Helene står frem: Militær instruktør tog fotos af min bagdel
11 kvinder fortæller om sexisme i Forsvaret - også på Aalborg Kaserne. Nu inddrages minister

Konstabel Helene Munk fra Aalborg Kaserne fortalte i 'Operation X' om sine oplevelser. En skydeinstruktør tog i det skjulte mobilfotos af hendes bagdel. Mange fotos. Foto: TV 2/Mads Houmøller Bødker
NORDJYLLAND:Helene Munk var 20 år, da det skete.
Hun var konstabel-elev på Aalborg Kaserne og deltog i 2020 i en skydeøvelse.
- Jeg sad på hug ved skydebanen og var opslugt af at samle et gevær. Instruktøren trak sin mobil op og tog et billede af min bagdel, fortalte Helene Munk torsdag aften i TV2-udsendelsen "Operation X: I krig og krænkelser".
Hun var ikke eneste kvindelige konstabel-elev, som instruktøren i det skjulte tog mobilfotos af.
Forsvarsministeriets Auditørkorps - den militære anklagemyndighed - fandt 148 fotos af kvindelige bagdele, heraf 15 af Helenes.
Fik bøde - og kom tilbage
Instruktøren endte med at få en bøde på 3500 kr. for at overtræde den militære straffelov - for pligtforsømmelse og krænkelse af en sideordnet.
I dag arbejder både han og Helene Munk fortsat på Aalborg Kaserne.
- Forsvaret prædiker nultolerance over for krænkende adfærd - og det her var jo krænkende adfærd - men han fik lov til at beholde sit arbejde. Så der var åbenbart tolerance over for det, han havde gjort, siger Helene Munk i tv-udsendelsen.
Hendes beretning er kun én af flere om sexisme og krænkelser i Forsvaret, fremgik det af "Operation X". Andre kvinder fortæller om grove verbale krænkelser, befamling og overgreb.
- Jeg blev rasende
Udsendelsen vækker harme blandt flere politikere, som nu har indkaldt forsvarsminister Morten Bødskov (S) til samråd om sexisme-problemerne i Forsvaret.
- Jeg blev rasende, da jeg så udsendelsen. Det, der beskrives, er et svigt uden lige. De sager er så grove, at jeg aldrig har hørt om noget lignende på andre arbejdspladser. Det virker som om, der slet ikke er forståelse af problemet og hvordan det skal håndteres, siger det nordjyske folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard, arbejdsmiljøordfører for Venstre.
"Helt uacceptabelt"
På hendes initiativ er forsvarsministeren indkaldt til samråd om sagen, og kravet bakkes op af De Radikale og Enhedslisten.
- Vi kan simpelthen ikke holde til at have en kultur i Forsvaret, hvor kvinder kan risikere det her, for vi mangler jo personel i fatal grad, siger Martin Lidegaard, forsvarsordfører for De Radikale, til TV2.
Christian Juhl, arbejdsmiljøordfører i Enhedslisten, siger til TV2, at de beskrevne forhold er "helt uacceptable."
Ønsker undersøgelse
Politikerne vil på samrådet have en redegørelse for omfanget af sexisme og krænkelser i Forsvaret. Og svar på, hvordan problemet kan løses.
- Jeg tror ikke, vi kender problemets omfang, siger Anne Honoré Østergaard.
Hun mener, det kan blive nødvendigt, at andre end Forsvaret selv undersøger, hvor stort problemet med sexisme er.

- Der er en syg kultur, mener Peter Ernstved Rasmussen, chefredaktør for netmediet Olfi.dk Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
- Negligerer problemer
Peter Ernstved Rasmussen, chefredaktør for netmediet Olfi.dk, der skriver om Forsvaret, har dette bud på, hvad der er galt, når det gælder sexisme og krænkelser i Forsvaret:
- Der er en syg kultur, hvor man negligerer problemerne. Man forsvarer de brodne kar i stedet for at bakke de krænkede kvinder op.
Han mener, problemerne kan løses:
- Der skal det til, at man slår ned på dem, som begår krænkelserne, men også dem, der holder hånden over krænkerne. Og så må man have mere klare regler for, hvornår en krænkelse er af sådan en karakter, at man kan sige til krænkeren, at "det kan godt være, vi ikke kan fyre dig, men du skal skifte tjenestested".
Møder krænkerne igen
Peter Ernstved Rasmussen finder det problematisk, at de kvinder, krænkelserne går ud over, møder krænkeren på jobbet næste dag.
- Der skal være proportioner i det, men jeg har hørt og set mange eksempler på kvinder, der har været udsat for noget meget groft - og det kan også være verbalt - og alligevel er det kvinden, der må forlade tjenestestedet og ikke krænkeren, siger chefredaktøren for olfi.dk.

- Der skal være nul-tolerance over for kønskrænkende adfærd - også i Forsvaret, fastslår forsvarsminister Morten Bødskov (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det har kun været muligt at få en skriftlig kommentar fra forsvarsminister Morten Bødskov (S). Han skriver til Nordjyske:
"Der skal være nul-tolerance over for kønskrænkende adfærd - også i Forsvaret. Jeg er meget enig med Forsvarschefen i, at Forsvaret skal håndtere krænkelsessager langt bedre. Der er blandt andet brug for mere målrettet forebyggelse. Og er man vidne til, eller bliver man udsat for krænkende adfærd, opfordrer jeg kraftigt til at rette henvendelse til Forsvarets kontaktpunkt for krænkende adfærd, så sagerne kan få den nødvendige konsekvens."
Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra chefen for Aalborg Kaserne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.