Genbrugsbutikker holder lukket og taber millioner ugentligt: Her er dem, der bliver ramt
Det manglende salg i landets velgørende genbrugsbutikker rammer i sidste ende de svagt stillede og fattige lande, siger flere talsmænd for hjælpeorganisationerne og rækker ud efter økonomisk hjælp
Opdateret kl. 06:21
Corona-virussen har tvunget hjælpeorganisationer til at lukke ned for over 800 genbrugsbutikker landet over. Det har forvoldt store økonomiske tab og kan få mærkbare konsekvenser.
NORDJYSKE har talt med syv af de store hjælpeorganisationer, som driver genbrugsbutikker i Aalborg, for at høre om størrelsen på deres tab, og om hvordan den tabte fortjeneste rammer deres velgørende aktiviteter. For nogle organisationer går det ud over Danmarks egne udsatte og fattige borgere. For andre, de hungersnødramte familier i Afrika, hvor coronaen for nyligt er begyndt at sprede sig.
Så meget taber de
Landets genbrugsbutikker har holdt lukket siden statsministeren 11 marts holdt sit pressemøde til nationen - nogle butikker havde allerede lukket ned inden da. Det var talen, hvor statsministeren sendte elever, studerende og offentligt ansatte, som ikke varetog kritiske jobs, hjem. Det var også her, hun lukkede flere institutioner ned. Genbrugsbutikkerne har derfor holdt lukket i tre uger eller mere.
Deres økonomiske tab er gjort op i ugentlig tabt fortjeneste for alle de genbrugsbutikker organisationerne har på landsplan. Tallene er oplyst af organisationerne ved en rundspørge.
Udover tabet fra genbrugsbutikkerne, oplever flere organisationer også andre økonomiske tab. I begyndelsen af marts måtte Folkekirkens Nødhjælp aflyse en landsdækkende dør til dør-indsamling og gøre den digital. Flere danskere støttede indsamlingen, men det endelige beløb lød på 4.6 millioner kroner, og normalt plejer organisationen at indsamle ni millioner kroner.
Ved Red Barnet oplever organisationen langt færre møder med virksomheder, som vil donere penge.
- Virksomhederne er også pressede, så vores kalender er meget mere tom end normalt, fortæller Johanne Schmidt Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Det rammer Danmark
Genbrugsbutikkerne tjener en god del af de penge, som går til organisationernes hjælpearbejde. Regionschef for Kirkens Korshær i Nord-, Vest- og Midtjylland, Jonas Jakobsen, fortæller, at en mindre varmestue, som den der ligger i Brønderslev, koster 1.5 million kroner årligt at drive. Varmestuen i Nørresundby koster i underkanten af to millioner årligt.
Selvom nogle af varmestuerne modtager et kommunalt tilskud til drift, så kan det mærkes ved Kirkens Korshær, at de mister op mod 2.5 millioner kroner ugentligt i tabt fortjeneste.
- Vi er ikke en rig organisation med et stort fælleskontor og massere af økonomisk pondus, så vi er meget afhængige af de genbrugsbutikker, vi har, og indtjeningen derfra. Overskuddet fra genbrugsbutikkerne bliver brugt på socialt arbejde hele landet over, siger Jonas Jakobsen.
Kirkens Korshær bruger deres økonomi og indsatser på at hjælpe socialt udsatte og fattige borgere i Danmark. Det samme gør sig gældende for Blå Kors, som lukkede deres genbrugsbutikker før statsministerens udmelding 11 marts. Det gjorde de for at sikre de ældre medarbejderes helbred.
- Lukningen slår igennem på regnskabet, og for hvad vi kan gøre fremadrettet. Når de penge ikke er i kassen, så går det ud over julehjælpen, de hjemløse, børneindsatser eller andet, siger Thomas Røddik Korneliussen, kommunikationschef ved Blå Kors.
Organisationerne fortsætter deres indsatser i tiden under corona, for der er særligt nu brug for støtte og hjælp til de mange udsatte borgere. Konsekvenserne kan dog vise sig på sigt.
- Lige her og nu så skærer vi ikke ned på vores arbejde. Vi giver hjælp og støtte til de mennesker, som har brug for det - det er jo det, vi er bedst til, og det ændrer vi ikke på. Det er på den lange bane, at vi skal være opmærksomme på konsekvenserne, og hvordan det præcist rammer, det ved vi ikke endnu, siger Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær.
For andre hjælpeorganisationer rækker arbejdet langt ud over Danmarks grænser. Konsekvenserne af den tabte indtjening kan synes fjern for nogle danskere, men for nødhjælpsarbejdet i Myanmar, Cambodia eller Zimbabwe kan det mærkes. Særligt nu, hvor coronaen er på vej til de fattige lande.
Fattige lande er udsatte
Coronaen har ikke i samme omfang ramt Afrika og andre fattige områder, som det har i Europa endnu. Det fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. Men situation er, at den er på vej, fattige lande er ved at lukke ned og organisationerne frygter udfaldet.
