Dét tilbud findes der nok ikke mange, der ville takke nej til - og afslaget ville i øvrigt også være svær at forklare og forsvare over for ens nære. Derfor kan man også være sikker på, at et forsøg med en 30 timers arbejdsuge i det offentlige, vel at mærke til samme løn som den nuværende, som Enhedslisten gerne så gennemført i 10 danske kommuner, vil få en tommel op i evalueringen fra deltagerne.

Et nyligt offentliggjort forsøg fra Island, der danner baggrund for Enhedslistens forslag, viser da netop også, at deltagerne synes godt om at arbejde mindre til den samme løn. Alt andet ville være sensationelt. Og erfaringerne fra Island viser også, at en kortere arbejdsuge kan afhjælpe stress og øge livskvaliteten.

På trods af al glæden og positiviteten - og vores fælles klare incitament til at have en høj arbejdsglæde og lav stressfaktor på offentlige arbejdspladser, både for medarbejdernes og de offentlige udgifters skyld - er der flere faktorer, der gør det til en dårlig ide.

For det første er der bundlinjen: Hvis vi ikke vil have højere skatter, hvordan skal et arbejdsmarked med kortere arbejdsuge til en højere timeløn kunne finansieres? Selvom forslaget skulle nedbringe antallet af stresssygemeldinger til et stort rundt nul, ville det ikke engang kunne dække hullet. Og der er ikke andre til at fulde dét hul op med penge end kommende generationer af skatteydere.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

For det andet er der den aktuelle situation på det danske arbejdsmarked, hvor der i mange brancher, og også inden for det offentlige, er hårdt brug for arbejdskraft. Hvor skal de ekstra hænder komme fra, hvis flere arbejder mindre?

Derfor hænger en kortere arbejdsuge kun sammen, hvis produktiviteten samtidig øges. Og her hopper kæden af, når det gælder store dele af de offentlige arbejdsmarked: Vi ønsker jo ikke en nødvendigvis en øget produktivitet/færre hænder til det samme arbejde i fx vores daginstitutioner og skoler. Her er netop pædagogerne og lærernes tilstedeværelse et parameter i sig selv.

Derudover jo også ville give en konkurrenceforvridning mellem det offentlige og det private, hvis timelønnen i det offentlige med ét slag steg med 20 procent.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Victoria Velásquez argumenterer med, at en 37 timers arbejdsuge ikke er hugget i sten, og det har hun ret i - for 100 år siden var en gennemsnitlig arbejdsuge betydelig længere. Men hvis arbejdsugen skal ned, skal produktiviteten enten stige eller udgiften falde, hvis det ikke skal koste på vores velfærd, det giver sig selv.

Forsøg med færre timer på arbejde er både interessante og aktuelle, og det kunne være spændende, hvis flere private arbejdsgivere kan vise vejen og se idé i at eksperimentere - nogle virksomheder er allerede i gang. Forsøg med et fleksibelt arbejdsmarked, hvor en mere effektiv arbejdsdag i nogle brancher kunne skære skiver af timeantallet er oplagt, ikke mindst efter vores ændrede arbejdsmønstre efter corona. Den slags forsøg ville helt klart også kunne inspirere inden for dele af det offentlige arbejdsmarked, til glæde og gavn for alle.