Fra frit valg til frit fald

Kamp om formandspost - måske har Dansk Folkeparti haft sin tid

For bare seks år siden kunne Dansk Folkeparti i princippet gøre lige nøjagtigt, hvad der passede Kristian Thulesen Dahl og de andre i folketingsgruppen.

For partiet havde fået flere stemmer end det senere regeringsparti - og kunne mønstre ikke færre end 37 mandater mod 34 til Venstre - og kunne derfor have siddet i regering.

Et halvt år før folketingsvalget i 2015 meddelte partiformanden, at dét ville være kravet ved næste regeringsskifte - og et halvt år efter valget nåede samme formand frem til, at man ved nærmere efrertanke nok skulle være gået i regering.

Men da det virkelig gjaldt, tøvede folkepartiet. Og fejlede.

For magt er nu engang ikke noget, man får forærende.

Siden 2015 har det - ikke mindst som følge af en alt for langstrakt Meld- og Feld-skandale med det tidligere EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt som hovedperson - formet sig som én lang nedtur for blandt andre Pia Kjærsgaards opfindelse fra 1995.

Storhedstiden indtraf med det såkaldte ”systemskifte” i 2001, hvor den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde sig afhængig af DF - men de senere år har partiet i stadig højere grad fået vanskeligt ved at finde vælgerne. Og ikke mindst ved at finde sig selv.

Ligeså topstyret partiet har været kendt for at være før i tiden, lige så løssluppent forekommer det at være for tiden, da partiet for første gang nogensinde er kastet ud i en kamp om formandsposten.

Kampen står nu mellem Morten Messerschmidt, der stadig har en (for tiden udsat) Meld/Feld-retssag hængende over hovedet, det tidligere bestyrelsesmedlem Martin Henriksen, og så et par outsidere som Merete Dea Larsen og nordjyske Erik Høgh-Sørensen, og dag for dag melder det ene medlem efter det andet sig ved at pege på personlige favoritter. For så som folketingsmedlem Marie Krarup - datter af et af partiets åndelige fædre, Søren Krarup, at sætte trumf på ved at meddele, at partiet meget vel kan have sejret sig til døde: ”Hvis man ikke omformer sig selv til et nationalkonservativt parti, tror jeg ikke, at Dansk Folkeparti har en fremtid”.

I sig selv hader vælgere, når et parti ender i intern splid - det er i sig selv opskriften på vælgerflugt, men selve retningen har også givet anlednin til forvirring: Har man været et nationalkonservativt parti - eller måske snarere en slags ”Socialdemokratiet light”? Men det har heller ikke været nemt, når dele af partiprogrammet er blevet overtaget af dels Socialdemokratiet, som har overtaget langt det meste af DFs traditionelle, benhårde retorik over for nærmest alt fremmed og alle fremmede, dels Nye Borgerlige, der i meningsmåling efter meningsmåling står til en firedobling af mandattallet. Måske har DF bare haft sin tid.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.