Men der findes et tredje perspektiv, som ikke fylder nær så meget i den offentlige debat, nemlig de pårørendes perspektiv.

Vi har begge deltaget i mange drøftelser om organdonation og det har altid undret os, at de pårørendes perspektiv så ofte har været fraværende i den vigtige debat. Eksempelvis har spørgsmålet om organdonation, herunder forskellige samtykkemodeller, været drøftet ad flere omgange i Det Etiske Råd igennem de senere år, men sjældent har samtalen handlet om, hvordan det opleves at stå i den situation, hvor lægerne fortæller, at et menneske, man elsker, er hjernedød – og at man nu skal tage stilling til, om organerne må gives videre.

For de pårørende er det et øjeblik fyldt af sorg, kærlighed og afmagt. Midt i chokket og sorgen, skal der træffes nærmest helt umenneskelige beslutninger, som rummer både liv og død. Lige i det øjeblik, synes K. E. Løgstrups etiske fordring om, at du aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at du holder en del af dets liv i din hånd at blive mere end almindelig nærværende og konkret. Man står således som pårørende med et næsten ubærligt ansvar, der er både dybt menneskeligt og uendeligt tungt på samme tid. Tænk at stå i en situation, hvor man skal forvalte et andet menneskes liv – eller det, der er tilbage af det – på en værdig måde.

I foreningen "Værdig" møder vi mange, der har stået i netop den situation. Nogle finder trøst i, at deres kæres død kan give liv til andre. Andre sidder tilbage med tvivl, skyld eller uafklarede følelser. Fælles for dem alle er, at deres oplevelser kun alt for sjældent bliver inddraget i den offentlige debat.

Men hvis vi som samfund ønsker at styrke organdonationen og sikre, at flere får taget stilling, må vi samtidig styrke samtalen om de pårørendes rolle. Det handler ikke kun om at få flere til at tage stilling, men også om at sikre, at beslutningerne tages med omtanke og forståelse.

Når vi således som samfund beder folk om at tage stilling til organdonation, bør vi samtidig også spørge, hvordan vi rummer den pårørendes tvivl og hvordan vi hjælper med at gøre den svære beslutning så værdig som mulig?

For os kan det være en smuk og livsbekræftende handling, via organdonation at være med til at give livet videre, men kun, hvis vi samtidig ser og anerkender de mennesker, der står tilbage med sorgen og savnet. Den etiske fordring – og det etiske perspektiv i det hele taget - handler netop ikke kun om liv og død, men først og fremmest om, hvordan vi møder hinanden midt i begge dele.