Hundeejer: Jeg blev presset til at udlevere mine hunde

Opdrætter af collier fortæller sin version af historien om de hunde, som Dyreværnet og dyreværnsforeningen Alle Dyrs Ret har overtaget

Milé Knudsen med et par af hendes hunde i hjemmet. Privatfoto

Milé Knudsen med et par af hendes hunde i hjemmet. Privatfoto

NORDJYLLAND:Sagen om fjernelsen af et antal hunde af racen collie fra en vendsysselsk hundeejer, får nu hundeejeren, Milé Knudsen fra Asaa, til at stå frem med sin version af handlingsforløbet, der for nogle dage siden fik Dansk Dyreværn og dyreværnsforeningen Alle Dyrs Ret til at melde ud, at de mange collier var blevet fjernet fra hundejeren.

De mange hunde - dels voksne hunde og dels hvalpe - er ifølge dyreværnsforeningen Alle Dyrs Ret i Nordjylland blevet fjernet fra en hundeejer i Vendsyssel i en strid om manglende pasning af hundene, der ifølge Bettina Hvass fra Alle Dyrs Ret gik i deres eget skidt.

Milé Knudsen kan slet ikke genkende udtalelserne om, at hundene skulle gå i deres eget skidt, at de skulle være udsultede og syge.

Hun fortæller i stedet, at hun har følt sig presset til at udlevere sine hunde, og at hun bare gerne vil have dem hjem til sig igen. Hundeejeren oplyser, at alle hendes hunde er udstillingshunde, der, som hun kalder det, er "storpelsede hunde", som hun køber fra hele verden.

Hun begyndte sit større hundehold i 2019, hvor hun blev godkendt til det - ifølge hende - af både politi og Fødevarestyrelsen. Her er hendes fortælling af forløbet:

- En dag, hvor vi var i gang med at ordne stedet, hvor hundene er, mens de opholdt sig ude i vores løbegård, kommer der pludselig en bil med to kvinder. De udgiver sig for at være fra en dyreværnsorganisation. Og da jeg altid er åben og venlig, lader jeg dem se til mine hunde, da de beder om det, forklarer hundeejeren.

Hun fortæller, at de to kvinder, der udgav sig for komme fra Dyrevennerne, ikke viste nogen form for legitimation i forhold til, hvem de repræsenterede.

- Vi gik over og så til hundene, der løb ude og legede. Og hundene går altså ikke i en kold hal. De har før opholdt sig i hallen, der dog ikke længere er godkendt til hundehold. Nu går de dels i privaten, dels i et rum, der hører til huset. De så til hundene og pludselig vendte de to kvinder 180 grader og sagde, at de har ondt af hundene. De mente blandt andet at finde en af mine hunde, der ifølge dem havde kræft, og de tog derfor hunden med sig.

Privatfoto

Privatfoto

En uge senere kom en repræsentant fra Dansk Kennel Klub og kiggede på faciliteterne. Kort efter kom de to kvinder fra besøget ugen forinden igen.

Blev truende

På et tidspunkt følte Milé Knudsen, at de tre kvinder begyndte at opføre sig truende.

- Vi havde en af mine hunde, der var gået i fødsel, og den hund mente de også skulle til dyrlæge hurtigst muligt. Så de pakkede hvalpene i et tæppe og tog moderhunden med sig. Det mener jeg ikke, de har ret til. Senere på dagen fik vi kontakt med dem igen, men både hvalpene og tæven var sunde og raske. Jeg måtte bare ikke få dem igen.

- Jeg har været alvorligt syg, og de mener ikke, at jeg kan klare mine hunde. Men jeg er godkendt af Fødevarestyrelsen (Embedslægen; Red.) og dyrepolitiet har også været på besøg nogle gange for at tilse mine dyr.

- Men de tre kvinder mente, at jeg skulle af med flere af mine hunde, og en af dem sagde, at Dyreværnet da har plads til dem, så jeg følte mig så presset, at jeg - selv om jeg absolut ikke ville af med mine hunde - udleverede seks af mine hunde og de nyfødte hvalpe, fortsætter hundeejeren.

Det sker ifølge hundeejeren uden, at der foreligger en kendelse eller lignende bemyndigelse til at fjerne dyrene.

En uge senere skete det samme.

- De kommer og siger, at de skal have flere hunde. Jeg siger, at det skal de ikke. Mine hunde fejler ikke noget. Så beskylder de mig for, at alle hundene er syge, for dem de har fjernet har ifølge dem både øjenproblemer og nyreproblemer og alt muligt, og det vil blive meget dyrt at få dem til dyrlæge. De viste dog ingen dokumentation for det, de sagde. Samtidig kom de med papirer, hvor de ordret sagde, hvad jeg skulle skrive og skrive under på.

Privatfoto

Privatfoto

Et par dage senere - nemlig om fredagen - kom de og hentede yderligere to hunde.

Det var på det tidspunkt, Alle Dyrs Ret og Dansk Dyreværn gik ud med oplysningerne om sagen fra Nordjylland.

Og politikommissær Henrik Jensen fra Dyreenheden ved Nordjyllands Politi har tidligere overfor nordjyske.dk bekræftet, at politiet har været på besøg hos opdrætteren sammen med Embedslægen, og han oplyste dengang, at der er en verserende sag mod opdrætteren, som dog stammer fra før episoderne i maj.

Bedt om redegørelse

Efter at Dyreværnet og Alle Dyrs Ret bragte sagen fra maj med hundeejeren fra Vendsyssel frem, har politikommissæren anmodet de to organisationer om at komme med en redegørelse.

- Jeg har bedt om en redeførelse for, hvad der er lavet, og hvad der er fundet hos hundeejeren for om muligt at finde ud af, om der ligger noget, som skal efterforskes politimæssigt. Men jeg kan ikke kræve en redegørelse. Det er op til organisationerne at komme med den, siger Henrik Jensen, der ikke kender til en anmeldelse fra hundeejeren af organisationerne for tyveri af hendes hunde.

Milé Knudsen siger, at hun i forbindelse med fjernelsen af hundene over de tre uger i maj hele tiden har følt sig presset af dyreværnsorganisationerne, og hun kalder fjernelsen af hundene for "tyveri" og "svindel".

Hun understreger, at hun ikke mener, at hendes hunde er syge, ligesom hun har over 200 placeringer på hendes hunde fra udstillinger.

- Jeg har aldrig fået klager, når jeg har været på udstilling med mine hunde. Alligevel bliver jeg beskyldt for at alle mine hunde fejler alverdens ting. Tværtimod jeg ordner selv mine hunde, som jo skal være i orden til udstillingerne, siger hundeejeren.

Hun afviser, at hundene har gået i deres eget skidt, og siger samtidig, at de billeder, som blev vist i forbindelse med Nordjyskes artikel, ikke er taget i maj, da de tre kvinder var på besøg hos hende.

Hun erkender, at hun tidligere har givet Bettina Hvass fra Alle Dyrs Ret en hund, der ifølge hende havde to skæve tænder, som var blevet trukket ud, men altså ikke betændelse over hele munden.

- Og den hund var absolut ikke udsultet, understreger hundeejeren, der i øvrigt har anmeldt fjernelsen af de øvrige hunde fra hende som tyveri.

- Jeg kender intet til en sag mod mig fra politiets side. Jeg afventer tværtimod en tilbagemelding fra politiet om tyveriet af mine hunde og har også kontaktet en advokat om sagen, forklarer hun.

Milé Knudsen er under udredning for sin sygdom og siger i den sammenhæng, at hun har aftalt med dyrepolitiet og Fødevarestyrelsen, at hun skulle gå ned i hundeholdet, så hun har det antal hunde, der er lovligt at have på hendes adresse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden