Henrik Møllgaard: - Frivillige har betydet alt for, hvor jeg står i dag

I Henrik Møllgaards barne- og ungdomsår tilbragte han al fritid i den lokale idrætshal. Et sted drevet af frivillige, der endte med at få afgørende betydning for håndboldspillerens fremtid

Håndboldspiller Henrik Møllgaard startede i den lokale idrætshal i Sydvestjylland som 6-årig. <i>Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Håndboldspiller Henrik Møllgaard startede i den lokale idrætshal i Sydvestjylland som 6-årig. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:En tom hal. Slukket lys.

Ingen mennesker, ingen stemmer, ingen grin, intet OL og trofæ, ingen medalje rundt om halsen.

Det er nok sat en smule på spidsen, men havde der ikke været liv og fællesskab i Gredstedbros hjerte, Kongeåhallen, da Henrik Møllgaard var barn, havde han ikke være der, hvor han er i dag. Det er han stensikker på.

Siden håndboldveteranen var seks år, kom han i den lokale hal i den lille sydvestjyske by med 1000 indbyggere. Her dyrkede han fodbold den ene dag, hockey den næste, tennis, standarddans, håndbold.

Og hvad der ellers lige faldt for.

- Så snart der var et ledigt hjørne i hallen, tonsede vi alle sammen ind, og så var det egentlig ligegyldigt, om det var fodbold, håndbold, eller om der lå en hockeystav. Så var vi bare i gang, og det er det, det altid har kunnet – at skabe et fællesskab.

Dengang handlede det ikke om trofæer, at det skulle blive vildere, at man skulle blive bedre. Det var scenen, hvor Henrik Møllgaard legede gennem sport med alle sine klassekammerater, venner og andre børn fra oplandet. Og det var det sted, det gjorde ondt at forlade, da det gik op for ham, at han kunne lidt mere, når det kom til håndbold og måtte begynde at prioritere benhårdt som 16-årig.

For stedet har lært ham om mere end bare håndbold. Det har lagt grundstenene til den, han er blevet. 

- Hallen, de frivillige og fællesskabet ligger så dybt i mig, at det er svært egentligt at overvurdere, hvor stor en del det er blevet af mit liv, siger han.

Henrik Møllgaard med VM-medalje om halsen i Aalborg Lufthavn. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Henrik Møllgaard med VM-medalje om halsen i Aalborg Lufthavn. Foto: Martin Damgård

Man kan ikke forvente det af folk

Fælles for alle de ting, Henrik Møllgaard har foretaget sig i den lokale hal, er, at det har været drevet af frivillige og forældre, fortæller han.

- De har brugt tid og energi og har gjort en masse for, at vi har kunne få lov til at udfolde os. Og så har det været lige meget, om det har været standarddans, svømmetræning, tennis, bordtennis, hockey, og hvad vi ellers har fået lov at gå i krig med. Det har altid været en naturlig del af foreningsdanmark, og noget som vi er mange, der aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Vi har været enormt taknemmelige, men vi har måske også taget lidt let på, at det er jo bare frivillige, som vi egentlig sætter enormt stor pris på.

Da Henrik Møllgaard var barn, var det i hallen, alting foregik. I en lille vestjysk by af den størrelse var der ikke mange arbejdspladser, og det er der stadig ikke. Derfor levede Henriks forældre pendlerlivet. Det samme gjorde de frivillige og de andre forældre. De var i hallen til sen aften, så byens og oplandets børn og unge kunne udfolde sig fysisk såvel som socialt.

- Nu er der også etableret ting som ungdomsfester, sådan at børnene ikke skal køre 20-30 kilometer, til hvad vi engang kaldte for halbal, for at skabe noget tryghed, nærhed og fællesskab, og det er jo det, det alt sammen har drejet sig om dengang. Det var jo, at hallen var områdets hjerte, og det var der, vi mødtes, og der var stuvende fuldt hele weekenden, og hallen var lejet ud hver eneste hverdag til badminton, inde-hockey, håndbold, indendørs bold, volleyball, og hvad der ellers var. Der var det hele.

