos på mange skoler er i mange kommuner et selvskabt kommunalt selvmål.

Mislykket politik

Et notat fra Børn- og Ungeforvaltningen i Aarhus Kommune fortæller, at hver tredje lærer i kommunen sidste år blev udsat for vold på arbejdet. I 2021 var det ”kun” hver femte. I samme periode er antallet af lærere, som har været udsat for trusler, steget fra 31 til 41 procent.

På en af skolerne i Aarhus – ”Smilets by” – skete truslerne mod lærerne i specialklasserne på ugebasis. Ifølge en opgørelse fra Danmarks Lærerforening oplever 41 procent af lærerne på Aarhus Kommunes 45 folkeskoler dagligt eller ugentligt vold mellem elever. 53 procent af lærerne mener, at omfanget er vokset de senere år.

Under overskriften ”Borgerlige stemmer, som arbejder” fortæller den begejstrede konservative leder Mona Juul i en stort opsat valgannonce, at ”en stemme på Det Konservative Folkeparti er en stemme på borgerlige resultater” og ”en finanslov, som vi har sat markante borgerlige aftryk på”.

Mona Juul fremhæver også penge på finansloven til bekæmpelse af ufrivilligt skolefravær. Langvarigt skolefravær er et enormt problem i folkeskolen, der i høj grad skyldes den skandaløse og mislykkede inklusionspolitik, som reelt og konsekvent ekskluderer de svageste elever.

Den glimrende og særdeles aktuelle artikel i Nordjyske 27. oktober, ”Camilla kæmpede alene for sin søn – nu har systemet givet hende ret”, fortæller, at Camilla Johansen efter flere års mareridtsagtig kamp nu har myndighedernes ord for, at hendes søn har krav på det, kommunen ikke ville give ham: specialundervisning. Hendes søn havde stort set ikke været i skole i ti måneder. Artiklen i Nordjyske er anskuelsesundervisning i totalt mislykket inklusion.

Finanslovsaftalen mellem SVM-regeringen og Det Konservative Folkeparti afsætter fire gange 30 millioner kroner til bekæmpelse af skolefravær. Finanslovsaftalens lappeløsning om skolefravær udstiller sig selv. Selv om vi ifølge grundloven har undervisningspligt, udbetales der nu på årsbasis over to milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste til de forældre, hvis børn lider af ufrivilligt skolefravær.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden