Coronavirus

Hun kaldte kollegerne provinsielle. Så lod de et lovbrud ske

Frygt drev værket, da minkerhvervet og syv nordjyske kommuner blev lukket ned. Frygt for et nyt Wuhan i Nordjylland og frygt for Statsministeriet. Minkkommissionen retter lyset mod Mette Frederiksens nærmeste medarbejder

Barbara Bertelsen - kaldes barsk, bl.a. fordi hun fandt foreslåede løsninger på minkproblemet alt for lempelige. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scanpix

Barbara Bertelsen - kaldes barsk, bl.a. fordi hun fandt foreslåede løsninger på minkproblemet alt for lempelige. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scanpix

Få timer før regeringen besluttede at slå alle mink ihjel og lukke borgerne i syv nordjyske kommuner inde, mødtes en gruppe af departementschefer og deres nærmeste medarbejdere.

Det var 3. november 2020. Barbara Bertelsen fra Statsministeriet sad for bordenden. Her sidder hun gerne. Ikke for ingenting går Barbara Beatrice Bertelsen i centraladministrationen under øgenavnet "BBB". Det ene B bliver af flere oversat til "Barske" som et udtryk for respekt for hendes handlekraft.

Statsministeriet ville drøfte den stigende smitte i mink og nye oplysninger fra Statens Serum Institut (SSI) om den såkaldte cluster-5. En variant, som SSI mistænkte for at være resistent over for vacciner mod covid-19, og som var fundet i prøver fra smittede nordjyder.

Fødevareministeriet havde fremlagt to modeller til at stoppe minkproblemet, begge uden lovhjemmel: Minkerhvervet kunne lukkes helt – eller alle mink med undtagelse af avlsdyr kunne aflives. Barbara Bertelsen var tilsyneladende ikke imponeret og fandt løsningerne ”alt for lempelige”, har en embedsmand forklaret under vidneansvar i Minkkommissionen på basis af sine notater fra mødet:

”(Hun) kalder det provinsielt og fremfører, at resten af mødekredsen slet ikke har forstået, hvor stor en potentiel katastrofe, det er, vi står over for.”

Ingen sagde tilsyneladende Statsministeriets departementschef imod.

Den potentielle katastrofe blev senere samme dag anledning til, at regeringen på et møde i koordinationsudvalget besluttede at slå alle mink ned. Heller ikke her sagde nogen fra. Ifølge et vidneudsagn fra mødet nævnte hverken daværende fødevareminister Mogens Jensen eller sundhedsminister Magnus Heunicke, at deres embedsværk ikke kunne finde lovhjemmel. Begge mangler endnu at vidne i Minkkommissionen.

Næste dag, 4. november, var cluster-5 omdrejningspunktet på et pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen begrundede nedlukningen med det ultimative skrækscenarie: At Nordjylland ligesom Wuhan kunne blive arnested for en global pandemi. Mogens Jensen, Magnus Heunicke og SSI bidrog alle til skræmmebilledet – igen uden at rejse et flag for loven.

Det er endnu for tidligt at drage konklusioner på basis af Minkkommissionens arbejde. Den ventes tidligst at have afsluttet sine afhøringer i december. Men det er bemærkelsesværdigt, at der allerede så tydeligt tegner sig et billede af, hvor stor en skræk cluster-5 satte i Statsministeriet og ifølge vidneudsagn altså især i Barbara Bertelsen. Men selv på daværende tidspunkt havde uafhængige eksperter gjort SSI opmærksom på, at der ikke var videnskabeligt grundlag for at påstå, at cluster-5 var resistent over for vacciner, og i dagene umiddelbart efter pressemødet blev det offentligt gentaget af andre. Det stod tilmed hurtigt klart, at cluster-5 var gået i sig selv.

SSI og flere politikere har siden forsøgt at nedtone betydningen af cluster-5 for regeringens beslutning og tegnet et billede af et mere nuanceret beslutningsgrundlag. Men den holder ikke længere. Det var frygt, der drev værket. Frygt for et nyt Wuhan. Frygt for Statsministeriet.

Handlekraft er uden tvivl en vigtig egenskab for en departementschef i Statsministeriet – og for en statsminister og hendes regeringskolleger. Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen er med rette blevet rost for at have taget corona langt mere alvorligt end de danske myndigheder i pandemiens spæde begyndelse. Men i november 2020 havde de tid til at indhente ekstra ekspertvurderinger af både det videnskabelige og juridiske grundlag, inden de skred til den voldsomme handling at lukke ned for et erhverv og syv kommuner. Det var ikke kun det mest vidtgående indgreb i danskeres borgerrettigheder siden besættelsen; Det var tilmed ulovligt. Og dyrt. Samfundet har tabt cirka 25 milliarder kroner.

Men ingen tog sig tid.

Minkkommissionen skal ikke foretage retlige vurderinger af ministres ansvar. Det er op til Folketinget, om sagen får konsekvenser for Mette Frederiksen. Men kommissionen skal retligt vurdere embedsværkets ansvar, og spotlight er nu rettet mod "BBB", statsministerens nærmeste medarbejder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.