Initiativer man i virkeligheden slet ikke kan forvente, at folk, der ikke får penge for det, stabler på benene, påpeger han. 

- Det er bestemt ikke givet, at man som voksen tager ansvar for fællesskabet på den måde, for vi har alle både travlt og har mange undskyldninger for, hvorfor det lige er "nogle andre", som skal tage den tjans og give noget til fællesskabet.

Henrik Møllgaard har været en fast del af Herrelandsholdet i håndbold siden 2013. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Henrik Møllgaard har været en fast del af Herrelandsholdet i håndbold siden 2013. Foto: Lars Pauli

Selv kribler det en smule i ham for selv at give det videre - i første omgang til sine to piger på seks og 10, der er viklet lige så dybt ind i foreningslivet, som han selv var. Men lige nu er han med en skæv kalender fuld af taknemmelighed overfor dem, der hver dag tager imod hans to piger.

- Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor stor en gave, jeg synes, det er, at de kan komme afsted til lige, hvad de har lyst til. Der er virkelig nogle, der brænder for alverdens ting, og som gerne vil være med til at forme vores børn og give dem både noget af foreningsdanmark, men også en tryg velkomst ind i, hvad det nu er, de har lyst til at gå i krig med. 

- Der står altid nogle, som er glade og parate, og som glæder sig til at være sammen med mine børn, og det er ikke noget, man bare kan forvente af andre mennesker. Så det - synes jeg - vitterligt er en kæmpe gave, at det ikke alt sammen skal være brugerbetalt, og noget vi skal købe os til hos professionelle, men at der rent faktisk bare er nogle, som af et godt hjerte vil være med til at skabe en fed kultur.

Da Henrik Møllgaard i tre år spillede for den franske klub Paris St. Germain, der stadig er en ung klub, kørte det gennem brugerbetaling, fortæller han. Det var professionelle, der trænede de unge, og det var folk på lønningslisten, der var hyret ind til at servicere ved en håndboldkamp.

Det var naturligvis også mennesker, der brændte for det, og måske kan man tale for, at der fagligt var bedre kvalitet, påpeger han - men sjælen var en anden.

- Det var mindre familiært, end man kender det fra alle danske klubber. Havde jeg spillet i Chambéry Savoie, som har en anden historie og er en ældre klub, så havde det måske kørt anderledes. Men alt det findes ikke på samme måde i det Paris, jeg i hvert fald var en del af, og det tager vi måske nogle gange en smule for givet, os som bare har fået mulighed for at leve af vores sport.

Det blev især tydeligt under coronanedlukningen, hvor stor betydning foreningslivet havde for hans piger, der blev rastløse, fordi de manglede deres fællesskaber og at komme afsted. <i>Foto: Bente Poder</i>

Det blev især tydeligt under coronanedlukningen, hvor stor betydning foreningslivet havde for hans piger, der blev rastløse, fordi de manglede deres fællesskaber og at komme afsted. Foto: Bente Poder

Ville gøre det hele igen

Ud over at Henrik Møllgaard har kunnet imponere danskerne, når han spæner over halgulvet, har livet i den lokale idrætshal lært ham langt mere end blot at spille håndbold.

- Jeg tror, det sted på mange måder har været grundstenen i den måde, jeg opfatter verden på nu. Både socialt og politisk. Det er der, det hele er blevet grundlagt. Rigtig mange af de ting, der stadig motiverer mig ved at være håndboldspiller 30 år efter, er ikke nødvendigvis så præstationsdrevet mere. Det handler meget om at være en del af et større fællesskab. Jeg har tyvstjålet mange menneskelige værdier fra de personer, der har været mine ledere, som har været en stor del af min opdragelse. Jeg har levet oppe i hallen, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk hjemmefra.