- Busserne er stoppede, markederne er lukket og det betyder at de fattige skal sidde hjemme i slumområder eller i landsbyer, sammen med en masse andre mennesker, og ikke kan komme ud og få høsten i hus eller sælge deres varer på markedet. Lige nu, er det i sig selv en større udfordring end antallet af smittede med corona, men når først virusset går løs, så bliver det en dobbelt udfordring. Det er det, der er så forfærdeligt i den her krise - at de fattige lande er ramt så hårdt, siger Birgitte Qvist-Sørensen og fortsætter:
- Det er derfor det er så ærgerligt, at vi er nødt til at lukke genbrugsbutikkerne, for vi kan se at arbejdet med fødevaresikkerhed - adgang til mad og rent vand - og information om spredning af corona, er vigtigt lige nu.
Paradokset opstår i, at organisationerne mister penge herhjemme alt imens nødvendigheden af indsatser i udlandet stiger. Hvordan det endnu kommer til at ramme arbejdet konkret, er der ingen af dem, der kan svare på.
- Det er utrolig svært at vurdere lige præcis hvor vores tab rammer, men det kommer først og fremmest til at ramme de mennesker ude i verden, som vi skal hjælpe. Præcis hvor hårdt det bliver kommer an på, hvor lang tid vi må holde lukket, siger Michael Trinskjær, kommunikationschef i Danmission.
Flere af Danmissions aktiviteter i verden er lukket ned på grund af corona-virussen, og alle organisationens udsendte medarbejdere på nær en er trukket hjem til Danmark. Arbejdet med udsatte lande og store flygtninge lejre i blandt andet Syrien og Myanmar, sker nu med stor hjælp fra lokale partnere i landene.
Ved Red Barnet arbejder man på, at etablere fjernundervisning for de mange millioner børn, som ikke længere kan komme i skole i Afrika.
- Fjernundervisning er en af de ting vi bruger rigtig mange resurser på lige nu. Vi har erfaringer fra blandt andet ebola-krisen med radioundervisning, og det er der behov for, når børnene ikke kan komme i skole, siger Johanne Schmidt Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Hun understreget, at hjælpeorganisationernes arbejde ikke kun omhandler vand, mad og informationskampagner om corona-virussen lige nu. Efter krisen følger endnu en stor opgave.
- Når corona-krisen er ovre - og den kommer til at koste tusindvis af liv i de fattige dele af verden - så vil der være en kæmpe opgave med at få børnene tilbage i skole. Vi ved af erfaring, at risikoen for at børn aldrig kommer tilbage i uddannelse er stor, fordi familierne bliver presset på økonomien. Pigerne bliver måske sat til at løfte flere opgaver i hjemmet, drengene bliver sendt i arbejde for at tjene til familien. Derfor handler vores arbejde både om håndteringen af corona nu, men også om oprydningen bagefter, siger Johanne Schmidt Nielsen.
Antallet af døde stiger i Afrika mere end normalt. Om det skyldes flere dødsfald fra malaria, sult eller corona, ved man ikke, fortæller Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Der er ikke kapacitet i sundhedsvæsenet i afrikanske lande til at teste det.
- På den måde er det en coronakrise, der er ovenpå en sundhedskrise, der er ovenpå en fattigdomskrise, siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Håb om politisk hjælp
Organisationerne har forsøgt at minimere deres udgifter, ved at kontakte genbrugsbutikkernes udlejere og bede om nedsættelse eller udskydelse af husleje. Det har givet pote.
- Vi har ringet til udlejerne rundt i landet, og der er rigtig mange som har givet et nedslag, udskudt eller stoppet med at opkræve husleje, siger Thomas Røddik Korneliussen fra Blå Kors.
Lignende billede gør sig gældende i flere andre tilfælde, og organisationerne roser de udlejere, som ser vigtigheden af en nedsat husleje.
Flere virksomheder har fået en håndsrækning fra regeringen i form af økonomiske hjælpepakker. Det samme håber man fra organisationernes side, at der vil komme.
- Vi følger nøje med i de hjælpepakker, som kommer fra regeringen af, og håber at der kommer nogle pakker, som vedrører hjælpeorganisationerne, som løfter en kæmpe opgave i øjeblikket, siger Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær.
Ved Red Barnet er man optimistiske om, at der vil komme en økonomisk hjælp fra politisk side.
- Jeg håber og forventer, at der kommer en hjælpepakke særligt målrettet til NGO'erne. Jeg oplever stor lydhørhed fra politikernes side, og det er mit indtryk, at politikerne er bevidste om, at vi er pressede, lyder det fra Johanne Schmidt Nielsen.
De Radikale, Venstre og Konservative står sammen om og forslår en hjælpepakke til landets organisationer. Socialordfører for de Radikale, Rasmus Helveg, mener, at der skal sættes mindst 100 millioner kroner af til den "akutte hjælpepakke".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
