Sundhed

Susanne gik glad fra lægen. Da hun fik sin indkaldelse, ændrede det sig prompte

Ventetiden stiger og stiger

Arkivfoto.

Opdateret kl. 17:12

En kvinde fra Hjørring er en af mange, der har oplevet, at ventetiderne i psykiatrien tilsyneladende bare stiger og stiger - selv om politikerne de senere år har afsat flere penge til området.

Det skriver DR.

Susanne Ditlevsen Jensen var tidligere på året ved egen læge og fik en en henvisning til udredning for autisme ved en psykiater.

Den henvisning var hun glad for, men der kom skår i glæden, da hun fik brev efterfølgende: Hun kunne nemlig se frem til at skulle vente i 33 måneder.

- Jeg synes et eller andet sted, det er for dårligt af vores samfund, at der ikke bliver taget bedre hånd om det, siger Susanne Ditlevsen Jensen til DR om ventetiden, der har været stigende i årevis.

Ifølge DR er ventetiden for ikke-akutte patienter til praktiserende psykiatere i gennemsnit 103,6 uger på landsplan. 

Sidste år var den 80 uger, mens den i 2018 var på 23,6 uger, viser tal fra Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS).

Til DR siger direktøren for Psykiatrifonden, Marianne Skjold, blandt andet: 

- Det er godt, at man søger hjælp i højere omfang end tidligere. Det er afgørende, at man får hjælp så hurtigt som muligt, så man kan finde tilbage til skolen eller arbejdet eller den situation, man nu står i.

De maksimale ventetider for ikke-akutte patienter i Region Nordjylland er ifølge DR’s øjebliksbillede 159,5 uger, kun overgået af Region Midtjylland, hvor ventetiden er op til 183,2 uger.

DR har også talt med sundhedsminister Sophie Løhde (V) om sagen:

- Psykiatrien har været massivt underprioriteret igennem alt for mange år, og derfor kommer det også til at tage noget tid for os at få vendt den skude, siger ministeren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden