Husker du Carolines kamp mod kræft? Nu er den slut

Ung mor kæmpede for mere tid med sin syvårige datter. Nu er tiden rindet ud

Caroline Wesselhøft satte alt ind på at skaffe midler til livsforlængende behandlinger i Tyskland. Nu er hun død. Arkivfoto: Peter Broen

Caroline Wesselhøft satte alt ind på at skaffe midler til livsforlængende behandlinger i Tyskland. Nu er hun død. Arkivfoto: Peter Broen

"Kære alle I skønne og elskelige mennesker️, som længe har været med til, at give mig håb for en fremtid, sammen med min elskede datter, Angelina. Uden jeres fantastiske hjælp, havde jeg ikke kunnet kæmpe, så meget og så længe, for mit liv og vores fremtid."

Sådan skrev Caroline Wesselhøft 14. maj i sin allersidste opdatering til venner og støtter på Facebook, og til de mange, som fulgte hendes kamp og hjalp hende med at købe sig ekstra tid sammen med den syvårige datter. Men den aggressive form for brystkræft, som Caroline Wesselhøft led af, er en herre uden nåde, og få dage efter opdateringen døde hun på hospice i Aalborg.

Nordjyskes læsere har det seneste halvandet år i flere omgange kunnet følge Carolines kamp for at skaffe penge til livsforlængende behandlinger i Tyskland, alt sammen i håb om at kunne købe sig til så meget tid som overhovedet muligt samen med datteren Angelina, som hun var alene med. Barnets far bor i Frankrig.

Tid til at være mor for Angelina var det allervigtigste i hendes liv.

Senest talte vi med Caroline Wesselhøft, da hun sammen datteren og sin familie holdt vinterferie på Læsø i januar.

Caroline Wesselhøft var ramt af en forholdsvis sjælden og aggressiv kræftform, TNBC (Triple Negativ Breast Cancer).

En kræftform, som de sædvanlige behandlinger ikke har nogen særlig effekt på. Hvor overlevelsesprocenten er uhyggeligt lille. Og som ofte vender tilbage, igen og igen, og angriber nye steder i kroppen.

Tripple-negativ brystkræft (TNBC)

Behandlingen af triple-negativ brystkræft er som regel operation efterfulgt af kemoterapi og strålebehandling.

Nogle gange får man kemoterapi før operationen, f.eks. hvis der er spredning til lymfeknuderne eller knuden er større end 2 cm.

Immunterapi kan gives i kombination med kemoterapi. Målet er livsforlængelse og forbedring af livskvaliteten ved at lindre sygdommens symptomer.

Kræftformen er arvelig. Cirka 15 pct. af alle brystkræftpatienter har triple-negativ brystkræft.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

- Jeg er stadig optimist. Jeg har alt at vinde og intet at tabe, Jeg føler, at jeg allerede har købt mere tid sammen med Angelina, lød det fra Caroline Wesselhøft i januar. Men nu er det altså slut.

"Jeg er jer dybt - dybt taknemmelige - af hjertet tak til jer alle. Tak for pengene, store som små beløb. Jeg har set ALLE jeres navne, men har ikke kunnet takke jer enkeltvis. Tak også for alle de små dejlige hilsener, som mange af jer har sendt, lød det bl.a. i Carolines sidste hilsen."

I vinter og foråret var hun tre gange i München og to gange i Hamburg for at modtage de livsforlængende behandlinger, der betød så meget for den ukuelige kvinde.

Caroline Wesselhøft sammen med datteren Agelina på ferien på Læsø i januar. Privatfoto

Caroline Wesselhøft sammen med datteren Agelina på ferien på Læsø i januar. Privatfoto

Behandlingerne betød en kort periode med en nærmest mirakuløs bedring og nogle rigtig gode uger sammen med Angelina.

"Men desværre har de sidste behandlinger ikke hjulpet mig på samme måde. Status er, at jeg nu er på hospice, og jeg om ikke så længe skal forlade jer alle. Men jeg ved, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at få længere tid sammen med min lille Angelina og min dejlige familie. Jeg er taknemmelig for de ekstra år jeg har fået."

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.