To hundeejere råbte ad hinanden, da mand blandede sig og trak kniv
31-årig blev skubbet ind i buskads efter skænderi med kvinde
Opdateret kl. 16:09
To hundeejere kom onsdag eftermiddag i ret voldsomt mundhuggeri, da de passerede hinanden på Sæbybanestien lidt syd for Kalkværksvej i Frederikshavn. Og det endte med, at en helt tredje person blandede sig og i forbindelse med episoden hev en kniv frem.
Politikommissær Peter Skovbak, der leder efterforskningen ved politiet i Frederikshavn, bekræfter episoden, og at politiet har fået en anmeldelse om sagen.
- Ifølge den 31-årige anmelder kom han gående ad Sæbybanestien med sin hund. Imod ham kom en cirka 60-årig kvinde med sin hvide bomuldshund. Den 31-årige mente, at kvinden gav sin hund for lang snor. Og det råbte han til hende. Det førte til en noget højrøstet meningsudveksling mellem de to hundeejere, forklarer politikommissæren.
Under mundhuggeriet kom en tredje person til stede. En mand, som angiveligt ikke kendte kvinden, men alligevel bad den 31-årige blande sig udenom kvindens hundeføring.
- Den 31-årige blev skubbet omkuld i noget buskads, og derfor har vi skrevet en sag om vold. Samtidig har anmelder forklaret, at manden på et tidspunkt fandt en kniv frem, dog uden direkte at true anmelderen, som dog valgte at løbe fra stedet ned mod Søndergade, lyder det fra Peter Skovbak.
Politiet vil meget gerne tale med kvinden med den hvide bomuldshund. Hun beskrives af anmelder som cirka 60 år og iført en mørk eller sort jakke.
- Hun må gerne henvende sig hurtigt, så vi kan få hendes version af sagen. Vi har desuden en formodning om, hvem manden, der blandede sig og hev kniven frem, er. Ham har vi forsøgt at få i tale for også at høre hans version af sagen. Det er dog ikke lykkedes endnu, siger politikommissæren.
Er der andre vidner, der har hørt eller set noget hører politiet også gerne fra dem på telefon 1-1-4.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.