Hul i hovedet med grusgrav ved Ikea
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
MOTORVEJ: Nu må jeg le. Det er dog det tåbeligste. Men det er også meget alvorligt. Trafikstyrelsen annoncerede 03.07.26 en høring om, at Egholm-motorvejen skal have sit eget indvindingsområde på 24,87 hektar. Det skal ligge lige ved Ikea i det bakkede terræn på højre hånd på vej ud af Aalborg.
I området skal der graves 2.500.000 kubikmeter grus, sand, sten og eventuelt moræneler kun til brug for anlæg af Egholm-motorvejen.
Trafikstyrelsen har allerede oplyst, at den giver Vejdirektoratet lov til etablering af denne grusgrav, der er en afvigelse fra det oprindeligt beskrevne i anlægsloven, hvor det i samtlige miljøkonsekvensvurderinger stod, at det var forudsat, at diverse råstoffer skulle komme fra de indvindingsområder, der i forvejen var udpeget i Region Nordjyllands råstofplan. Der bliver ikke lavet nye miljøkonsekvensvurderinger, idet Styrelsen mener, at denne grusgrav er en uvæsentlig ændring. Det mener jeg ikke. Miljøkonsekvensvurderinger er lovpligtige i større statslige projekter og i forbindelse med etablering af motorveje.
Og uden miljøkonsekvensvurdering bliver der ikke taget de lovpligtige hensyn til eventuelle rødlistede, fredede dyr eller planter i det pågældende område. Ligeledes mener Styrelsen ikke, at det er nødvendigt at undersøge, om udgravning af en grusgrav på 24,87 hektar på dette specifikke område vil kunne skade grundvandsbassiner og/eller have konsekvenser for byens drikkevand.
Det er slet ikke godt nok. Det pågældende område ligger klods op ad et af byens største drikkevandsindvindingsområder, der leverer drikkevand til en tredjedel af Aalborgs befolkning.
Det var det alvorlige.
Men nu er det, at det bliver latterligt. Ja, nærmest tragikomisk. Jeg tænkte, hvad hvis Aalborg Kommune udstykker det samme område i parceller på 800 kvadratmeter. Jeg spurgte AI, hvor meget 24,87 hektar (rundet op til 25 hektar) ville fylde i området. Svaret var 35 standard fodboldbaner. Derefter spurgte jeg, hvor mange parcelhusgrunde på 800 kvadratmeter plus vejanlæg, der kunne være på 35 fodboldbaner. AI svaret var fra 250 til 265 parcelhusgrunde alt afhængig af vejanlægets beskaffenhed. Man regner med 15 eller 20 procent vejanlæg i et villakvarter. Så spurgte jeg AI, hvad en grund på 800 kvadratmeter koster i Drastrupområdet. Svaret fra AI var, at prisen for sådan en grund i 2026 ligger imellem 1.000.000 kr. og 2.300.000 kr. Derefter valgte jeg som et eksempel at anlægge 250 byggegrunde på 800 kvadratmeter til en pris af 2.000.000 kr. Det beløb blev til 500.000.000 kroner. Altså en halv milliard kroner.
Så spurgte jeg AI om, hvor meget en almindelig gennemsnitshusejer i området skal betale i kommuneskat. Svaret var 90.000 kr. om året. Hvis vi nu tager alle grunde som færdigudbyggede med beboere, der betaler deres kommuneskat på 90.000 kr. årligt (dog nok stigende), altså 90.000 x 250. Det beløb bliver til 22.500.000 kr. årligt. AI estimerer, at det i 2026 penge koster imellem 47.500.000 kr. og 87.500.000 kr. at byggemodne grundene, så det beløb skal så trækkes fra et sted i mit eksempel.
Men de 22.500.000 kr. er jo et årligt (stigende) beløb, så efter rundt regnet 10 år kan de 250 grunde akkumulere omtrent 225.000.000 kr. til kommunen.
Altså først kan kommunen få 500.000.000 kr. ved salg af de 250 grunde.
I de næste 10 år får den skatter ind fra de beboede grunde på 250.000.000 kr.
Og i de næste 10 år endnu 250.000.000.
Så er den første milliard nået.
Det er godt nok mange penge at smide i et hul.
Skal Aalborg Kommune smide en milliard kroner i et stort hul?
Nej! Selvfølgelig ikke.
Jeg forstår ikke, at Aalborg Kommune uden videre kan tillade Staten at inddrage et så stort område med så stort et økonomisk potentiale.
Den Egholm motorvej er ved at blive en rigtig dyr “fornøjelse” for Aalborg Kommunes borgere. Altså dig.
Jeg har skrevet høringssvar til Trafikstyrelsen. Det kan du også gøre inden 17.08.26.
Og husk: Aalborg Kommune har i forvejen pålagt sig selv at betale 600.000.000 kr. til Egholm-motorvejen. Et beløb, som flere har regnet ud vil ende på over en milliard kroner.
Kære Folketingspolitikere fra A til Å.
Drop Egholm motorvejen nu, eller har I virkelig hul i hovedet?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.