Politik

Grib friheden Rebild!

Vi hepper på jer

Redaktionschef Tom Bue. Foto: Torben S. Hansen
Redaktionschef Tom Bue. Foto: Torben S. Hansen Torben S Hansen

”Fuldstændig frihed” var hvad Statsministeren lovede Rebild og en række andre kommuner i sin åbningstale tirsdag. Tre års frihed fik den nordjyske kommune til at skabe sine egne løsninger på daginstitutionsområdet.

Frihed er som bekendt en svær størrelse. For hvornår er man overhovedet fri? Hvor slutter friheden og begynder ansvaret, hvordan forvalter man frihed – og er man overhovedet fri, hvis man ikke gør brug af sin frihed?

Vender vi os mod den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt, så er frihed noget, som først opstår i forholdet mellem mennesker, når de handler sammen. Og vel at mærke om at skabe noget nyt til alles nytte.

Rebild Kommune har fået en helt særlig mulighed. Frihed til at handle på et område, der ligesom andre dele af vores samfund, har været udsat for bureaukrati, regler, rammer, handlingsplaner, tilsyn og mange andre velmente spændetrøjer. Nu er muligheden der for at kaste det hele op i luften og lande det på en ny, god måde.

Risikoen er selvfølgelig, at det bliver en frihedsøvelse for frihedsøvelsens skyld. At det bliver tre års eksperimenter med yngre medborgere. Det vil ikke være til at bære. Derfor følger der også et enormt ansvar med sådan en øvelse. At man handler sammen for at skabe et fælles bedre.

Omvendt er man nødt til at handle, medmindre man tror på, at systemet i dag er perfekt og har nået sit aller ypperste niveau. Det skal man trods alt nok have en Trump’sk selvforståelse for at hævde.

Derfor handler det om at tro på, at det kan gøres bedre og gribe muligheden. Og her skal man huske at lytte til Hannah igen – og gøre det sammen. Bringe både brugerne, forældrene, de udførende, sagkundskabens erfaringer, men også ny forskning og strategiske, politiske planer i spil.

På den måde kan det lykkes at skabe noget ægte nyt. Med nye, gode oplevelser, nemmere genveje, teknologi der hjælper og ikke er i vejen, og er tænkt til hverdagen i 2020. Og måske ligner noget faktisk også det gamle. Bare det er valgt i frihed.

Det er hvad Statsministeren har lovet, så grib det - fuldstændigt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden