Høge på hugst hos Pirates
Back fra Aalborg Pirates har skrevet to-årig kontrakt med høgene i Frederikshavn
Opdateret kl. 17:55
ISHOCKEY: Isligamandskabet i Frederikshavn White Hawks får i den kommende sæson tilgang fra de nordjyske rivaler Aalborg Pirates. Den 22-årige back Jonas Wilquin, der har fået hele sin ishockeyopdragelse i Aalborg, har nemlig skrevet under på en to-årig kontrakt med White Hawks.
Den 22-årige nu tidligere Pirates-spiller har fået sin opdragelse i Aalborg-klubben og nåede tre sæsoner med isligamandskabet i Aalborg. Det blev i sidste sæson til 37 optrædener i den røde trøje.
- Jonas Wilquin er en ung spiller, der gerne vil spille med pucken, og som vi tror på vi kan udvikle yderligere. Vi ser derfor også meget frem til at se ham i Frederikshavn, når den nye sæson begynder, udtaler sportschef i Frederikshavn White Hawks Kasper Kristensen i en pressemeddelelse.
Selv siger Jonas Wilquin om sin to-årige aftale med White Hawks:
- Jeg trængte til nye udfordringer i livet og som spiller, og ser frem til at komme til Frederikshavn og spille. Jeg tror på jeg kan udvikle mig endnu mere som spiller i White Hawks, og ser frem til der skal ske noget nyt. Det bliver rigtig spændende for mig at komme i gang, og jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater.
Jonas Wilquin tiltræder i White Hawks til august,og han vil blive udstyret med nummer 51 på ryggen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.