Coronavirus

Henriette er frustreret: - Hvorfor skal det tage så lang tid at følge op på en hurtigtest?

Henriette Hesselby forstår ikke, at hendes søn ikke kunne få hurtig adgang til en PCR-test, da han blev testet positiv i en hurtigtest

Henriette Hesselby er uforstående over for den proces, der går i gang, når man tester positiv i en hurtigtest. Arkivfoto: Torben Hansen

Henriette Hesselby er uforstående over for den proces, der går i gang, når man tester positiv i en hurtigtest. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Henriette og to af hendes tre sønner på 11 og 13 år sidder begge i bilen uden for Aalborg Sygehus Syd.

Den yngste er minutter forinden testet positiv i en hurtigtest, og derfor beslutter Henriette at få fulgt op på det med en PCR-test i testcentret ved sygehuset.

Hun spotter hurtigt, at der ingen kø er til teststedet og tænker derfor, at det hurtigt kunne klares. Men nej, IT-systemet kan ikke håndtere, at man kommer uden tidsbestilling til en PCR-test.

Det undrer Henriette.

- Jeg får at vide, at de ikke kan teste ham, medmindre han er i systemet, altså har booket en tid. Jeg kan endda se ind gennem døren, at der ikke er nogen kø. Det lyder meget underligt, synes jeg. Også når man for 14 dage siden kunne blive testet uden tidsbestilling.

Hun bliver bedt om at bestille en tid via www.coronaprover.dk, men her kan hun kun bestille en tid til dagen efter - tirsdag middag. Det giver ikke umiddelbart mening for Henriette - særligt ikke taget omstændighederne i betragtning.

- Hullet i systemet opstår så, da jeg i stedet prøver at booke en tid til mig selv. Her kan jeg booke en tid til mig selv ti minutter senere. Men den samme tid kan jeg ikke booke til min søn. Det forstår jeg intet af.

Heller ikke smitteopsporingen er til nogen hjælp for Henriette. De kan ikke booke en tid til sønnen, og i stedet henviser de til corona-hotlinen, der måske kan hjælpe.

Men denne er lukket på dette tidspunkt.

Det ender dog med, at de senere på aftenen kan bestille en tid i Nørresundby til tirsdag morgen. Den mulighed benytter de sig af.

- Der mangler rettidig omhu. Jeg ved ikke på det tidspunkt (mandag aften, red.), om min søn har corona, eller om det er en falsk positiv test. Skulle den være positiv, synes jeg, det er sent at begynde at smitteopspore, især når jeg ved, at det kunne være gjort tidligere.

- Det frustrerer mig, at når man bliver testet positiv i en hurtigtest, at man så ikke kan få lavet en PCR-test med det samme, når man møder op dernede. Man vil jo gerne have den be- eller afkræftet hurtigst muligt, så man har mulighed for at lave smitteopsporing hurtigt.

Henriette Hesselby mener altså, at det i systemet burde gå hurtigere med at få fulgt en positiv hurtigtest op med en PCR-test.

- Jeg kan godt forstå - med det pres der er pt. - at alle ikke bare kan møde op og blive PCR-testet. Men når man har en positiv hurtigtest, kan jeg ikke forstå, at man ikke bare kan stille sig ned og blive testet og komme i gang med smitteopsporingen, siger hun.

Henriette Hesselbys søn testede positiv i sin PCR-test fra tirsdag morgen. Den fik de svar på onsdag morgen - og først derefter kunne de starte smitteopsporingen.

Sådan skal du forholde dig ved en positiv hurtigtest

1) Isolér dig

Isolér dig. Så vidt muligt også fra dem, du bor sammen med. Kommunen kan evt. hjælpe med en bolig til dig, der er smittet.

2) Ring til Coronaopsporing

Her får du vejledning om, hvordan du skal forholde dig, og du får henvisning til en PCR-test, som kan be- eller afkræfte resultatet af din hurtigtest (antigentest).

3) Bestil tid til test

Gå ind på coronaprover.dk og bestil tid til en test.

4) Bliv testet

Få taget den test, som du har bestilt. Du må gerne gå ud for at blive testet, men du skal undgå offentlig transport.

Hvis testen er negativ, og du ikke har symptomer, kan du muligvis afbryde din selvisolation, men du skal først ringe til Coronaopsporingen på 32 32 05 11.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Kan have været tilfældighed

Jacob Bertramsen er kontorchef for Sundhedsplanlægning ved Region Nordjylland.

Han fortæller, at der i regionens testsystem skelnes mellem tre forskellige former for tider, som man kan tilbyde.

- Det, vi udbyder, er tre forskellige slags tider. Der er den rekvisition, vi alle sammen har liggende, hvor man så at sige er bagerst i køen. Så er der nogle tider til 0-2-årige, for det er nogle bestemte podere, der kan pode dem. Og så er der dem til nære kontakter og konfirmatoriske PCR-test. Det er den, man kan få som nærkontakt, eller hvis man har en positiv hurtigtest. Dem skal man have Styrelsen for Patientsikkerhed til at åbne for én. Med sådan en rekvisition kommer man altid foran i køen, forklarer Jacob Bertramsen.

I forhold til Henriette Hesselbys konkrete sag siger Jacob Bertramsen, at sønnen burde være tilbudt en test, der kunne sende ham foran i køen til en PCR-test efter hans positive hurtigtest.

Han påpeger dog også, at det meget vel kan have spillet ind, at den positive test kom om aftenen tæt på testcentrets lukketid.

- Vores udgangspunkt er, at man ved en konfirmatorisk PCR-test skal kunne få en tid samme dag, som man er testet positiv i en hurtigtest. Men når det så er om aftenen, man er testet positiv, og der kun er åbent ved ét teststed, vil det i praksis først være dagen efter, at man kan få en test.

- Vores driftsfolk synes, at det lyder underligt, at der ikke var ledige tider samme aften. Vi betvivler det dog ikke. Så til det kan jeg kun sige, at vi har maksimalt fokus på at sikre, at denne gruppe kan komme til samme dag, og at vi selvfølgelig beklager, at det ikke lykkedes her.

Henriette Hesselbys mulighed for at booke en tid selvsamme aften kan samtidig have været en tilfældighed, mener Jacob Bertramsen.

- I forhold til moderens test kan det have spillet ind, at der er en anden person, der har afbestilt sin tid i mellemtiden, og at der derfor har været en ledig tid, siger han.

Ti procent i Nordjylland

Jacob Bertramsen oplyser, at Region Nordjylland i øjeblikket har en testkapacitet på PCR-test på 16.200 test om dagen. Ventetiderne på en test er samtidig korte i forhold til resten af landet.

- Udgangspunktet er, at vi skal ramme cirka 16.200 test om dagen. Og vi skal helst ikke komme over det antal, for der står også nogen i den anden ende og skal analysere testene. Og hvis der kommer for mange test, udvides svartiden også, siger han.

Han tilføjer, at den samlede testkapacitet bliver fastsat fra statens side, og at Region Nordjylland derfor ikke har direkte indflydelse på en opskalering af antallet af PCR-test.

- Vi kan ikke skalere mere op. Det fungerer sådan, at staten fastsætter den samlede analysekapacitet, og den er i øjeblikket 170.000 på landsplan. Vi har lige under ti procent her i Nordjylland, siger Jacob Bertramsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.