Forsvaret vandt - desværre

Ikke for at overgive sig til sin modstander, men i stedet til fornuften: Det slider ganske enkelt for hårdt på hendes person at kæmpe for retfærdighed over for et system, der retteligen ikke er til rykke. Og i stedet for at blive en person med en sag, der kommer til at fylde alt med negativ konsekvens, lader hun den ligge for at komme videre med sit liv.

NORDJYSKE har omtalt Karin Iversens sag flere gange. Hun arbejdede i en periode som controller i Specialoperationskommandoen i Aalborg, hvor hun opdagede, at hendes chef i strid med reglerne godkendte sine egne bilag. Karin Iversen gjorde korrekt opmærksom på problemet med den konsekvens, at hun selv røg ud af Forsvaret. Siden har hun ikke kunnet få et job i etaten, men Forsvarets top med minister Trine Bramsen (S) i spidsen har slået fast, at Karin Iversen blev behandlet korrekt og ikke er blevet blacklistet - også selv om vi senest har kunnet fortælle, at Karin Iversen, der har arbejdet i Forsvaret i 20 år og ikke har en plet i sine papirer, uden held har søgt mere end 30 job, som hun var kvalificeret til. Ligner det en tanke?

Respekt for Karin Iversen, at hun nu har truffet et fornuftigt valg. Bitterhed er en følgesvend, der kan æde én op, så der er god ræson i at forlade arenaen. Det er faktisk en sejr i sig selv.

Men sagen efterlader desværre andre tabere: Forsvaret selv og alle os, der er afhængige af et stærkt og velfungerende forsvar både i aktion og organisatorisk, og som betaler regningen for den forretning.

Godt nok har minister Bramsen lanceret en ny whistleblower-ordning. Det er fint nok, men ikke godt nok. For den peger fremad, hvad der også er det letteste. Men tænk hvilken respekt, det havde givet, hvis ministeren havde turdet skue bagud, givet Karin Iversen en undskyldning og understreget, at hun naturligvis skulle søge en anden stilling - og at ministeren ville holde øje med, om det lykkedes. Det havde været klasse, og Trine Bramsen havde fået understreget over for sit resort, at der var kommet andre boller på suppen.

Nu har den dårlige kultur i Forsvaret i stedet sejret. Og så er intet ændret. Hvilken medarbejder tør reelt at tale sin ledelse imod, hvis de fine ord om oprydning og ændring af gamle kulturer i Forsvaret ikke har reelt indhold? Nej, vel?

Og for os andre, der mener, at statslige institutioner skal have en ordentlig ledelses- og personalekultur båret af redelighed og ansvarlig omgang med de skatteyderbetalte ressourcer, levner behandlingen af Karin Iversens sag desværre ingen ro og tilfredshed.