Hospice: Når døden nærmer sig, har patienter brug for palliation
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
I det danske sundhedsvæsen bruges ofte betegnelsen “god og kærlig pleje”, når kurativ behandling stopper. Men sproget skjuler den faglighed, der er nødvendig for at støtte og lindre døende patienter.
Når en patient ikke længere kan tilbydes kurativ behandling, bruger sundhedsprofessionelle ofte formuleringen, at patienten er “lagt til god og kærlig pleje”.
Det lyder varmt og nænsomt. Men netop derfor er det problematisk. For begrebet får det til at lyde som om, den sidste tid primært handler om venlighed og nærvær, noget alle kan levere. Men palliativ pleje og behandling er alt andet end simpel.
Det er et komplekst fagområde, der bygger på klinisk ekspertise, systematisk symptomlindring, kvalificeret kommunikation og sansende nærvær. Det er pleje og behandling på et højt fagligt niveau, ikke blot ”kærlig pleje”.
Man kunne næsten få indtrykket af, at omsorg, nænsomhed og omhu kun eksisterer fra det øjeblik, patienten overgår til udelukkende palliation.
Pludselig bliver noget, der ellers er kernekompetence i god sygepleje, fremhævet som “god og kærlig pleje”, som om det ikke har været til stede før. Alle patienter bude i min optik tilbydes god og kærlig pleje uanset diagnose og prognose.
Palliation
Sundhedsvæsenet arbejder i dag ud fra en todeling: basal palliation og specialiseret palliation. De fleste patienter får basal palliativ indsats i kommuner, på plejehjem, i almen praksis og på hospitalsafdelinger, hvor personalet håndterer mange andre opgaver samtidig med palliationen.
Kræftplan V beskriver, at basal palliation retter sig mod patienter med afgrænsede palliative behov. Men det betyder ikke, at opgaven er let. Personalet skal kunne identificere og lindre symptomer, tale om døden, støtte pårørende og koordinere på tværs. At kalde dette for “kærlig pleje” er en sproglig forfladigelse af en kompleks og krævende opgave.
Når behovene er mere komplekse, med mange symptomer, som fx svære smerter, psykisk eller eksistentiel uro, kan den specialiserede palliative indsats træde til. Den specialiserede indsats består af teams, palliationsafsnit og hospicer, der udelukkende arbejder med palliation.
Plejen og behandlingen er tværfaglig, systematisk og baseret på solid faglig viden. Her ville ingen drømme om at beskrive indsatsen som “kærlig pleje”. Hvorfor bruger vi så dette begreb netop om et af sundhedsvæsenets mest komplekse og sårbare områder?
Professionel omsorg
Problemet er ikke ordet ”kærlig” i sig selv, men den opfattelse det skaber. Når et menneske er i den sidste fase af livet, skal plejen selvfølgelig være præget af respekt, værdighed og medmenneskelighed. Men det er ikke “kærlighed”, der sikrer lindring af åndenød, smerter og angst.
Det er faglighed. Det er viden om medicin, fysiologi, etik og kommunikation. Det er mange års erfaring. Og det er evnen til at være nærværende og professionel i samspillet med patient og pårørende.
I dag ved vi, at palliation med fordel kan integreres langt tidligere i sygdomsforløb. Det er ikke en afslutning, men en del af et helhedsorienteret behandlingsforløb. Palliation retter sig mod både patient og de nærmeste pårørende, fordi sygdom og død altid rammer en hel familie, ikke kun ét menneske.
Her er hospicefilosofien central, med pointen om at livet skal leves til det sidste. At i den sidste tid bør der være fokus på at der fx skabes øjeblikke af mening, ro, fællesskab og værdighed. Det kræver, at de fysiske symptomer er lindret, at angsten håndteres, at familien støttes, og at samtalen om det der fylder, får plads.
Dette kan ikke reduceres til ”god og kærlig pleje”, men der bør være fokus på at palliation handler om en målrettet, faglig indsats, der gør liv muligt, også når livet er kort og kurativ behandling er udelukket.
Basal palliation er én opgave. Specialiseret palliation er en anden. Begge kræver høj faglighed, tæt samarbejde og klar systematik. Det er derfor på tide, at vi stopper med at tale om “kærlig pleje”, når vi mener professionel, palliativ pleje og behandling.
Vi skylder patienter og pårørende at kalde indsatsen, hvad den er. Ikke for at fjerne menneskeligheden, men for at sikre den bedst mulige faglige kvalitet i livets sidste tid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.