Giv unge, født og opvokset i Danmark, en fair vej til statsborgerskab
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Forestil dig at være født i Danmark, tale dansk, gå i dansk folkeskole, heppe på Danmark til landskampe og føle dig som en del af samfundet, men alligevel ikke have ret til at kalde dig dansk på papiret.
For mange unge, som er født og opvokset her i landet, er det virkeligheden. Det er uretfærdigt og urimeligt. Hvis man vokser op i Danmark, passer sin skole og holder sig ude af kriminalitet, burde statsborgerskab ikke være en kamp. Det burde være en selvfølge.
Disse unge har allerede bevist deres engagement i det danske samfund. De tager ansvar for deres uddannelse og vælger et liv uden kriminalitet. De bidrager positivt ikke bare i klasselokalet, men i lokalsamfundet, i fritidslivet og på arbejdsmarkedet. Ved at give dem nemmere adgang til statsborgerskab, anerkender vi deres indsats og sender et klart signal: Du hører til her. Du er en del af Danmark.
Når man er født og opvokset i Danmark, burde man ikke betragtes som "fremmed". Det danske sprog, kultur og samfundsforståelse er en naturlig del af ens identitet. At kræve lange ansøgningsprocesser, prøver og urimelige ventetider af disse unge er ikke bare bureaukratisk, det er nedværdigende. Det skaber en følelse af at være andenrangsborgere i det eneste land, de kender.
Nogle politikere taler ofte om integration som et problem. Men her har vi en gruppe unge, som allerede er velintegrerede. Ved at give dem lettere adgang til statsborgerskab, styrker vi deres tilknytning til samfundet og giver dem incitament til fortsat at tage ansvar. Det er en positiv spiral, hvor anerkendelse skaber mere engagement og færre sociale problemer.
At være dansk skal ikke defineres alene af papirarbejde og blodlinjer. Det skal defineres af tilhørsforhold, værdier og vilje til at bidrage. Unge, som vælger fællesskabet frem for kriminalitet, og som tager deres uddannelse seriøst, har allerede gjort deres del. Nu er det samfundets tur til at give dem det, de fortjener: En ægte plads i det danske fællesskab.
Lad os tage et opgør med den gammeldags tankegang. Lad os gøre det muligt for unge, født og opvokset i Danmark, at blive statsborgere ikke som en nådegave, men som en anerkendelse af det, de allerede er: danske.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.