Her kommer der to nye dagligvarebutikker
I 2026 åbner MENY, og der er også en Netto på vej til Stigsborg
Opdateret kl. 15:38
To nye dagligvarebutikker ser dagens lys i et nyt boligområde i Nørresundby. Det fremgår af pressemeddelelser fra dels Dagligvarekæden Dagrofa, dels Stigsborg P/S, der står for udviklingen af det nye boligområde i Nørresundby.
Der er tale om dels en ny MENY-butik, dels en Netto, der er en del af Salling Group, som kommer til at betjene boligområdet, der aktuelt har 600 boliger, som er taget i brug, mens der skal bygges yderligere 500 nye boliger.
- Vi er glade for, at vi nu er så langt, at der er lavet aftaler med to dagligvarebutikker på Stigsborg. Det er i den grad efterspurgt af beboerne, og derfor glæder det os, at vi nu endelig kan fortælle mere om planerne. Med placeringen af MENY og Netto på Stigsborg kan beboerne få dækket deres behov for indkøb i dagligdagen, og det er derfor ikke tilfældigt, at det netop er disse to butikker, der flytter ind, lyder det fra Anton Hessellund, der er direktør i byudviklingsselskabet Stigsborg P/S.
Den nye MENY-butik på Stigsborg bliver den sjette MENY i Aalborg Kommune, når den forventes at åbne i efteråret 2026. Der ligger allerede to MENY’er i det centrale Aalborg, og samtidig er MENY godt placeret i Aalborg SV, i Klarup og i Hals.
- Nordjyderne bakker godt op om vores mission om at være Danmarks Madmarked, og derfor ser vi også en god grund til, at vi skal være med til at skabe det nye område på Stigsborg. Vi er glade for at have fået muligheden for at være med. Nu er aftalen skrevet under og så skal vi i gang med arbejdet for at sikre, at vi kan åbne en lækker butik i efteråret 2026. Vi kommer til at sørge for, at borgerne i Nørresundby nok skal blive velforsynet med Danske Madskatte og andre lækre madvarer, siger Richo Boss, kædedirektør i MENY.
Han tilføjer, at man hos MENY ser frem til at kunne informere yderligere om projektet, efterhånden som arbejdet skrider frem.
Også hos Netto, der er en del af Salling Group, ser man frem til at rykke ind i Stigsborg-bydelen:
- I Salling Group er vi altid på udkig efter nye markedsområder for vores butikker. Vi er allerede godt kendte i Nørresundby med vores eksisterende Føtex- og Netto-butikker. Men med den nye store bydel, som Stigborg allerede udgør, vil vi med vores nye fremtidige Netto-butik kunne række endnu længere ud til flere kunder. Kunderne kan se frem til en discountbutik indrettet efter Nettos nyeste koncept, hvor butikken fremstår inspirerende og flot med et sortiment, som er tilpasset området. Vi ser rigtig meget frem til at åbne dørene og byde velkommen, siger Marianne Holdt, der er regionschef i Netto.
Næste step er at få lokalplanen for det nye byggeri på plads.
- Lige nu er vi sammen med Aalborg Kommune i gang med lokalplanlægningen, så vi kan få skabt de planmæssige rammer omkring byggeriet. Det er vores forhåbning, at vi bliver klar til at åbne de to nye butikker ved udgangen af 2026, men det er klart, at der ligger et stort arbejde i at få alt på plads, siger Anton Hessellund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.