Debat

Gamle bevaringsværdige træer skal ikke fældes for parkeringspladser

Anna-Lise Fruelund, forperson for Danmarks Naturfredningsforening i Aalborg, mener, at beskyttede træer rummer uerstattelig natur, som ikke kan erstattes af nye plantninger.
Anna-Lise Fruelund, forperson for Danmarks Naturfredningsforening i Aalborg, mener, at beskyttede træer rummer uerstattelig natur, som ikke kan erstattes af nye plantninger. Foto: Martin Damgård

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Det tager mere end en halv menneskealder for vores træer at vokse sig store og blive vigtige levesteder for insekter, svampe, laver og fugle. Derfor mister både naturen og vi mennesker noget umiddelbart uerstatteligt, når de gamle træer fældes.

Især når træerne er vigtige levesteder for flagermus og står midt i et byområde, hvor beboerne hver dag kan nyde de store, gamle træer og livet omkring dem.

Derfor opfordrer vi Udvalget for Teknik og Miljø i Aalborg Kommune til at sige nej til at give dispensation til at fjerne 13 gamle træer til fordel for parkeringspladser ved det gamle Universitetsbibliotek i Aalborg Øst, der skal laves til kontorfaciliteter.

Når hensyn til natur tilsidesættes

De 60 år gamle træer er erklæret bevaringsværdige og må hverken stynes, formklippes eller fældes, bl.a. fordi de er yngle- og rasteområde for dværgflagermus. Ifølge EU-lovgivning er det forbudt at forstyrre og ødelægge disse dyrs levesteder.

Både bygherre og kommune kendte til lokalplanens klausul om de bevaringsværdige træer og deres betydning for byens flagermusbestand, da de satte kontorprojektet i gang – og da kommunen valgte at fjerne de eksisterende parkeringspladser og tillade endnu et byggeri her.

Det er ikke en løsning at lade naturen undgælde for den slags beslutninger og presse den endnu mere ud af byen. Slet ikke, når kommunen ønsker at skabe et attraktivt boligområde på det gamle universitetsområde – og samtidig bryster sig af at have en politisk aftalt biodiversitetsstrategi for byen og kalder det "Rig natur i Aalborg". 

Hvordan passer det med at fælde gamle bevaringsværdige træer, der er rige på netop biodiversitet?

Erstatningsnatur er ikke nok

Teknik- og Miljøudvalget skal ved næste møde tage stilling til bygherres plan om at plante nye træer et andet sted som erstatning for de gamle træer. Men man kan ikke bare erstatte eksisterende natur med ”erstatningsnatur”. Det har taget 50-60 år for træerne at nå de naturkvaliteter, som lokalplanen beskytter. Hvordan skal alt det liv, som i dag findes i de gamle træer, overleve, indtil de nyplantede træer er blevet gamle?

Gamle træer er i den grad en mangelvare i det danske landskab og i byer som Aalborg. De skaber livskvalitet for byboere og bør derfor også vægtes højere end etableringen af komfortabelt beliggende parkeringspladser.

Det er helt uforståeligt, hvis både bygherre og Aalborg Kommune ikke udviser mere kreativitet og hensyntagen til de uvurderlige naturværdier. I stedet for at fælde de gamle træer skal man finde andre nærliggende arealer til de nødvendige parkeringspladser.

 Det kan selvfølgelig lade sig gøre – hvis bare man vil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden