Havn fejrer fremgang og ny rekord på bundlinjen
Nordjysk havn lander nyt rekordregnskab
Mens Frederikshavn Havn er i alvorligt økonomisk uføre kan kommunens anden havn mod nord fejre rekord.
Skagen Havn, der ligeledes er en kommunal selvstyrehavn har i løbet af 2023 overgået alle forventninger og leveret en vækst, der slår sidste års historiske resultat.
Med øget aktivitet indenfor alle forretningsområder har havnen opnået en omsætning på 81,8 millioner kroner og et resultat på 28,7 millioner kroner, oplyser Skagen Havn i en pressemeddelelse.
Det er ifølge havnen resultatet af målrettede investeringer i infrastruktur og faciliteter gennem flere år, der har været med til at fremtidssikre havnen.
Bestyrelsesleder for Skagen Havn, Niels Arnold Lund, er meget tilfreds med resultatet og fremhæver betydningen af de strategiske investeringer samt fokus på forretningsudvikling.
- Det et ikke kun er en enkeltstående præstation, men et resultat af en langsigtet vision og målrettet arbejde, siger Niels Arnold Lund.
De optimerede faciliteter i havnen udgør ikke kun en fordel for Skagen Havn, men også for havnens kunder, som nyder godt af de moderne og bæredygtige løsninger.
Administrerende direktør, Willy Bent Hansen understreger betydningen af den positive udvikling på tværs af alle forretningsområder, som har været med til at forme Skagen Havn til den virksomhed, den er i dag.
- Med en øget aktivitet har havnens drift vist sig at være rigtig effektiv og fleksibel, hvilket har haft en betydelig indvirkning på bundlinjen, siger Willy Bent Hansen, der påpeger vigtigheden af kontinuerligt at udvikle organisationens kompetencer og ressourcer for at sikre at kunne levere de bedste løsninger til havnens kunder.
Med et lovende udgangspunkt for 2024 forventer Skagen Havn at kunne fortsætte væksten i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.