Havde de ikke været der, og havde der ikke været nogen frivillige håndboldtrænere, var Henrik Møllgaard aldrig startet til håndbold, fastslår han. Han var ikke startet et andet sted, og det var sandsynligvis noget andet, han havde kastet sin kærlighed over.

Men da det gik op for ham, at han kunne en smule mere inden for sporten, tog passionen med tiden også til i intensitet.

- Da jeg blev 16-17 år, blev volumen på træningen så stor, at det blev svært at passe på andre ting, som jeg syntes var sjove. Det har aldrig været et fravalg af alle de andre ting, jeg også syntes var sjovt, men når vi begynder at nærme os eliteniveau, så skal der selvfølgelig lægges nogle flere træningstimer i det for også at kunne flytte sig.

- Jeg tror, at det har været afgørende, at jeg har haft berøring med mange andre ting også, så jeg ikke er løbet sur i kun at have dyrket en ting og så måske være brændt ud. Jeg har hentet inspiration i at gå til gymnastik om mandagen, håndbold om tirsdagen, fodbold om onsdagen og så tilbage til håndbold om torsdagen. Det har været leg, fis og ballade og en masse fede fællesskaber.

Og selvom man som gennemsnitlig motionist kun kan drømme om at blive så dygtig til en sportsgren, at man kan leve af det, som Henrik Møllgaard kunne allerede som 20-årig, elskede han at lege i hallen.

- Jeg kan huske, det var svært at sige farvel til det sjove børne- ungdomsliv, og erkende at det rent faktisk skulle til at være en lille smule alvorligt, dedikeret og ensporet. Der er ingen tvivl om, at frivillige i mine barne- og ungdomsår har betydet alt for, hvor jeg står nu. Det var først, da jeg blev 17 år, at jeg fik en træner, som fik penge for sin indsats. At der var nogle midler, forventninger og nogle planer. Indtil da var alt båret af frivillige og forældre, som har haft lyst til at gøre en forskel.

Aalborg Håndbold forlænger kontrakten med Henrik Møllgaard, der er viceanfører. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Aalborg Håndbold forlænger kontrakten med Henrik Møllgaard, der er viceanfører. Foto: Torben Hansen

Efter mange hæsblæsende år i den professionelle håndboldverden tror Henrik Møllgaard, at der ikke går mange år, før han igen bliver en del af breddeidrætten. 

 - At det hele ikke bliver kamp på søndag og onsdag, men at vi også skal nogle andre ting, og jeg også kan hjælpe til ved f.eks. en påske-cup. Alt det jeg syntes også var fedt at nå at være en del af, inden jeg rykkede op, og det hele bare blev elite. Og det er jo ikke fordi, jeg vil bytte det, men jeg synes jo bare, der er noget smukt ved det, der foregår i løbet af et kalenderår i en helt almindelig forening, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, jeg kan være mere med på sidelinjen hos mine egne piger, men jeg håber også at kunne give mere end bare det. Jeg vil gerne med på turene, og jeg er dødmisundelig, når den store pakker soveposen og skal afsted fredag til søndag og skal sove i et klasselokale på en flad luftmadras, for det er jo det, der giver de ekstraordinære oplevelser. 

- Og de kommer kun afsted, fordi der er nogle frivillige, som vil bruge deres friweekend på sådan en tur. Det var jo det, det hele drejede sig om, før det blev koncentreret om resultater, jagt på trofæer, og at alt skal blive større og vildere. Det er det første, jeg er formet af. Det mega fællesskab, man kan få skabt og specielt på sådan nogle ture, hvor det egentlig ikke betyder så meget, hvordan kampene forløber, men hvor det bare er sjovt at møde nogle fra nogle andre hold, og vi sidder 1000 mand i en spisesal på samme tid. 

- Jeg ville starte forfra, hvis jeg kunne få lov, og bare tage hele turen igen, fastslår Henrik Møllgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.