Leder

Halvsløje børn afslører alvorlig sygdom i systemet

Ingen forældre sender deres syge børn afsted i institution for sjov. Når børn alligevel bliver afleveret med feber eller snotnæse, er der tale om et råb om hjælp.

En af de få gode ting, coronapandemien og de medfølgende restriktioner og nedlukninger har ført med sig, er den store viden, alle har om smittespredning: Det er nu børnelærdom, at du kan smitte andre, når du hoster eller rører ved ting, andre også rører ved, og at det bedste derfor er at holde sig væk fra andre, når du er syg.

Sprit, afstand og ikke mindst isolation af syge fik os igennem halvandet år med Covid-19, indtil vaccinen gjorde sit indtog og normaliserede hverdagen igen.

Derfor er det endnu mere paradoksalt, når pædagoger og lærere daginstitutioner og skoler dette efterår beretter om hostende børn, smittekæder og halve klasser eller stuer, der bliver smittet med RS-virus, rotavirus eller almindelig forkølelse. Paradoksalt, fordi forældrene jo godt ved, at et hostende, halvsløjt eller feberramt barn ikke hører hjemme i institutionen - af hensyn til barnet selv, men måske i endnu højere grad af hensyn til alle de andre børn og voksne derhenne.

Forældrene ved udmærket godt, at det er forkert, alligevel ryger halvsyge børn alt for ofte afsted. Og det er et tydeligt symptom på, at der er sygdom i de regler, skrevne såvel som uskrevne, der regulerer forældrenes muligheder for at holde syge børn hjemme. For ingen forældre sender jo et halvsygt barn afsted, fordi de ønsker deres barn skal have en rigtig dårlig dag eller håber på at ligge hele børnehaven ned med influenza.

De gør det, fordi de fleste kun kan holde én, nogle to, barnets sygedag uden at blive trukket i løn eller bruge feriedage på det. Og det er de færreste børnesygdomme - og sygdomme i det hele taget - der forsvinder på en enkelt dag eller to. Og hvis økonomien er stram og efterårsferien i sommerhus er planlagt, er det måske nemmere at træffe det - indiskutabelt - forkerte valg.

Dertil kommer et indirekte pres fra forældrenes arbejdsgivere, som jo afholder udgiften til børnesygedagene, som det er i dag. Det kan måske føles lidt svært at bryde ud i stående klapsalver, når Poul endnu en tirsdag tager det, bevares, moralsk rigtige valg og bliver hjemme hos lille Alma, der har ondt i maven.

Når incitamentet mangler på flere planer, er resultatet ikke overraskende, og med en bedsteforældregeneration, der stadig er på arbejdsmarkedet, er der ingen nemme løsninger mere.

Den gode nyhed er, at der faktisk findes medicin. Vi kunne lade os inspirere af Sverige, hvor staten kompenserer en forælder med en slags sygedagpenge på barnets sygedage, og det gælder i øvrigt, lige indtil barnet er rask igen. Den model er helt sikkert ikke uden bivirkninger, blandt andet i forhold til vores særlige danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv finder ud af det uden statslig indblanding, vil det sikkert blive bøvlet at indføre.

Men bivirkninger til at leve med, hvis behandlingen fungerer, og det tyder noget på, at den svenske model gør. Hvor danske forældre årligt holder under tre børns sygedage hver, er tallet over tre gange så højt i Sverige, fremgår det af tal, som Tv2 har researchet frem. Og det skulle være meget mærkeligt, om svenske børn skulle være tre gange mere skravlede end danske.

Nye regler kommer ikke natten over. Indtil da bør vores nye, fælles viden om smitte og virus og situationen i daginstitutionerne dette efterår klart få forældrene til at gøre det rigtige og lade syge børn blive hjemme under dynen og vi andre kan passende sende anerkendelse og opbakning afsted, når kollegaen må tage barns sygedag. Sygdom, specielt smitsom sygdom, ikke er et privat anliggende, det er en fælles udfordring.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.