Hvad går han og laver?

NETVÆRK:Hvad går han egentlig og laver?

Mine venner, netværk og tætte samarbejdspartnere bliver ofte stillet det spørgsmål, og mine venner svarer så med et smil på læben, hvad jeg har bedt dem sige: "Han laver sådan lidt af hvert”.

Og det vil jeg bruge Stafetten til at uddybe, hvad ”lidt af hvert” består af.

OVERSKRIFTEN på alt, hvad jeg foretager mig, er netværk.

Mennesker interesserer mig, og jeg har gennem årene gjort min hobby til min levevej.

Jeg føler mig virkelig privilegeret med det liv, jeg har skabt mig. At møde nye mennesker gør mig glad og derved skabes der også nye muligheder

HVORDAN dyrker jeg så mit netværk? Det starter egentlig ret basalt, mennesker mødes, gensidig respekt og interesse opstår, og så er vi i gang.

Jeg ved godt, at i 95 pct. af tilfældene er det mig, der er opsøgende og vedligeholder kontakten. Det gør jeg typisk, når jeg sætter mig i min bil og kører rundt i Danmark, så åbner kontoret, og hvis jeg skal til møde rundt omkring i Danmark, så har jeg på forhånd tænkt over, hvem jeg fra netværket skal drikke kaffe med denne gang. 9 ud af 10 gange får jeg et ja.

OG HVAD laver vi så?

Vi taler om løst og fast og opdaterer hinanden på vores arbejds- og privatliv.

Der er ingen bagtanke med kaffemødet, men blot det at være ”top of mind” hos den anden er guld værd.

Jeg forsøger altid at give mere, end jeg får - for alt godt vender tifold tilbage. Det handler om at udvise ægte interesse og være til stede i nuet.

NÅR MAN som jeg slår store brød op og nogle gange for store brød, så kan det gå galt, og det har det også gjort for mig.

Jeg er gået sådan rigtig konkurs hele to gange. Det har begge gange resulteret i millionunderskud.

MEN DET er også her, de rigtige venner fra netværket viser sit værd. Så bliver der slået ring om mig, og så siger vennerne, de rigtige venner altså, op på hesten igen, der er ingen døde, der er ingen syge, så må du bare tjene nogle andre penge, vi har brug for dig! Se det er rigtige venner/netværk. Læringen må være - En event må gerne koste millioner – men aldrig relationer.

UD OVER forskellige spændende konsulentjobs med ledersparring, udvikling af nye kreative projekter med mere, arbejder jeg med disse spændende opgaver:

1. Velgørenhed.

2.Amerikanske præsidenter og internationale keynote speakers.

3. Foredrag med udgangspunkt i at turde drømme stort og gå efter drømmen og selvfølgelig etværk.n

4. Company Days, firmaevent og større eksklusive fester.

VELGØRENHED, det at kunne gøre en forskel for andre er en del af mit dna.

Jeg mener faktisk, at det er min pligt at hjælpe andre, hvis det er muligt. For jeg mangler jo ikke noget. Så kan jeg være med til at gøre en forskel, så gør jeg det med glæde og her kommer mit store netværk også til gavn.

JEG HAR deltaget i eller lavet støtteevents/koncerter og lignende siden 2005, hvor vi lavede den største støttekoncert i Danmark til fordel for tsunamiens efterladte.

Vi samlede i alt 840.000 kr. ind til Dansk Røde Kors og Red Barnet, og på plakaten var b.la. Dalton (Johnny Madsen, Allan Olsen og Lars Lilholt), Poul Krebs, Povl Dissing, På Slaget 12 og mange flere.

Vi var en hel by, der stod sammen og løftede i flok - en fantastisk fornemmelse, at være en del af noget større. Igennem årene er det blevet til mange bidrag, småt som stort, men altid er netværket med mig og det er jeg taknemmelig for.

SENESTE projekt, vi har kastet os ud i, er – Børn Hjælper Børn i Fredericia, med kæmpe inspiration i et lignende projekt i fodboldklubben Bangsbo Freja i Frederikshavn, et projekt som mine gamle ven og fodboldmakker Lars Bo Christensen er arkitekten bag.

