En voksende hær af medløbere, som i stedet for at byde den fremmede velkommen og få ham til at elske vores land, har slået på ham som en hund, der efter et vist antal slag ender med at bide hånden af dig.

Gamle Danmark, det er mennesker, der ikke har forstået, at integration kræver en aktiv indsats af begge parter, og at man som dansker, hvis man elsker sit land, har et ansvar for at formidle vores kultur, forklare og forære de nyankomne den gave, det er at plante små frø af vores land i deres hjerter, så de slår sunde rødder, og danskheden vokser i dem. I stedet har de sået sorte spirer af had og manglende forståelse i deres sind, og det er den ovennævnte form for åndeligt landsforræderi.

Jeg taler om dig, ja dig. Dig, der gennem årtier har valgt splittelse og had frem for empati og næstekærlighed.

Fremmedhad spredes

Det er Dansk Folkeparti, der gennem mere end tredive år har spredt had og skabt splittelse med deres fremmedhad mod muslimer, og det er alle de medløbere, der har ladet sig overbevise af hadet og fordømmelsen. Det er alle dem, der gennem årtier har ladet deres indre svinehund tale i stedet for at arbejde med sig selv. 

For ja, det kræver et dybdegående arbejde med sig selv at være rummelig og tolerant, det kræver en aktiv indsats at tæmme sit umiddelbare had, mens det intet kræver at fordømme.

Dig, der gennem årtier har handlet stik imod det budskab, vi fejrer i denne december måned, hvor det skete i de dage, at et barn blev født i en krybbe, og han voksede op for at forære os et pragteksempel på, hvordan man opfører sig som et medmenneske, og hvad ordet næstekærlighed reelt betyder.

Og ønsker vi en verden i harmoni, og hvor hvert enkelt menneske får en lille dråbe af godhed og blidhed og et øjeblik af lys og lykke og bare ét øjeblik, hvor man kan sige, at man lever og ikke bare overlever, så bærer vi alle et ansvar for hinanden som del af den menneskelige familie.

Hvad enten man tror på Gud og kristendommen og religionen som begreber eller, som jeg selv, ikke tror på Jesus som Guds søn, men på mennesket Jesus. 

Altså humanisten i sit absolut smukkeste og dybeste udtryk, et “mensch”, som man kalder det i den jødiske kulturtradition. Et menneske, der lader sig styre af sit intellekt, sin sjæl og sit hjerte, og som altid råber vagt i gevær mod uret, undertrykkelse og stigmatisering.

Vælg empatien til

Ja, hvad enten man kalder sig kristen eller troende eller humanist, så er det nu, venner, at vi skal stimle sammen og gå til modangreb med alle de redskaber, december måneds juleeventyr giver os i gave. Redskaber, der gør os i stand til at bygge et samfund, hvor vi vælger empati frem for splittelse, rummelighed, tolerance og forståelse i stedet for fordømmelse, blidhed i stedet for bitterhed og visdom og klogskab frem for populisme. Og det vil kræve en stormflod af kærlighed.

Og det vil kræve en politisk revolution, et paradigmeskifte, hvis vi skal rette skaderne op på alt det had og al den splittelse, disse mennesker har skabt i vores land, og som har medvirket til, at det, vi så ufint kalder indvandrere fra ikke-vestlige lande, i stedet for medmennesker, ikke alle føler sig integreret og del af Gamle Danmark. For hvem føler sig velkommen, når man konstant bliver hugget, hakket og hetzet på?

Det er den fjendtlige retorik, de uforskammede, stigmatiserende ord, de nedladende ord, de sårende sætninger. De ord, der skubber folk fra os, der bygger mure mellem os, der gør mennesker trodsige og modvillige, og som ender med at vende dem imod os. Tænk sig, hvor anderledes det ville have set ud, hvis vi i stedet havde spredt empati, forståelse, rummelighed og tolerance gennem alle disse årtier?

Tænk sig, hvis alle havde stillet sig bag Poul Nyrup Rasmussen i socialdemokraterne og havde holdt fast i, at stuerene bliver de aldrig? 

I stedet har de fleste desværre accepteret Dansk Folkepartis svineri og er selv blevet overordentligt ikke-stuerene, og gennem årevis har vi været vidne til en elendig og ussel malstrøm af hadefulde, stigmatiserende udtalelser, der strømmer ned i en dyb og ækel kloak af fremmedhad, der ligger og ulmer og stinker af rådden og forvrænget medmenneskelighed.

Andre ståsteder

Jeg tror ikke på, at socialdemokraterne kan komme tilbage fra deres forråelse og deres humanistiske svigt. Jeg tror ikke på, at Moderaterne har ryggrad og moralsk schwung til at inddæmme fremmedhadet og populismen. Deres stemme har jo i regeringen været skandaløst spæd og svag, trods store ord om at ville skabe en mere moderat tone i udlændingedebatten. 

Man har ikke set formanden selv, Lars Løkke Rasmussen, tordne særligt stærkt mod typer som Vad og Stoklund, og det er i det hele taget et knæfald at gå i regering med et socialdemokrati, der på ingen måde er moderat i sin udlændingepolitik, og som i tonen og retorikken i den grad er yderliggående.

Og Venstre? Med Troels Lund Poulsens sidste udmelding om at træde ud af statsborgerskabskonventionerne, hvilket, hvis man har læst konventionen grundigt, udelukkende vil ramme et spinkelt antal mennesker og altså blot er endnu et forsøg på at spille på frygt, ja, så er der heller ikke noget at hente hos Venstre.

Kan vi snart tåle mere had og fordømmelse og splittelse?

Derfor må vi alle stimle sammen og stemme massivt på en ny regering, hvor SF og De Radikale får de afgørende stemmer, altså hvor klogskab, visdom og empati kommer til at styre de politiske valg, og især hvor vi endelig bliver befriet for den sump af syregiftig retorik og det tarveligt sølle, ubarmhjertige menneskesyn, vi efterhånden klistrer rundt i her i det lille land.

Personligt drømmer jeg om en kvinde med stamina, klogskab og elegance som næste statsminister, og da det desværre ikke kan blive den elskede Dronning Margrethe af Danmark og sikkert heller ikke en anden Margrethe, nemlig Margrethe Vestager fra De Radikale, og vi under alle omstændigheder må have Mette Frederiksen og socialdemokraterne ud af billedet, tja, så må det nye politiske motto i SF altså være: De andrArne er sur, nu er det Pias tur.