Der er mange pudsige historier, og der er lige så mange grimme historier om den efterfølgende konstituering, der handler om at forhandle sig til den bedste position for sit parti og få borgmesterposten eller udvalgsformandsposter eller lønsomme “ben” i kommunens virksomheder.

Når det bliver så grimt, som det ofte sker, for eksempel i Middelfart denne gang eller Aalborg, mener jeg, at det skyldes, at kommunalpolitik ikke egentlig handler om politik, men om magt. Rå magt. 

Derfor bliver opgørene også så personlige, fordi de netop handler om personer, der gerne vil have del i magten, og som føler sig vraget eller dårligt behandlet og udsat for kynisme eller kommet på bølgelængde med andre og i et bedre selskab end det forrige. 

Alt andet end politik

Kommunalpolitik er meget personlige relationer: og disse relationer indeholder alt sprængstoffet, fordi der ikke er en tredje, “objektiv” faktor, der formidler relationerne, nemlig politikken.

Ganske vist opretholder man et skær af politisk lødighed i argumentationen: det hedder stadig Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, SF og så videre. Partinavnene er in takt. Og alle siger, at det går i “deres retning”, hvis man danner et nyt flertal. Men det spiller ikke nogen særlig stor rolle. 

Kommunalpolitik er båndlagt i stor udtrækning, og muligheden for at gøre en forskel er meget lille. Det kan godt være, at man prøver at tale forskellene op, men når det kommer til stykket, er det egentlig hip som hap. 

Jeg har fulgt valgkampen ganske tæt i min kommune, Frederikshavn, og jeg vil sige, at forskellen mellem partierne har været minimal. SF har været lige så erhvervsvenlig som Venstre, og Venstre lige så miljøvenlig som SF. 

Alle vil børnene og de ældre det godt, og udvikling og bosætning står højt på ønskelisten. Problemerne i kommunen er man enige om, og løsningerne er man egentlig også meget enige om. De politiske uenigheder er små.

Personlige konfrontationer

Hvis der er en relativ enighed om problemerne og løsningerne, er der kun spørgsmålet om personer tilbage. Derfor bliver kommunalpolitikken ofte meget rå, fordi det indebærer direkte personkonfrontationer. 

Hvem kan lide hvem, hvem kan ikke lide hvem? Hvem stoler man på, hvem stoler man ikke på? Hvem er troværdig, hvem ikke? Personspørgsmålet bliver meget direkte: og adgangen til magten går gennem personer, det mulige flertal af valgte kommunalpolitikere. 

Flertallet er ikke andet end en numerisk størrelse, så derfor ser vi alliancer mellem meget forskellige partier: Enhedslisten og DF kan indgå i en alliance, og enkelte byrådspolitikere bryder partitilhøret, som det er sket i Middelfart og i Aalborg. 

Alle slags krumspring sker, fordi den politiske substans spiller så ringe en rolle.

Nationalpolitik

Selvfølgelig spiller landspolitikken også en rolle, og de kendte landspolitikere har da også meldt sig som støtter til lokale kandidater, eller partiet har ekskluderet kandidater, der brød en partilinje for eksempel hos Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg, det eneste parti, der i selve navnet er bundet op på en person. 

I København så man en decideret sammensværgelse mod Socialdemokratiet, der rakte fra Enhedslisten til DF, som vist ikke er enige om ret meget i øvrigt. 

Personen Pernille Rosenkranz-Theil blev et billede på socialdemokratisk magtbrynde, der gav bagslag. Hvem der fostrede den tåbelige idé at sætte Rosenkranz-Theil ind som overborgmesterkandidat et år før kommunevalget og flytte den siddende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, ind i et ministerium, må have meget røde ører i dag.

Kommunevalgets lære er, at personer spiller den afgørende rolle, politikken en meget lille rolle, og det er dumt at opfatte vælgerne som idioter. De vigtigste personer i et kommunalvalg er nemlig ikke de politiske kandidater, men vælgerne. 

Det vil være klogt at skrive det bag øret på Christiansborg. Også til et folketingsvalg næste år.