Elitesport

Husk at have det sjovt

Hvad vi også kan lære af de mest seriøse

Konceptchef Tom Bue om læringer fra topatleter og gravstenstekster i dagens leder. Foto: Claus Søndberg
Konceptchef Tom Bue om læringer fra topatleter og gravstenstekster i dagens leder. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Da den nybagte olympiske guldvinder Viktor Axelsen ved fejringen i Odense holdt tale, var meldingen klar: Alt skal ikke være seriøst og tilrettelagt, når fremtidens medaljehåb - børnene - dyrker sport. Som han sagde til DR: ”… dengang jeg var en ung purk, der var det vigtigste for mig, at jeg havde det sjovt, og at jeg havde noget at se frem mod.”

Ved sommerens europamesterskab var alle enige om, at Kasper Hjulmand havde bidraget til skabe en særlig kultur i dansk fodbold. Og det startede faktisk år før hvervet som landstræner. Hjulmand var nemlig den ene af to forfattere bag et manifest, der udfordrede års fokus på elitetræning og talentudvælgelse. Det byggede på forskning om børns årsager til at dyrke fodbold, på hvad forskellige holdstørrelser og spillekombinationer gjorde ved træningen og flere andre faktorer. Stærkt forsimplet var konklusionen: at vinde var ikke engang i top fem over børnenes grunde til at dyrke fodbold. Det var derimod at udvikle sig, sammenhold og at det var sjovt. Pointen var, at skulle man sikre en større talentmasse, skulle man sikre at flere spillede. Og det gjorde de … når det var sjovt.

Når de bedste af de bedste siger det. Dem, der har lagt utallige, seriøse træningstimer i deres sport. Som har lavet nogle af de mest imponerende og inspirerende præstationer. Når de minder os om, at man skal huske at have det sjovt, så bør vi lytte efter.

I vores optimerede samfund skal vi huske, at det ikke kun handler om målet. Vejen derhen er også vigtig. Det er muligvis godt for samfundet, at vores studerende færdiggør deres uddannelser hurtigt, så de kan komme i gang med produktionen. At vores skoleelever bliver fyldt op med læringsmål. Men bliver kvaliteten måske derefter, hvis vi glemmer, at det også skal være sjovt? Mister vi talenter indenfor matematik, litteratur, naturvidenskab og kreative fag, hvis det hele bliver for strømlinet?

Naturligvis skal det ikke bare være sjovt alt sammen. Viktor Axelsen og landsholdets spillere har uden tvivl bidt tænderne sammen mange gange. De har holdt ved, også når det ikke var sjovt. Men måske har de også gjort det, fordi de kunne huske, sidst det var sjovt.

Bølgen af cost/benefit og "den lige vej" gennem systemet er moden til revision i disse år. Vil vi have politikere, som er gået direkte fra ungdomsorganisationer til fuldtidspolitikere uden anden erfaring? Er den lige vej nu også den mest optimale på længere sigt?

Hvis ikke, skal vi i hvert fald gøre op med sproget i visse henseender. Der er stor forskel på, om noget beskrives som et fjumreår eller et erfaringsår. Og seriøs og sjov er ikke nødvendigvis modsætninger.

Livet er både benhårdt og seriøst. Det bør bruges på noget og ikke bare løbe ud i sandet. Men det skal også være sjovt. I stedet for en gravsten med teksten ”Han var bundseriøs og er det stadig” vil jeg i hvert fald hellere have en med ”Han nåede næsten det h…”

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden