Sygehusene

Hospitalsklovnen Tut på første besøg efter nedlukning: - Jeg har tænkt meget over, hvad jeg gør i stedet for at kramme

De sygdomsramte børn på Sygehus Nord kunne igen få besøg af den glade hospitalsklovn Tut. NORDJYSKE talte med klovnen før og efter det rørende besøg

- Det er som om, det er første gang, jeg skal afsted - jeg har virkelig sommerfugle i maven, siger Gitte Brønager Jørgensen inden hun for første gang siden corona-lockdown skal ind på sygehuset som hospitalsklovn.

- Det er som om, det er første gang, jeg skal afsted - jeg har virkelig sommerfugle i maven, siger Gitte Brønager Jørgensen inden hun for første gang siden corona-lockdown skal ind på sygehuset som hospitalsklovn.

AALBORG:- Den største udfordring bliver, at jeg skal holde en meters afstand fra børnene, siger Gitte Brønager Jørgensen, mens hun trækker sin rejsekuffert hen over fortorvet foran Sygehus Nord.

I kufferten er kulørte kostumer, bamser, legetøj og den ikoniske røde næse, men for en stund endnu ligner Gitte i sin hvide nederdel og med sit grå-sorte hår en helt normal kvinde. Inden længe vil hun tage kuffertens indhold i brug og for første gang siden corona-nedlukningen i marts besøge de sygdomsramte børn som klovnen Tut.

Uden kram, kropskontakt og uden sin klovne-partner Luigi bliver hospitalsbesøget som aldrig før. Selvom Gitte Brønager Jørgensen har arbejdet som hospitalsklovn i 14 år, så har hun ligget søvnløs det meste af natten, og de mange sommerfugle i maven får hende til at føle, at dagen i dag er som første hospitalsbesøg på ny.

Intet som det plejer

- Jeg har tænkt meget over, hvad jeg gør i stedet for at kramme, og jeg er da kommet på et par ideer, fortæller Gitte fra sin ene ende af en bænk ude foran Sygehus Nord.

Hun åbner kufferten, roder rundt i de mange farver og hiver så en metalpind op. For enden af den er en massagerulle, og det er tanken, at den skal bruges som en hilse-kramme-nusse-klø-armforlængende-stang. Eller hvad end der nu må komme af ideer undervejs.

- Det har været forfærdeligt at vente i så lang tid. Den første månedstid gik jeg med en træls fornemmelse af, at jeg burde være derude ved børnene for deres skyld, men efterhånden kunne jeg godt se, at corona gik sin egen vej, og der var ikke andet jeg kunne gøre, end at være derhjemme og vente, siger Gitte Brønager Jørgensen. Foto: Kim Dahl Hansen

- Det har været forfærdeligt at vente i så lang tid. Den første månedstid gik jeg med en træls fornemmelse af, at jeg burde være derude ved børnene for deres skyld, men efterhånden kunne jeg godt se, at corona gik sin egen vej, og der var ikke andet jeg kunne gøre, end at være derhjemme og vente, siger Gitte Brønager Jørgensen. Foto: Kim Dahl Hansen

- Den tror jeg godt, jeg kan lave noget sjov med, og den er samtidig let af spritte af. Jeg tænker også, at man kan sætte en handske på og sige goddag - det kan være, at den går hen og bliver levende - man ved aldrig hvad der sker, siger Gitte Brønager Jørgensen.

At arbejde under uvisse forhold er netop hvad klovnen Tut er ekspert i. Mødet med børnene er ikke et indøvet show med replikker, som man kan opleve ved cirkusklovne, men derimod en improvisation, som afhænger af børnenes helbred, lyst og behov.

- Jeg bruger mig selv i det hele, om det er til at side helt stille og synge, om jeg skal løbe op og ned af gangen med et barn, eller om jeg skal have fægtekampe inde på sygestuen, siger Gitte.

Udover manglen på kram og kropskontakt, så mangler klovnen Tut også sin makker, klovnen Luigi. De to plejer at underholde og vise omsorg for for børnene sammen. Det er derfor både kram, fysisk leg og et sammenspil med klovne-makkeren, som Gitte nu må forsøge at nytænke.

- Det ping-pong jeg plejer at have med Luigi, skal jeg også finde et andet sted, om det skal være med forældrene eller personalet, må jeg finde ud af, lyder det fra Gitte.

Selvom der altid opstår situationer, som Gitte aldrig kan planlægge, er der da også et par tricks i ærmet, som børnene altid falder for.

- Hvis der er et barn, som spørger, om de må tage et billede af mig, så siger jeg, "ja, det må du godt, men jeg tager lige et billede først", og så går jeg hen og tager et billede ned fra væggen, og giver det til dem. Så siger jeg, at det er deres tur til at tage et billede bagefter, fortæller Gitte med et smil.

