Hun er på vej ud i køleskabet for at hente en fredagsøl til os, og jeg fortæller om den opgave jeg lige har løst, ikke godt nok, synes jeg selv, det synes jeg aldrig. 

“Hold op med det,” siger hun og finder glas frem.

“Undskyld,” svarer jeg. Og følger op: “Det er fordi, jeg er sådan en idiot.”

Ja, jeg kan godt høre, at du sukker, det gør hun også, demonstrativt, og jeg sukker selv lidt indeni over min selvkarakteristik. Hvorfor er jeg sådan en idiot, der går og kalder mig selv for en idiot?

Forskningen viser, at jeg ikke er alene. Vi hedder noget, altså idioter som mig. Vi er mennesker med “undertillid,” har jeg netop læst mig til i Weekendavisen. Det var nyt for mig, at følelsen har et navn. Jeg troede bare, at det var min egen lille karakterbrist.

De fleste af os ved, at der findes mennesker med overdreven tro på egne evner. Så meget at de overhører rådgivning og sund fornuft, når de skal træffe beslutninger og blindt (og dumt) stoler på egne mavefornemmelser. 

Jeg nævner ingen navne. Vi orker det ikke lige nu, vel?

En anden gruppe mennesker er os med en underdreven tro på vores evner. Jeg kalder os for de ydmyge.

Vi lider af “undertillid”. Vi er plaget af “bedragersyndrom”, som det også kaldes. Fænomenet er efter sigende især hyppigt blandt højtuddannede, men hvis I spørger mig, er vi en temmelig stor klub med et urealistisk selvbillede. 

Vi er overbeviste om, at vi er dårligere, end vi rent faktisk er. Vi tvivler konstant på egne evner. Når nogen spørger os om en opgave, vi har løst, er vi de første til at fortælle om alle de fejl, vi lavede undervejs, alt det vi i egen optik ikke gjorde godt nok.

Forskningen viser, at mennesker med undertillid opnår samme resultater som andre, men tror, at vi har klaret os dårligere. Når vi skal gætte på vores resultater, gætter vi til den forkerte side. Vi ser kun hullerne i vores egen ost.

Den slags er ikke så godt på jobbet. Selvtillid og det at kunne viderefortælle sine egne gode resultater er en del af gamet, når man skal lykkes i virksomheden eller kravle opad på det åbne jobmarked. 

Der er vist nok ingen, der åbner et salgspitch, en snak med chefen om forfremmelse eller en jobsamtale med ordene “jeg er noget i tvivl om, om jeg kan løfte opgaven, sidst gjorde jeg mindst halvdelen forkert.”

Og her på denne vigtige klummeplads vil jeg sige højt og klart: Den adfærd er et problem for erhvervslivet.

Det er ikke synd for de ydmyge. Vi kan gøre noget selv, men det hører en anden klumme til.

Derimod er det især synd for virksomhederne, som risikerer at gå glip af potentiale, der bliver holdt dygtigt skjult. 

Det gælder især virksomheder, der tager de ydmyges (forkerte) dårlige egenvurdering for gode varer og derfor lader de selvsikre tage pladsen, giver dem lov til at træffe beslutningerne, drive projekterne og sætte sig i de bløde chefstole. Og så er der risikoen for, at de ydmyge overpræsterer og får stress eller undlader at sætte sig selv i spil til opgaver, som de faktisk er de mest kompetente til.

Heldigvis kan nordjyske ledere være med til at løse det. Forskningen viser nemlig også, at særligt én ting virker. Og det er positiv feedback.

At få at vide, hvad man gør godt, og hvordan man gør det godt, gør en forskel. De ydmyge har en mildt sagt ringe evne til at evaluere sig selv. De lægger for megen vægt på de fejl, de begår. Den positive feedback fungerer som et fornuftens balancelod.

Den gode leder lader nemlig ikke den ydmyges selvevaluering stå og blafre i vinden. I stedet skaber lederen et mere ærligt og retvisende billede af den ydmyges præstationer, både hos den ydmyge selv og i organisationen, ved omhyggeligt at give feedback. 

Feedbacken skal beskrive de gode resultater og i detaljer, hvordan de er opnået. I kan også tale om, hvilken læring det giver til næste gang.

Betyder det, at man som leder skal gå rundt og rose hele tiden og aldrig må give kritik til sarte sjæle? Et stort nej! Forskningen viser også, at negativ feedback, altså kritik, modtages på nogenlunde samme vis af både de ydmyge og de selvsikre. 

De ydmyge er altså ikke mere sårbare over for kritik end alle mulige andre, og der er ingen grund til at pakke os ind i vat.

Men måske er det spild af tid. Vi er nemlig indlysende gode til at lære af vores fejl. Det, vi har brug for, er, at andre hjælper os med at blive lige så gode til at lære af vores succeser. Hvorfor er det vigtigt, spørger du?

Fordi med den viden bliver vi endnu bedre til at skabe endnu bedre resultater i de virksomheder vi er ansat i. Mindre idiot, meget mere succes til alle.