DET GÅR i alt sin enkelthed ud på at gøre børnene til mere hele mennesker igennem velgørenhed til dels til fordel for KidsAid, som hjælper børn og unge på nationalt plan, og dels dårligt stillede lokale familier. Drengenes mål i Frederikshavn, er at samle i alt en million kroner ind over en fem-årig periode, og det mål når de, da de allerede har samlet 800.000 kr. ind - de har stadig to år til opgaven. Så da jeg blev spurgt af min gode ven Jesper Toubøl, der til daglig arbejder som Vice Præsident i LEGO om det var muligt at lave et lignende projekt i hans hjemby, Fredericia, sagde jeg straks ja. Her er der virkelig en mulighed for at være med til at gøre en forskel for de dårligt stillede familier i Fredericia. Lokalt og via KidsAid, nationalt. Tak til Lars Bo Christensen i Frederikshavn, for at få lov til at folde projektet ud i Fredericia.

AMERIKANSKE præsidenter: Jeg har altid været fascineret af amerikanske præsidenter - Kennedy, Nixon, Reagan. Og siden Clinton blev præsident i 1993, har jeg tænkt, ”ham vil jeg gerne møde” men det er der jo mange millioner der også havde den tanke.

Men hvis du opfører dig ordentligt over for andre og er opsøgende i netværket, er vedholdende (samt en smule heldig) så opstår mulighederne.

UD AF det blå kom muligheden i 2006 for at invitere Bill Clinton til min hjemby, og han sagde sgu ja. Det blev en kæmpe succes, så stor en succes, at jeg siden 2006 har lavet 21 besøg i Skandinavien med præsidenter, vicepræsidenter og lignende speakere.

icon

Ud af det blå kom muligheden i 2006 for at invitere Bill Clinton til min hjemby, og han sagde sgu ja.

Her er det de senere år blandt andet blevet til tre events med Barack Obama i henholdsvis Kolding (2018), Aalborg (2019) og Skive (2022).

icon

Her er det de senere år blandt andet blevet til tre events med Barack Obama i henholdsvis Kolding (2018), Aalborg (2019) og Skive (2022)

Hvis man opfører sig ordentligt over for andre og leverer varen hver gang, så opstår mulighederne altså i min verden.

Og den lille krølle på denne historie er, at det faktisk er Brian Laudrup og nu afdøde Lars Høgh, der via deres netværk fik åbnet døren til Clinton, men se, det er en helt anden historie.

FOREDRAG: Jeg elsker at holde foredrag og forhåbentlig inspirere andre. Mine foredrag handler om netværk og det at turde drømme stort og gå efter drømmen - uden at være bange for at fejle. Jeg holder foredrag i hele landet, har desuden holdt foredrag i bl.a. New York og Norge. Mine kunder spænder fra den lille fodboldklub og aftenskoler til, at få lov til at inspirere både ledelse og medarbejdere i firmaer som Novo Nordisk, Falck og Lego.

COMPANY Days: Vi laver to og maksimalt fire Company Days om året. Det er store og komplekse opgaver, der typisk involverer alt fra 30 til 60 mand fra mit team. Her opfinder vi fede events med alt hvad det indebærer af teambuilding, mad, musik, underholdning og meget mere Når jeg skriver max. 4 af den slags events om året, så er det fordi, at vi skal kende vores begrænsninger i forhold til mit tætte og kompetente team som jeg har arbejdet sammen med i over 15 år og alle de andre ting som vi arbejder med.

Det er aldrig for sent.

NETVÆRK skaber for mig energi/relationer/venskaber – ja det gør livet meget mere spændende at leve og det er aldrig for sent at starte op, uanset om du er uerfaren eller en erfaren netværker

OG TIL sidst en lille opfordring: Lov dig selv, at du hver dag i det nye år sætter dig det mål i løber af dagen at kontakte en-to personer, som du ikke har en løbende dialog med. Du vil inden længe opleve, at det vender retur og muligheder åbner sig på den fede måde.

Har du brug for et godt råd eller et lille skub for at komme i gang, er du velkommen til at kontakte mig, så kan vi starte med den berømte kop kaffe.

OG HUSK: – Tænk Positivt & Tro På Pisset.

Et rigtig godt nytår til jer alle fra Røde.


Henrik "Røde" Jensen
er eventarrangør, kommunikationsrådgiver, konceptudvikler, leder sparring, forfatter og foredragsholder med eget firma, Derfor! E-mailadresse: hrj@derfor.eu. - Næste mandag langer Henrik "Røde" Jensen stafetten videre til Ole Hust, som han omtaler som "min venstre hjernehalvdel". Sammen har de to arrangeret den første koncert med Thomas Helmig og siden arbejdet sammen om hundredvis af events
.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.