- Jeg glæder mig. Jeg har ikke sovet ret meget i nat - det plejer jeg ellers ikke at have svært ved, griner Gitte Grønager Jørgensen. Foto: Kim Dahl Hansen

- Jeg glæder mig. Jeg har ikke sovet ret meget i nat - det plejer jeg ellers ikke at have svært ved, griner Gitte Grønager Jørgensen. Foto: Kim Dahl Hansen

Sommerfuglene i Gitte Brønager Jørgensens mave er vokset på de over 80 dage, som Danmark delvist har været nedlukket i, og inden NORDJYSKES journalist forlader Gitte for senere at mødes med Tut, giver hun en sidste opmuntrende kommentar med.

- Der er jo nogle af børnene, der plejer at komme løbende og vil have en krammer, men det kan jeg ikke give i dag. Men selvom det er sådan, så tror jeg også, at børnene er blevet lært og er gode til at holde afstand. Så det skal nok gå, siger Gitte Brønager Jørgensen.

Et fantastisk besøg

Ud af hospitalet kommer klovnen Tut i guldsko, hvid kjole med røde blomster og en finurlig lille rygsæk med glimmer og regnbuefarver. Hun hopper lystigt hen over fortorvet, som havde hun fået fem nye bedste venner på sin første skoledag. Med metalstangen vinker og hilser hun.

- Det var fantastisk at være tilbage igen, udbryder Tut i et stort smil, så den røde næse giver et hop opad.

- Stangen var god i dag. Jeg brugte den som 1-meter stang, og efter lidt tid fik den plastikhandske på, og så kunne jeg jo sige goddag til børnene med den, siger Tut.

Stangen blev brugt flittigt til at hilse på de mange hospitalsbørn, og særligt ved et barn, blev den til et sjovt redskab. En gummihandske sad fast, da Tut prøvede at skifte den, og det kom der et stort nummer ud af, hvor Tut måtte hoppe, træde og hive i handsken.

- Det er meget ydmygt og fantastisk, at jeg får lov til at være med på sidelinjen, når børnene skal opleve og igennem alt det på hospitalet. Foto: Kim Dahl Hansen

- Det er meget ydmygt og fantastisk, at jeg får lov til at være med på sidelinjen, når børnene skal opleve og igennem alt det på hospitalet. Foto: Kim Dahl Hansen

Nervøsiteten fra morgenstunden har tydeligvis lagt sig, og Tut smiler over igen at være i sit rette element, med rød næse, blink i øjet og glitrende hårspænder. Hun plejer at arbejde som klovn fire dage om ugen, og hendes fravær fra børneafdelingen er derfor ikke gået ubemærket hen.

- Det var så rart at se børnene igen og tale med dem og få at vide, at børnene har savnet mig, siger Tut.

Et andet barn på 3-år skulle have taget en blodprøve. Den opgave hjalp Tut også med at gøre nem for lægerne og barnet selv.

- Lige fra jeg kom ind til ham på stuen, gjorde han ikke andet end at snakke med mig, indtil jeg gik. Han var virkelig en sej 3-årig, som fortalte om hvad der skete hjemme ved ham, og at han var faldet, og havde slået sit knæ, fortæller Tut, og når lige at sende en trøstende bemærkning til en mor og et grædende spædbarn, som går forbi på gaden.

Udfordringen med ingen kram og kropskontakt blev ingen sag for Tut, som har det godt med improvisation og at få det bedste ud af omstændighederne.

- Der var ingen der spurgte efter kram, men jeg havde talt med lægerne om, at hvis der var, så måtte jeg i en engangsdragt. Det var faktisk ikke engang svært at undlade kram, for jeg fandt jo på så meget andet. Afstanden er jo noget vi bare skal have til at fungere, siger klovnen Tut.

Tut er både hospitalsklovn og Gitte Brønager Jørgensen under det korte interview foran sygehuset, men hver gang en forbipasserende kommer vores vej, så giver hun et lille hop, hilser høfligt og viser at overfor alle andre ved og på hospitalet, så er Gitte hospitalsklovnen Tut, som smitter med glæde og smil.

- Jeg elsker at komme ind og lave noget fis og ballade, og at være med børnene når det også er svært. Det er så dejligt at se, når de kommer ud på den anden side, og alting er blevet godt.

Gitte Brønager Jørgensen er 54 år gammel, men Tut har fødselsdag hver søndag, så hun er mange millioner-hundrede år, fortæller hospitalsklovnen Tut. Foto: Kim Dahl Hansen

Gitte Brønager Jørgensen er 54 år gammel, men Tut har fødselsdag hver søndag, så hun er mange millioner-hundrede år, fortæller hospitalsklovnen Tut. Foto: Kim Dahl Hansen

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.