Gælder loven for Brønderslev Kommune? Så skal der styr på støjen fra NCC. Nu!

Borgerne i Hjallerup har i årevis lidt under støjgener fra asfaltfabrikken NCC. Helt urimeligt

 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Foto: Lars Pauli

En voldsom frustration og en nærmest ustyrlig irritation.

Det må umiddelbart være de to overordnede følelser, som Rasmus Gai og de øvrige naboer til asfaltfabrikken NCC i Hjallerup går og tumler med. Som beskrevet i NORDJYSKE, er der gået halvandet år, siden naboerne vandt en klagesag, hvor det blev slået fast, at asfaltfabrikken larmer for meget i sit daglige virke. Men trods overskridelse af støjkravene har Brønderslev Kommune fortsat ikke levet op til sin forpligtelse til at få lovliggjort forholdene.

Naboernes frustration må bunde i, at de har bakset med sagen i en lang årrække. Helt tilbage i 2016 kunne NORDJYSKE første gang tage fat på at skrive om beboernes kamp med Brønderslev Kommune for at få lovliggjort forholdene på asfaltfabrikken, så de kan holde til naboskabet. Men fortsat uden held.

Irritationen må få næring af det forhold, at Miljø- og Fødevareklagenævnet tidligere har ophævet støjreglerne i miljøgodkendelsen og sendt sagen tilbage til Brønderslev Kommune for lovliggørelse. Plus at det siden har vist sig, at nye støjregler fra kommunens side var i strid retningslinjerne for det pågældende område. Og plus at samarbejdet med Brønderslev Kommune har været præget af, oplysninger ikke er nået frem til naboerne, høringsfrister er overskredet - ja, en fremfærd, der har fået adjunkt Jøren Ullits, ekspert i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, til at sige: ”Man tilsidesætter fuldstændig borgernes retssikkerhed i den her situation, og det virker meget ensidigt orienteret mod erhvervslivet”.

Mon ikke, at det er lige præcis dét, det handler om: Brønderslev Kommune strækker sig så langt som muligt - og mere til - for at sikre, at asfaltfabrikken og de tilhørende arbejdspladser bliver i kommunen?

Det er der på sin vis god ræson i. Det er netop en af kommunernes vigtigste opgaver at levere god service til virksomheder, fordi arbejdspladser er en livsnerve i lokalområderne - ikke mindst, når man kommer på afstand af de større byer.

Men den går ikke i et retssamfund. Politikere og myndigheder (og alle vi andre) kan ikke bøje reglerne, fordi ”det passer bedst”, eller ”man mener og synes”. Brønderslev Kommune kan ikke vende det blinde øje til lovgivningen, lige så lidt som Inger Støjberg kunne gøre det i sagen om instruksen om barnebrudene eller integrationsminister Mattias Tesfaye gør det i sagen om de danske ISIS-børn, som ifølge internationale konventioner skal hjem.

Ingen er hævet over loven. Sådan er det, så længe man bor i en retsstat og ikke i et diktatur af en art.

Så Brønderslev Kommune skal se at få løst sagen med NCC. Ikke kun for naboernes skyld, men for princippets og retssikkerhedens.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Live fra Mia-sagen: Fik besked om menneskedele i Dronninglund Storskov
Luk