Bruger man kommentarer på sociale medier som termometer til at tage temperaturen på nationens velbefindende, kunne man godt få det indtryk, at det står så skidt til, at det egentlig burde være et spørgsmål om dage, før de første FN-fly lander med nødhjælp. 

I visse kommentarspor lyder det nærmest, som om vi ikke har råd til mad. Pasta med kødsauce er åbenbart blevet en ret, som kun eliten har overskud til. Siden 2020 er prisen på oksekød steget med svimlende 46 procent, og generelt er priserne på mad nu næsten 30 procent højere end for fire år siden.

Direkte truet af sult og fødevareusikkerhed er vi dog ikke - omend de med mindst, kontanthjælpsmodtagere og pensionister uden andet end folkepensionen, givet har svært ved at få budgettet til at strække. 

Men langt, langt de fleste danskere har fint råd til mad, for sammen med priserne er lønningerne også steget markant, og vi er stadig et af de lande, der bruger mindst af vores disponible indkomst på fødevarer.   

Men at sige, at vi ikke behøver at klynke helt så meget over prisen på et pund hakket, er der ingen politikere med respekt for sig selv, der tør sige højt. 

For snart er der valg - kommunalvalg til november, folketingsvalg sandsynligvis om godt et år - og politikerne er i fuld gang med at tømme kassen og omfordele råderummet.  

For det skal være billigere at være dansker, og i det næste års tid vil gaveboden på Christiansborg stå pivåben. At tabe valget på mådehold er der ingen, der vil. 

Umiddelbart kan det lyde som en let opgave for politikerne at levere på, men helt så enkelt er det imidlertid ikke. 

Ugens første gave kom fra den moderate kulturminister, der meddelte, at nu bliver det billigere at købe bøger. Den gave blev nærmest mødt med hånlatter, og det bliver i hvert fald ikke det udspil, der redder det skrantende parti. 

Lidt det samme med el-afgiften. Havde regeringen ventet ros og taknemmelighed blev de skuffede. Modtagelsen var nærmere vranten. Det kan selvfølgelig overraske, for så længe er det heller ikke siden, at de samme sociale medier flød over med skræk-historier om, hvordan hårdt plagede kun havde råd til at tænde ovnen sent om aftenen hver anden dag og i øvrigt kun vaske om natten. 

Men nu gør det åbenbart nærmest ingen forskel at fjerne afgiften. Solcelle-ejere blev bitre over, at deres kontante fordele nu forsvandt, og os med en ældre dieselbil må igen konstatere, at også denne gang er det kun elbils-ejere, der skal have del i goderne.   

At fjerne skøre afgifter på kaffe og chokolade er en god ide, men ikke et tiltag af den slags, der rykker alverden. I virkelighedens verden gør det kun en meget lille forskel, at prisen på en pose bønner falder med en håndfuld kroner. 

Den helt store vindersag vil selvfølgelig være at sikre billigere oksekød og lavere priser i supermarkedet, og det vil givet blive efterårets kampplads. 

Lige præcis prisen på oksekød er dog ikke noget, Christiansborg kan gøre det store ved. Udover momsen er der ingen direkte afgifter at fjerne, og der er i øvrigt heller ingen garanti for, at butikkerne vil sætte prisen ned i samme tempo som et eventuelt momsfald. 

Vil politikerne være sikre på billigere oksekød kan de selvfølgelig indføre statstilskud, og det vil egentligt ikke forbavse om et sådan tiltag kommer på bordet senere i valgkampen.